Det netop overståede tyske valg ligger umiddelbart langt væk fra Journalistens fokusområde. Vi har ikke beskæftiget os indgående med det, højst strejfet det, da vi for et år siden konstaterede, at det amerikanske valg rent kvantitativt så ud til at blive dækket mindst lige så meget, som valg i Storbritannien, Frankrig og Tyskland bliver – tilsammen.

Og den skævhed i sig selv gør, at der her er grund til at dvæle ved valget hos storebror og nabo i syd.Uden at gå ind i selve den politiske substans, som dels ligger uden for min intellektuelle formåen, dels ikke er relevant for mediet her, så gentog der sig et mønster, som vi har set før:

Et parti, der ligger ude på den politiske højrefløj, fik mange stemmer – 13 procent – og er dermed tredjestørst i Tyskland. Som jeg har læst tallene, er det især tyskere beboende i de områder, der tidligere var DDR, der har stemt på partiet.

Når emnet skal vendes her, er det, fordi vi i medierne gentager en serie uheldige reflekser, hver gang et parti på en af fløjene – og især den højre – får fremgang.

Mekanismen kan stærkt forenklet sættes på denne formel:

Vi varsler via meningsmålinger, at der vil komme et skred. Og vi har kilder, der siger, det ser alvorligt ud.

Så kommer valget med det forudsete resultat. De etablerede partier reagerer ved at sige, at den rabiate – mine ord – opkomling, skal holdes uden for indflydelse.

Jeg ved godt, der er undtagelser, og at følgende er en grov generalisering – men min mavefornemmelse siger mig, at der er belæg for den: Vi taler om dem i stedet for med dem.

Er der nok journalister, redaktører, medier, der i stedet for at finde kilder, som kan advare mod udviklingen, forsøger at finde ud af, hvad stemmeafgivelsen reelt dækker over?

Vi kommer meget hurtigt til at formidle, at det helt sikkert er angst for de fremmede og måske også for det europæiske samarbejde, der ligger til grund for stemmeafgivelsen. Vi gætter via ekspertudtalelser.

Jeg savner, at fokus er et andet sted. At vi bruger den journalistiske energi på at tage stemmerne alvorligt. Lade dem komme til orde – uden at vi på forhånd vinkler dem. At vi med ægte nysgerrighed forsøger at forstå bevægelserne i USA, Storbritannien, Sverige, Tyskland, Frankrig. Og også Danmark.

Hvilke liv lever de mennesker, der stemmer på partier, som andre ligefrem frygter? Her ligger den væsentligste historie for ambitiøse medier i ægte demokratier.

Hvis vi ikke forsøger at fortælle den historie, fremmer vi det, vi er bange for. Vi dæmoniserer en gruppe medborgere – hvilket sagtens kan få protesten mod det etablerede til at vokse i sig selv. Kast lys over det, vi ikke ved. Over mørket.