
Generaldirektør i DR, Maria Rørbye Rønn. Foto: Kasper Palsnov/Ritzau Scanpix
I efteråret 2021 præsenterede DR’s generaldirektør, Maria Rørbye Rønn, en udviklingsplan, der skulle styrke DR digitalt. Ved den lejlighed sagde hun, at ”der er ikke afskedigelser af medarbejdere i kølvandet på det her”.
Men i dag blev det på to stormøder i DR alligevel meldt ud, at op imod 100 stillinger nedlægges, og at DR har i sinde at nedlægge mellem 90 og 100 stillinger. Det vil betyde, at DR kommer til at afskedige 60-70 medarbejdere. 40-45 af afskedigelserne sker i DR Kultur, Børn og Unge, mens 20-25 rammer medarbejdere i DR Nyheder.
Fællestillidsmand Henrik Friis Vilmar frygter, hvad fyringerne gør ved medarbejdernes tillid til ledelsen.
”Det blev præsenteret som en udviklingsplan, som nok ville berøre nogle medarbejdere, så det er overraskende, at det får så store konsekvenser som det her,” siger han.
Maria Rørbye Rønn, generaldirektør, DR
Maria Rørbye Rønn beklager, hvis nogen har misforstået hende.
”Jeg er ked af det, hvis medarbejdere har fået den opfattelse, at der aldrig ville komme afskedigelser som følge af en stor og omfattende plan. Det er vigtigt for mig at være åben og ærlig om de store forandringer, vi står over for,” siger hun.
Ikke bange for at sige det svære
Maria Rørbye Rønn har ikke holdt noget skjult.
”Jeg tror, at dem, der kender mig, ved, at jeg ikke er bange for at stille mig op på en ølkasse og sige det, der er svært,” forklarer hun.
Når hun ved fremlæggelsen af den digitale plan sidste år ikke talte om mulige afskedigelser, var det for, at medarbejderne kunne fokusere på den forestående forandringsproces, og fordi det var sådan, landet lå på daværende tidspunkt.
”Dengang gjorde jeg meget ud af, at der ikke ventede medarbejderne en sindedag den dag, så alle kunne lytte til, hvad der foregik.”
Maria Rørbye Rønn, generaldirektør, DR
Naturligt at medarbejdere er frustrerede
Hun forklarer, at man i hovedsamarbejdsudvalget efterfølgende har talt meget om de store forandringer, DR kigger ind i.
Forstår du, hvis nogle medarbejdere har svært ved at have tillid til dig?
”Når man får den besked, man har fået i dag, kan jeg godt forstå, at man er overrasket og frustreret. Det vil man være uanset hvad,” siger Maria Rørbye Rønn.
Hvorfor må I afskedige folk? Kan DR ikke bare kompetenceudvikle de medarbejdere, I allerede har?
”Det, vi gør nu, er at flytte midler, så vi kan investere i it-udviklere, dataanalytikere og UX-folk, og man kan ikke bare tage journalister i DR Nyheder og uddanne dem til det,” forklarer Maria Rørbye Rønn.
Pengene skal bruges på platforme
DR ønsker at tage konkurrencen op med de store internationale streamingtjenester. Har man ikke brug for flere medarbejdere til at lave indhold, hvis man skal lykkes med det?
”DR har ikke de samme fordele, som vi havde dengang, vi lå nummer ét på tv-fjernbetjeningen, og vi var på de tre-fire første knapper på radioen.”
”I en digital verden skal man gøre meget mere for at virke tiltrækkende, så brugerne opdager, hvad vi har på hylderne. Vi skal fortsat skabe værdi og tilbyde public service, men forudsætningen for, at brugerne opdager vores indhold, er, at vores platforme er velfungerende. Derfor investerer vi i dem.”
Hvad blev medarbejderne præsenteret for i dag, en udviklingsplan eller en spareplan?
”Det er en udviklingsplan. Vi er optaget af at udvikle DR, så vi bliver en fuldt ud digital public service-institution, og derfor investerer vi i den digitale udvikling og i nye kompetencer. Så det er ikke en spareplan, men vi omprioriterer midlerne til den digitale omstilling ved at tage dem et andet sted, for eksempel på administrationen og indholdsområderne.”
Sindedagen, som DR kalder den dag, medarbejderne får besked om, at ledelsen har i sinde at fyre dem, finder sted den 6. september. I en intern mail sendt til medarbejderne i DR Nyheder fremgår det, at medarbejderne samme eftermiddag vil blive præsenteret for de konkrete tilpasninger, der skal ske i afdelingen.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.