Steffen fratrådte efter krænkelsessag på Berlingske: ”Det er ikke godt nok at gå i flyverskjul”

Tirsdag fratrådte en medarbejder fra Berlingske efter en sag om krænkende og grænseoverskridende adfærd. Kort efter offentliggjorde journalist Steffen Nyboe McGhie, at det drejede sig om ham. Opdateret 11. januar

Opdatering 11. januar: Efter udgivelsen af denne artikel er Journalisten blevet kontaktet af den anden part i sagen, som mener, at Journalisten burde have forelagt historien for hende. 11. januar bragte Journalisten dette debatindlæg skrevet af den anden part, hvor Journalisten-chefredaktør Christian Lindhardt også beklager forløbet. 

Da Berlingskes medarbejdere tirsdag blev orienteret om, at en medarbejder havde fratrådt med øjeblikkelig virkning efter en sag om krænkende og grænseoverskridende adfærd, fik de ikke noget at vide om, hvem medarbejderen var.

”Da der er tale om en personalesag, kan vi ikke fortælle jer, hvem den pågældende er samt detaljer om, hvad krænkelsen består i,” stod der i en mail, som chefredaktør Mette Østergaard og ansvarshavende chefredaktør Tom Jensen sendte til medarbejderne.

Alligevel gik der mindre end 24 timer, før Steffen Nyboe McGhie, den nu fratrådte journalist på avisen, onsdag formiddag delte et offentligt opslag på Facebook, hvor han forklarede, at det var ham, der ikke længere var på arbejdspladsen:

”Jeg har fratrådt min stilling på Berlingske. Jeg har ved en fest tidligere på året udsat en kollega for en krænkende og grænseoverskridende opførsel, der ligger langt fra, hvad jeg selv kan stå inde for,” skriver han i opslaget, der videre lyder:

”Det var ikke min intention, og jeg er først efterfølgende blevet klar over, hvordan vedkommende har oplevet situationen. Jeg må erkende, at jeg har udvist enormt dårlig dømmekraft.”

Skylder en undskyldning

Forud for personalesagen havde Berlingskes ledelse i starten af november fået en klage over en kollegas opførsel.

Mette Østergaard har forklaret, at klagen var af en karakter, at ledelsen besluttede at få sagen belyst med hjælp fra Human House. Resultaterne af den undersøgelse af forløbet fik ledelsen mandag, og tirsdag fratrådte Steffen Nyboe McGhie altså med det samme.

Steffen Nyboe McGhie forklarer i opslaget, at han må erkende, at han i nogen tid har haft et problem med destruktiv opførsel under påvirkning af alkohol.

”Jeg vil gerne undskylde over for alle parter i sagen, over for mine kolleger på Berlingske og over for alle, som gennem tiden har oplevet mig som et svært bekendtskab,” skriver han.

Steffen Nyboe McGhie, der også oplyser, at han i denne uge er begyndt i terapi, sendte opslaget til Journalisten, der tirsdag havde beskrevet sagen, og gjorde det klart, at der måtte citeres fra det, men at han ikke havde yderligere kommentarer.

Alligevel vil han nu gerne fortælle, hvorfor han melder sin fratrædelse offentligt ud. Han vil dog ikke gå ind i sagens detaljer, da der er tale om en personalesag med flere parter.

”Jeg kan ikke selv stå inde for den måde, jeg har ageret, og så må jeg stå ved det, og så skylder jeg en undskyldning. Det er ikke godt nok at gå i flyverskjul. Jeg havde brug for, at sagens parter, mine kolleger på Berlingske og folk omkring mig i det hele taget ved, at det her er noget, jeg ikke selv synes er i orden,” siger han.

Nyheden om personalesagen på Berlingske har ifølge Steffen Nyboe McGhie afledt snak internt på Berlingske og på andre medier.

”Derfor synes jeg også, at det havde en værdi i sig selv at kunne afbøde noget spekulation om, hvem sagen drejer sig om. Den kan rette sig alle mulige steder hen. Og så synes jeg, at det er passende at afklare, hvem der er tale om,” siger han.

Manglende vedkendelse skaber uklarhed

Det er næppe gået nogens næse forbi, at grænseoverskridende og krænkende adfærd på arbejdspladser har fyldt meget i den offentlige debat de seneste år og også i løbet af de seneste uger, i kølvandet på dokumentarserien ’MeToo: Sexisme bag skærmen’.

Og i den forbindelse synes Steffen McGhie, at det skaber uklarheder i debatten, hvis folk ikke vedkender sig deres handlinger.

”Hvis folk ikke står frem og forholder sig til, om de selv mener at have gjort noget forkert eller ej, så vil det være uklart for andre mennesker, om de rent faktisk er nået frem til den erkendelse,” siger Steffen McGhie og tilføjer:

”Jeg kan ikke klandre andre for ikke at stå frem. Folk må håndtere den slags sager, som de nu finder passende.”

Kalder på ens egen opmærksomhed

Steffen Nyboe McGhie har som forsvarsjournalist på Berlingske dækket historier om krænkelser i Forsvaret. Han mener ikke, at der har manglet bevågenhed i forhold til krænkende adfærd – hverken i samfundet eller i egen branche.

Alligevel endte han altså selv med at opføre sig på en måde, som krænkede en kollega.

”På trods af, hvad jeg grundlæggende synes om den type sager, har jeg selv trådt helt ved siden af. Det er en af grundene til, at jeg gerne vil stå frem.”

Hvilken betydning tror du, at det har kan få for din fremtid og din karriere fremadrettet?

”Hvis det får negative konsekvenser at stå frem, må det være sådan. I sådan en situation må man acceptere, at det kan ske at lukke nogle døre. Men det gør også, at det, der skal frem, kommer frem nu i stedet for senere. Så har folk et mere gennemsigtigt grundlag at vurdere mig på fremadrettet.”

Er det en slags afladsbrev at gå ud og tale offentligt om det?

”Nej. Det er det ikke. Det er et spørgsmål om, at jeg synes, at man må stå ved, når man har gjort noget galt. Når det ligger så langt fra, hvad man selv mener er acceptabelt, kalder det også på, at man kan vedstå sig det over for en bredere kreds end dem, der kender en i forvejen.”

”For mig at se er det en mindre ringe måde at håndtere en skidt situation. Jeg tror, at det i den slags sager gør ondt værre for alle sagens parter, for kolleger og for branchen i det hele taget, hvis man ikke erkender at have gjort noget galt.”

0 Kommentarer

Læs også

Berlingske fyrer medarbejder efter krænkende adfærd 1

Medarbejder på Berlingske fratræder efter undersøgelse af grænseoverskridende adfærd

14. DECEMBER 2021