Nyhedsoverblik

data_usage
chevron_left
chevron_right
14:35 13.01.2023 Marie Nyhus

Dom over ’klimakontrolleret gris’ har lange udsigter

Det er nu 19 måneder siden, slagterigiganten Danish Crown blev stævnet for at vildlede forbrugerne med deres mærke ’klimakontrolleret gris’. Og mere end et år siden, at retten i Randers afgjorde, at sagen skal køre i landsretten, fordi den har principiel karakter.

Men der er stadig lange udsigter til en dom i sagen. Faktisk bliver det næppe i indeværende kalenderår, Vestre Landsret fælder dom, oplyser retten til Journalisten i en mail.

”Sagen er endnu ikke berammet til hovedforhandling. Et forsigtigt skøn vil være i slutningen af 2023, idet der skal afsættes flere retsdage, og idet der er flere parter i sagen,” lyder det i mailen, hvoraf det også fremgår, at der formentlig vil gå to måneder fra hovedforhandlingen, til der falder dom i sagen.

Det var Dansk Vegetarisk Forening, Klimabevægelsen og Den Grønne Studenterbevægelse, som besluttede at gå sammen om at stævne Danish Crown i, hvad de har døbt ’Danmarks første klimaretssag’.

Danish Crown foretrækker derimod betegnelsen ’markedsføringssag’.

Siden har Danish Crown helt droppet kampagnen med ’klimakontrolleret gris’, fordi supermarkederne tog mærket ud af deres kølediske.

SENESTE NYT

Flere nyheder