Tine Johansen var formand for Dansk Journalistforbund fra 2019 til 2025, hvor hun blev afløst af tidligere næstformand Allan Boye Thulstrup. Foto: Betina Marcussen/DJ
Dansk Journalistforbund - Medier og Kommunikation (DJ) hverken udbetaler eller har udbetalt kontanter til medlemmer, der overenskomststridigt har nedlagt arbejdet.
Sådan lød det klokkeklare svar fra DJ's daværende formand, Tine Johansen, da arbejdsgiverne sidste forår rakte ud for at få svar på, om den praksis fandt eller havde fundet sted.
Det skriver Berlingske på baggrund af en mailkorrespondance mellem Tine Johansen og arbejdsgiverforeningen Dansk Erhverv.
Arbejdsgiverne i mediebranchen ville have forbundet til at afkræfte, hvad der i maj sidste år fremgik af en artikel i mediet Frihedsbrevet.
Her beskrev Frihedsbrevet, at forbundet helt i strid med overenskomsten i årevis har haft en praksis med at udbetale kontanter til medlemmer under overenskomststridige arbejdsnedlæggelser.
Hos Dansk Erhverv ville man have svar på, at DJ ikke har understøttet eller understøttet medlemmernes overenskomststridige arbejdsnedlæggelser, herunder økonomisk.
”Det er korrekt,” skrev Tine Johansen ifølge Berlingske tilbage.
Bakker op om undskyldning
Frihedsbrevet beskrev på baggrund af et internt dokument fra DJ, at betalingerne fulgte en fast procedure og blev overrakt til medlemmerne i brune kuverter.
Det afviste Tine Johansen overfor Frihedsbrevet. Altså det med de brune kuverter. Hun understregede samtidig, at der ikke var foregået noget ulovligt.
Udbetalingerne er da heller ikke teknisk set ulovlige. Men de er overenskomststridige. Det har DJ erkendt, efter der er blevet indgået forlig med Dansk Erhverv i sagen. Et forlig, der har kostet DJ tre millioner kroner i bod.
Med andre ord: Dansk Journalistforbund - Medier & Kommunikation erkendte knap et år efter mailkorrespondancen mellem Tine Johansen og Dansk Erhverv, at der har fundet sådan en praksis sted. Tine Johansen ønsker ikke at kommentere Berlingskes historie.
”DJ og DMA har indgået forlig i sagen til fuld og endelig afgørelse, og begge parter betragter sagen som afsluttet. Min efterfølger har indgået forliget og undskyldt på organisationens vegne, og det bakker jeg op om,” skriver hun til Berlingske.
Tine Johansen oplyser til Journalisten, at hun ikke har yderligere kommentarer.
Blev advaret
Forbundets nuværende forperson, Allan Boye Thulstrup, forholder sig ikke til de nye oplysninger i Berlingskes historie. I en kommentar gentager han sine tidligere svar om, at der i nogle tilfælde har været en overenskomststridig praksis, og at der er rettet op på det med forliget.
DJ oplyste i forbindelse med forliget, at de sidste udbetalinger fandt sted i 2024. Hvor længe den praksis har stået på, står hen i det uvisse, og Allan Boye Thulstrup har ikke svaret på, hvornår han blev bekendt med den praksis.
Men hovedbestyrelsen i DJ og Tine Johansen blev i 2019 advaret mod at fortsætte de hemmelige udbetalinger. Det var Elisabeth Geday, der i tre måneder var direktør for forbundet, der kom med advarslen.
Det skete i et dokument, der ifølge Elisabeth Geday blev præsenteret for den daværende formand og hovedbestyrelsen. Journalisten har fået tilsendt dokumentet.
Her fremgår det, at hun argumenterer for at stoppe de hemmelige udbetalinger, fordi udbetalingerne vil kunne koste DJ millioner af kroner, hvis de blev opdaget og endte i arbejdsretten. I så fald vil være rigtig svært for forbundet at kommunikere sagen: “Hvad der ikke kan forklares, kan ikke forsvares,” skrev hun blandt andet.
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.