DR beklager: Grafik med niqab-klædt kvinde var ”helt ved siden af skiven”

Det har mødt massiv kritik, at TV Avisen onsdag bragte en grafik med en kvinde i niqab til at illustrere, at regeringen vil have flere indvandrerkvinder i job. ”En kæmpestor fejl,” erkender DR-chef

Misvisende, stereotypiserende og hidsigt. Det er blot nogle af de krasse ord, som en grafik bragt i TV Avisen onsdag har fået med på vejen.

Grafikken forestiller en niqab-klædt kvinde og blev brugt i et indslag om, at statsminister Mette Frederiksen under sin tale ved Folketingets afslutningsdebat sagde, at flere indvandrerkvinder skal i arbejde.

Men som debattør Randahl Fink har anført på Twitter, er det ifølge undersøgelser kun omkring 150 af de 817.438 indvandrere og efterkommere i Danmark, som bærer niqab.

”HVORFOR illustrerer DR indvandrerkvinder på denne måde,” slutter hans tweet, der på Facebook bliver bakket op af debattør Khaterah Parwani, som direkte henvendt til DR skriver: ”Få rettet op på jeres syge fordomme.”

Lægger sig fladt ned

I DR lægger redaktionschef på TV Avisen Marie Buss sig da også fladt ned og erkender, at det var en helt forkert illustration til historien.

”Det er en kæmpestor fejl, som selvfølgelig er noget, vi tager op på redaktionen i dag,” siger hun til Journalisten.

”Problemet er, at den jo på ingen måde illustrerer den gruppe kvinder, der er tale om. Gruppen af indvandrerkvinder er meget divers, og det er en forsvindende lille del af dem, som bærer niqab. Derfor rammer man helt ved siden af skiven med den her illustration,” uddyber Marie Buss.

Hvorfor er den her kæmpestore fejl, som du kalder det, ikke fanget i den redaktionelle proces?

”Det er simpelthen en fejl40, en menneskelig fejl. Der er et par led, hvor den kunne være fanget, men hvor man åbenbart ikke har tænkt over det. Og det kommer vi selvfølgelig til at tale om i dag. For den slags fejl skal fanges.”

Ikke første gang

Redaktionschefen fortæller, at TV Avisen for nogle år siden fik lavet en ny pakke af ikoner, hvor der netop er gjort meget ud af diversitet i forhold til højde og drøjde og farver osv.

”Men her er der simpelthen brugt et forkert ikon,” siger Marie Buss.

Det er ikke første gang, danske medier har mødt kritik for at bruge stereotype billeder til at illustrere artikler om indvandrere.

I 2017 brugte Jyllands-Posten ved en fejl et arkivfoto af en tørklædeklædt kvinde til artikel om, at hver femte ifølge en befolkningsfremskrivning vil være indvandrer eller efterkommer i 2060. Journalisten har også tidligere beskrevet tendensen i en større artikel.

0 Kommentarer

Læs også

JP beklager stereotypt billedvalg af tildækket kvinde

03. MAJ 2017

Indvandrere køber også huse

02. JUNI 2016