”Krigen begyndte, da Hamas den 7. oktober angreb Israel,” er en sætning, som vi kan læse i mange af de artikler, der har været skrevet om konflikten den seneste måned.
Hamas’ angreb var forfærdeligt. Men at man ikke undskylder det, er ikke det samme som, at man ikke kan se på hele historien. Kunne man ikke lige så godt skrive, at krigen begyndte, da det israelske militær, som er et af verdens stærkeste, i juli bombede en flygtningelejr i Jenin? Eller med de 41 palæstinensiske børn, der blev dræbt i første halvdel af 2023 i det, UNICEF beskriver som det voldeligste år på Vestbredden i to årtier?
Man kan ikke dække situationen i Israel og Palæstina, som om det er en ligevægtig konflikt mellem to lige stærke parter. Man kan ikke dække den, som om historien startede i sidste måned. Alligevel er det sådan, mange danske medier gør.
Det er forståeligt. Vi bor i et land, hvor regeringen tydeligt har meldt ud, at den støtter Israel. Langt de fleste danske journalister, der dækker konflikten lokalt, rapporterer fra Israel. Ganske få er baseret på Vestbredden eller i Gaza. Det er uundgåeligt, at det fører til en bias.
Når journalister eller forskere forsøger at rette op på den bias og nuancere billedet, bliver de hurtigt anklaget for at være Hamas-sympatisører eller antisemitiske.
Det så vi for eksempel, da statsministeren angreb en journalist, der spurgte, om hun vil vise samme sympati for palæstinensiske civile ofre som for israelske. Og da Jyllands-Posten lovede at mærke alle udtalelser fra en dansk forsker som ”israelsk-kritiske” og krævede, at hans arbejdsgiver greb ind, fordi han sammen med 39 andre forskere i 2021 havde skrevet under på en støtteerklæring for det palæstinensiske folk.
Frygten for at blive skudt i skoene, at vi har en holdning til konflikten, skaber en udpræget berøringsangst for at diskutere den bias, der er i dækningen.
Det ser vi også, når Dansk Journalistforbund skriver på Facebook, at ”vi hverken kan eller skal involveres i konflikten” i, hvad jeg formoder er et svar på opfordringer til at udtrykke bekymring for nedlukningen af internet og kommunikation i Gaza eller fordømme de eskalerende angreb på journalister under konflikten.
Ganske anderledes end under krigen i Ukraine, hvor medier og journalister sagtens har kunnet markere sig som forsvarere af folkeretten og modstandere mod overgreb på civile, uden at deres troværdighed er blevet beklikket af det. Og hvor Dansk Journalistforbund uden at blinke advarede på sin hjemmeside om konsekvenserne for ukrainske journalisters arbejdsforhold og sendte 200.000 kroner afsted fra Safetyfonden til ukrainske medier.
Men det er ikke en holdning at fortælle om virkeligheden, som den er.
Freja Wedenborg
I løbet af de sidste 18 dage er 2.360 børn rapporteret dræbt i Gaza. Det gør ikke drabene på de 30 israelske børn, der samtidig har mistet livet, mindre tragiske eller forfærdelige. Men det er fakta. På samme måde som, at det er fakta, at der i det hele taget er voldsomt mange flere civile palæstinensere end israelere, der har mistet livet i konflikten, og at Israel systematisk har angrebet journalister. Det findes der masser af troværdig dokumentation på.
Det er ikke en holdning at fortælle om folkedrab i Palæstina. Det er at rapportere om fakta. Det burde ikke være kontroversielt – det burde være kontroversielt ikke at gøre det! Og det burde være helt åbenlyst, at det ikke betyder, at man på nogen måde støtter Hamas.
Ved at reducere det at viderebringe fakta til et udtryk for en rabiat holdning, underminerer man sandheden og journalistikkens væsentligste opgave.
Der er heldigvis flere undtagelser fra det generelle, skævvredne mediebillede, blandt andet Nagieb Khaja, der rapporterer fra Vestbredden. Jeg støtter til fulde hans opfordring til også at følge lokale journalister i Gaza, hvor udenlandske journalister ikke kan få adgang, for at få et nuanceret billede af situationen.
Jeg håber, at alle vil faktatjekke oplysninger fra Israel lige så nidkært som oplysninger fra det Hamas-kontrollerede Gaza – i Norge har Institutt for journalistikk, NRK og faktatjekmediet Faktisk.no lanceret et samarbejde til det formål.
Og jeg håber, at de journalister, der dækker konflikten herhjemme, vil tage en grundig diskussion på redaktionerne om baggrunden for konflikten og overveje, om de får alle væsentlige fakta med i dækningen.
Freja Wedenborg er journalistisk lektor på SDU og medlem af Dansk Journalistforbund
2 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
More often it refers to a coordinated plan aimed at destruction of the essential foundations of the life of national groups so that these groups wither and die like plants that have suffered a blight. The end may be accomplished by the forced disintegration of political and social institutions, of the culture of the people, of their language, their national feelings and their religion. It may be accomplished by wiping out all basis of personal security, liberty, health and dignity. When these means fail the machine gun can always be utilized as a last resort. Genocide is directed against a national group as an entity and the attack on individuals is only secondary to the annihilation of the national group to which they belong. "
Det ville være et folkedrab, hvis israelerne begyndte at dræbe de 20% palæstinensere der bor i Israel. Det ville være et begyndende folkedrab, hvis man iværksætter kz-lejre for 1,6 millioner palæstinensere indenfor Israels grænser.
Jeg håber ikke, at Freja Wedenborg som er journalistisk lektor på SDU går så lempfældigt til værks omkring folkedrab i sin undervisning. At råbe ulven kommer, uden den kommer, ved vi hvad fører til, når den så kommer.
Krig er grim, uskyldige mennesker dør, men indtil vi ser tydelige tegn på et begyndende folkedrab, så bør vi lade være med at kalde krig for folkedrab.