Kryolit

DR-chef om omstridt dokumentar: Jeg ville gerne kunne spole tiden tilbage

Thomas Falbe, chefredaktør i DR Nyheder med ansvar for dokumentar, ville gerne kunne skrue tiden tilbage og gøre en række ting anderledes

DR vil gøre alt for at sikre, at der ikke opstår et lignende forløb som det om den omstridte dokumentar ’Grønlands hvide guld’, der fik premiere sidste søndag.

Det oplyser Thomas Falbe, chefredaktør i DR Nyheder og med ansvar for DR’s dokumentarer, i et skriftligt svar til Journalisten.

”Vi har adskillige gange i løbet af den seneste uge sagt, at intentionen med dokumentaren slet ikke er lykkedes. Det er vores ansvar,” lyder det.

I stedet har debatten den seneste uge gået på dokumentarens troværdighed.

”Når vi står, hvor vi gør i forhold til debatten om DR’s troværdighed, så er det klart, at jeg gerne ville kunne spole tiden tilbage og gøre en række ting anderledes.”

”Det kan jeg ikke, så jeg kan kun gentage, at jeg beklager, at det ikke er lykkedes at formidle en vigtig historie, så der er overensstemmelse mellem intention og resultat. Det vil vi gøre alt for at sikre ikke sker igen,” udtaler Thomas Falbe i svaret.

Har holdt møde med medarbejderne

Svaret kommer, efter at DR Nyheder tidligere i dag har afholdt et såkaldt nyhedsforum for medarbejderne i DR Nyheder, hvor nyhedsledelsen har stået over for medarbejderne.

Ifølge Berlingske, der har fået tilsendt en lydfil fra mødet, skal Thomas Falbe have sagt:

”Det har jo i sidste ende været min beslutning at publicere dokumentaren. Jeg må sige, at det skulle vi ikke have gjort. Det var for tidligt,” sagde han ifølge Berlingske.

Derudover skal han ifølge Berlingske have sagt, at det var en klokkeklar fejl at publicere dokumentaren i den form, den endte med.

Thomas Falbe ønsker ikke at uddybe eller be- eller afkræfte, hvad der er blevet sagt på mødet i DR.

”Vi kommenterer helt principielt ikke fra lukkede interne møder i DR. Vi har en konstruktiv dialog med vores medarbejdere, som vi værner om. Vi har adskillige gange i løbet af den seneste uge sagt, at intentionen med dokumentaren slet ikke er lykkedes,” udtaler han i det skriftlige svar.

Blev advaret flere gange

Kritikken af ’Grønlands hvide guld’ er primært gået på, at dokumentaren får det til at se ud, som om Danmark over 130 år har tjent, hvad der svarer til 400 milliarder kroner på kryolit fra Grønland.

Det er blandt andet Torben M. Andersen, professor i økonomi på Aarhus Universitet, der selv medvirker i dokumentaren, der har advaret mod det ”misvisende” tal, da der udelukkende er tale om omsætning, og fordi tallet ikke kan sættes op mod det beløb, der er blevet givet til Grønland i bloktilskud.

Torben M. Andersen advarede også inden udgivelsen af dokumentaren DR mod at bruge tallet i udsendelsen.

DR holdt i sidste uge fast i, at der ikke er faktuelle fejl i dokumentaren, men endte med at erkende, at man ikke var lykkedes med formålet med dokumentaren.

”Jeg erkender, at vi burde have gjort endnu tydeligere opmærksom på adskillelsen af de økonomiske begreber og haft yderligere en ekspert til at give perspektiver på forståelsen af værdiskabelse. Derfor har jeg igangsat en række initiativer på baggrund af dette,” udtalte nyhedsdirektør Sandy French torsdag i en pressemeddelelse.

Fredag udsendte DR så et notat om dokumentarens tilbliven.

Af det notat fremgår det også, at Torben M. Andersen advarede mod at bruge de 400 milliarder kroner, fordi det ville kortslutte debatten.

Har rettet flere fejl

Det fremgår også af notatet, at DR har rettet enkelte fejl, efter at dokumentaren udkom:

  • ”Den 10. februar præciserede dr.dk i en artikel om dokumentarens tilblivelse og indhold, at Torben M. Andersen ikke mener, at omsætningen kan bruges til at vurdere, hvad Danmark har fået ud af kryolitten.”
  • ”Den 12. februar blev der rettet en fejl på en graf i programmet, der viste bloktilskuddet til Grønland. Det korrekte har hele tiden fremgået af speaken.”
  • ”Den 13. februar erkendte DR i en pressemeddelelse, at dokumentaren burde have gjort endnu tydeligere opmærksom på adskillelsen af de økonomiske begreber og haft yderligere én ekspert til at give perspektiver på forståelsen af værdiskabelse.”

Men i notatet gentager DR, at dokumentaren ikke sætter lighedstegn mellem omsætning og indtjening, hvilket har været det helt store tema i kritikken efterfølgende.

”Tallet på de 400 milliarder i omsætning undersøges, og uenigheden mellem økonomer og koloniforskere deklareres. I forbindelse med forelæggelsen for de grønlandske politikere er det også gjort klart, at salgsindtægterne ikke er det samme som fortjeneste for Danmark,” hedder det i notatet.

0 Kommentarer

Læs også

Grønlands hvide guld

DR’s notat om dokumentar viser klar advarsel fra top-økonom

14. FEBRUAR 2025
Dokumentar

Efter massiv kritik: Nu vil DR fremlægge detaljer om dokumentar

13. FEBRUAR 2025
Dokumentar

Eksperter: Utallige forbehold i DR-dokumentar er ikke nok, når tallet bliver misforstået

12. FEBRUAR 2025