search

Debat: Medielæren af Trump – vid det, du ved

"Mens reportere fra hele verden støttede sig til forkerte forventninger og prognoser, fyldte de reelt mediebrugerne med misinformation ved at fremskrive et narrativ, der ikke fandt sted," skriver Journalistens redaktør, Øjvind Hesselager

Jeg er sikker på, at en meget stor del af Journalistens læsere har læst og hørt rigeligt med selvkritisk refleksion over, hvordan hele medieparnasset kunne tage så grundigt fejl af det amerikanske valg.

I er helt sikkert også skeptiske over for, om mediechefernes rituelle kritik af meningsmålingerne denne gang udvikler sig til et reelt metodekritisk opgør, der ændrer og forbedrer fremtidens dækning – eller om institutternes resultater fylder spalter og ætertid på vanlig vis i fremtiden.

Så derfor tager vi en runde mere – men med et mere konkret fokus på det journalistiske arbejde, vi reelt har indflydelse på ude i marken og ved tasterne.

Inden for en radius af få hundrede meter i centrum af New York befandt sig en enorm koncentration af medier og journalister hin aften i det amerikanske. Der befandt sig også en enkelt undrende norsk freelancefotograf, der omsatte sin undren til registrering – resultatet kan du se i dette blad.

Oplyst af spot står reportere fra hele verden og fortæller seere langt borte, hvad der sker på dette verdens ultimative hotspot. Eller rettere: Det gjorde de indledningsvist ikke.     De rapporterede fra en begivenhed, der udviklede sig stik modsat. Mens de støttede sig til forkerte forventninger og prognoser, fyldte de reelt mediebrugerne med misinformation ved at fremskrive et narrativ, der ikke fandt sted. Selvfølgelig i bedste mening.

Fordi de på forhånd troede, at de vidste, hvad historien var. Fordi det, at være på skærmen og rapportere fra en stor begivenhed, ikke naturligt kalder på ydmyghed eller usikkerhed. Tværtimod.

Tænk, hvis vi fra start havde givet tvivlen og de konkrete data plads: Når Trump trods alle odds og tumlen rundt i medierne forblev republikansk kandidat, og Hillary trods alle odds og et enormt kampagneapparat reelt var udfordret som demokratisk kandidat, hvad var det så udtryk for – og hvor kunne det mon ende? Det er en rigtig god bue at spænde som fortæller. Hvorfor gjorde ingen det?

Fordi det er en svær manøvre. Journalistik har det med at læne sig op ad kendte myter og blive et ritual, hvor alene ensidigheden i den samlede dækning kan forveksles med fakta. Vi starter der, hvor vi tror det ender. Fordi vi gerne vil gøre seere og læsere klogere. Selvfølgelig.

Ofte rammer vi rigtigt: Den fremskrevne version ender med at blive overført til virkeligheden i en version, der er så tilstrækkeligt autentisk, at æren er reddet og jobbet gjort. Men denne gang krakelerede det. Fordi vi reelt ikke kan ane, hvordan noget ender. Når vi ender med at få ret, er det altid, fordi vi gættede godt.

Den naturlige reaktion er journalistisk ydmyghed. Vi skal kravle ud af spotlyset og skrue ned for den skråsikre attitude. Nøgternt fremlægge fakta og research – det gør os også meget mindre følsomme over for strategisk kommunikation fra kandidaterne. Det er fint at tage forbehold – men man skal også spørge sig selv, om oplysningerne overhovedet er noget værd journalistisk, hvis disclaimeren og usikkerhedsmarginer skal fylde så meget.

Læren af Trump må lyde: En klog journalist ved altid, hvor lidt hun ved. I virkeligheden. 

Kommentarer
0

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen