Lørdag aften blev 25 vindere kåret til TV-prisen i Tivoli Kongrescenter. En af priserne er Årets Otto, som gik til Mette Hoffmann Meyer, som er CEO hos THE WHY og tidligere dokumentarchef på både TV 2 og DR.
Prisen blev overrakt af Impact TV’s Thomas Heurlin, som er en del af TV-prisens executive udvalg og selv har modtaget prisen i 2013.
Mette Hoffmann Meyer står bag både Oscar-nomineringer og -vindere og blev i 2014 udnævnt til international ”Doc Mogul” af det internationale dokumentarmiljø. Ifølge udvalget fortjener Mette Hoffmann Meyer Årets Otto, fordi hun har sat dansk faktuelt tv og dokumentar på verdenskortet.
”I løbet af få år blev hun en af de mest indflydelsesrige dokumentarindkøbere i verden. Hendes strategi var enkel, hun samlede de bedste og dygtigste i branchen og fik de internationale broadcastere som ZDF, BBC og ARTE til at samarbejde,” sagde Thomas Heurlin om Mette Hoffmann Meyer under overrækkelsen.
Det er 22. gang, prisen uddeles, og Mette Hoffmann Meyer er den fjerde kvinde til at vinde Årets Otto.
”Det er svært at argumentere for denne pris’ historisk meget skæve kønsfordeling. Vi i TV-prisens executive udvalg undskylder hermed for fortidens kønsblindhed og lover også fremadrettet at hylde de vigtigste karrierer i vores mangfoldige branche,” sagde Thomas Heurlin under overrækkelsen.