Allan Boye Thulstrup har selv forladt platformen. Foto: Jacob Nielsen
Dansk Journalistforbund – Medier & Kommunikation (DJ) overvejer forbundets fremtid på Elon Musk-ejede X.
Det oplyser næstformand Allan Boye Thulstrup til Journalisten.
Helt konkret vil DJ kun benytte platformen Bluesky til at annoncere de nominerede til årets Cavling-pris den 12. december. Tidligere har det ellers været et eksklusivt X-arrangement, hvis man ser bort fra delingen af nyhederne på forbundets hjemmeside.
Ifølge Allan Boye Thulstrup har DJ som organisation nogle overvejelser om, hvorvidt man skal understøtte X, hvor Elon Musk har rettet kritik mod medier.
”Men vi skal jo også være der, hvor vores medlemmer er. Nogle gange har vi også budskaber, vi gerne vil af med, og der handler det om at have de bedste og mest effektive kanaler,” siger han og tilføjer, at han selv har indstillet sit eget forbrug af platformen.
Tester Bluesky
Dermed er Cavling-nomineringerne altså en form for test af Bluesky til at se, om DJ kan nå ordentligt ud med budskaberne.
Og i denne omgang bliver der slet ikke lagt noget ud på Cavlingprisens X-profil:
”Det er også det, vi siger til vores arbejdsgivere: Man kan ikke blive ved med at lægge nye kanaler på i kommunikationsafdelingen. Hvis man skal have nye kanaler, bliver man også nødt til at sortere nogen fra,” siger Allan Boye Thulstrup om den beslutning.
Andre medier og forbund har allerede været mere kategoriske i deres farvel til X.
Blandt andre britiske The Guardian, som trak sig i midten af november:
”Vi mener, at fordelene ved at være på X ikke længere opvejer det negative, og at ressourcerne er bedre brugt på at promovere vores journalistik andre steder,” skrev The Guardian i en udtalelse.
EFJ smuttede
Herhjemme har både Ritzau og DR valgt at indstille aktiviteterne på platformen.
Også det europæiske journalistforbund, EFJ, valgte i sidste uge at indstille alle aktiviteter på X fra 20. januar.
”Vi kan ikke blive ved med at fodre et socialt netværk ejet af en mand, der erklærer medier og dermed journalister for døde,” udtalte EFJ’s præsident, Maja Sever, i en pressemeddelelse.
”X er en platform, der ikke længere tjener offentlighedens interesser overhovedet, men som tjener bestemte ideologiske og finansielle interesser hos ejeren og hans politiske allierede,” tilføjede hun i den forbindelse.
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.