
Endnu en gruppe DR-medarbejdere udtrykker mistillid til DR’s ledelse. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Endnu en gruppe DR-medarbejdere stemmer i med kritik af DR’s ledelse, efter at det tidligere på ugen blev meldt ud, at DR skal nedlægge 90 stillinger og i den forbindelse afskedige 60-70 medarbejdere på tværs af DR Nyheder og DR Kultur, Børn og Unge.
De varslede fyringer fik medarbejderne i DR Aarhus til at sende en udtalelse til DR’s ledelse, hvor de beskrev, at de ser fyringerne som et løftebrud, der svækker tilliden til DR’s øverste ledelse.
Det er den samme kritik, der nu kommer fra medarbejderne i DR Sjælland, der her til eftermiddag har sendt en udtalelse til ledelsen.
Den stærke utilfredshed bunder i, at DR’s generaldirektør, Maria Rørbye Rønn, sidste år afviste afskedigelser, efter at strategien frem mod 2025 blev præsenteret.
”Der er ikke afskedigelser af medarbejdere i kølvandet på det her,” sagde hun i den forbindelse.
Men det er den digitale strategi, der gør, at DR nu varsler fyringer, fordi udvikling af platformene DR TV og DR Lyd skal prioriteres.
”Alle medarbejdere forstod, at det var en udviklingsplan – og ikke en afviklingsplan. Det kan vi nu konstatere ikke er rigtigt, og vi er chokerede, rystede og skuffede over udsigten til massefyringer og potentielle omrokeringer af medarbejdere,” står der i udtalelsen fra medarbejderne i DR Sjælland.
”Den melding, vi har fået i denne uge, går desværre voldsomt ud over vores tillid til ledelsen, som i vores seneste trivselsmåling i forvejen lå meget lavt.”
Indholdet er unikt for DR
Medarbejderne stiller sig samtidig uforstående over for, at der skal skæres journalistiske kræfter fra DR, da de opfatter journalistikken som det, der adskiller DR fra internationale streamingtjenester.
”Nyhedsindholdet er unikt for DR som medievirksomhed, og vi er stolte af det engagement og tårnhøje niveau, vi leverer hver eneste dag til danskerne. Med de planlagte fyringer og stillingsnedlæggelser bliver det sværere i fremtiden at levere netop det,” skriver de i udtalelsen.
Ligesom medarbejderne i DR Aarhus forventer medarbejderne på Sjælland, at DR’s ledelse lægger sig i selen for at nedbringe antallet af fyringer og omflytninger i samarbejde med tillidsrepræsentanterne.
”I den forbindelse vil vi kraftigt opfordre ledelsen til, at der bliver givet langt bedre og bredere mulighed for frivillige fratrædelsesordninger, end der er lagt op til. Det har tidligere været et både godt og solidarisk redskab i en svær situation,” skriver de.
Generaldirektør har ikke holdt noget skjult
DR’s generaldirektør udtalte i tirsdags til Journalisten, at hun ikke har holdt noget skjult i forbindelse med den digitale strategi.
Når hun ved fremlæggelsen af den digitale plan sidste år afviste afskedigelser, var det for, at medarbejderne kunne fokusere på den forestående forandringsproces, og fordi det var sådan, landet lå på daværende tidspunkt.
”Dengang gjorde jeg meget ud af, at der ikke ventede medarbejderne en sindedag den dag, så alle kunne lytte til, hvad der foregik,” sagde hun tirsdag.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.