Debat: Kære praktikant – jeg lytter til din kritik og giver dig ret

Kirstine Holst, som er forkvinde i foreningen Voldtægtsofres Vilkår, gav rosende ord med på vejen til krænkeren i en sag fra Berlingske

I et debatindlæg bragt i Journalisten 11. januar 2021 retter en praktikant på Berlingske en kritik af mig og andre enkeltpersoner og organisationer for at have hyldet hendes krænker for at stå frem i blandt andet Journalisten og fortælle sin historie om at være en fyret krænker med et alkoholproblem.

Dette indlæg er tilegnet praktikanten.

Kære praktikant,

Jeg lytter til din kritik af mig, og jeg vil give dig ret i, at der manglede kritiske spørgsmål. Ikke kun i artiklen, men også fra os andre. Narrativet blev ukritisk accepteret af mange af os, som delte det. Det var aldrig faldet mig ind, at du ikke selv var blevet hørt.

Jeg forstår godt, hvis du har følt dig usynlig, og at du måske har følt det som endnu et overgreb at se omverdenen rose din krænker alene for at erkende ansvar.

Og hvilket ansvar? Vi ved jo reelt ikke, hvad det var for et ansvar, han erkendte, og om han erkendte ansvar nok.

Opfattede erkendelse som tiltrængt

Da jeg delte artiklen, var det uden at vide, hvilke krænkelser han erkendte, og som du havde været udsat for. Det ved jeg stadig ikke.

Jeg havde kun øje for erkendelsen, som jeg oplevede som yderst tiltrængt i en meget konfliktfuld og voldsom #MeToo-debat, hvor jeg hovedsagelig kun hørte folk fralægge sig ansvar eller skyde tilbage på ofrene.

Det er ikke et rart debatmiljø for et offer at skulle investere sin egen sårbare historie i. Selv om der er mange, som bakker op, så er man oppe imod noget næsten umuligt.

Hvis ikke deres arbejdspladser beskytter krænkerne, så gør deres kommunikationsrådgivere. Og hvis ikke de gør, så gør retssystemet måske.

Derfor fandt jeg det tiltrængt og befriende at høre en krænker tage ansvar og – oplevede jeg – blotte sig menneskeligt.

I mit arbejde for voldtægtsofre kæmper jeg blandt andet for, at det skal være lettere for gerningspersoner at tilstå overgreb og voldtægt. Ikke kun til politiet, men også til omgivelserne. Det er næsten umuligt i dag, da seksuelle overgreb er voldsomt stigmatiseret. Husk bare; de fleste kvinder kender en kvinde, som er blevet voldtaget, men ingen mænd kender en mand, som har voldtaget.

Jeg er på ofrenes side

Seksuelle krænkelser er så stigmatiseret i vores samfund, at det ofte er meget lettere at placere ansvaret hos offeret – hun sagde ikke nok fra – end at brændemærke en mand – for sådan opfattes det. Ingen vil være ven med en krænker.

Ofrene får så megen skyld, fordi det reelt ikke er muligt at erkende seksuelle krænkelser uden at møde en voldsom social straf. Så er det lettere at lade det gå ud over ofrene. Både for krænkerne og folk omkring dem. Jeg har mærket det på min egen krop.

Det har også den frygtelige konsekvens, at når de ikke får behandling, hvad end det drejer sig om alkohol, stofmisbrug eller psykiatrisk behandling, så gentager de ofte deres handlinger, og så kommer der flere ofre.

Jeg er på ofrenes side, og jeg er også på din, men det var derfor, jeg sagde, at erkendelse var forbilledlig. Ikke for at hylde din krænker, men fordi jeg håbede, at hans erkendelse ville gøre noget godt for dig. Med forbilledlig mener jeg; det burde nogle flere gøre efter.

At jeg burde have stillet flere kritiske spørgsmål til artiklen, inden jeg delte den, den tager jeg på mig. Og det vil jeg gøre fremover.

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
data_usage
chevron_left
chevron_right