search

Debat: Jeg, Brian Mørk, er åbenbart en ekstrem stemme i debatten

Journalisten omtalte i sidste uge en ny guide til dækning af sexisme. En af forfatterne til guiden foreslog at lade være med at vinkle på Brian Mørks kommentarer. Her er hans svar

Nu er jeg ikke uddannet journalist eller noget. Jeg er bare en helt almindelig og ligegyldig mand, som indimellem ytrer sine holdninger og stiller spørgsmål til ting.

Normalt ville jeg muligvis ikke engang have opdaget den her historie, og hvis jeg havde, ville jeg muligvis ikke engang kunne opbygge nok energi til at kommentere på den. Men der var noget ved den her artikel, som fangede min opmærksomhed, og det var, at den brugte mig til at fange folks opmærksomhed. Og så læste jeg den. Og så havde jeg en holdning.

Under overskriften Ny guide til sexisme-dækning: Stop sensationsvinkler med Brian Mørk” præsentererede journalistforbundets fagblad en ny guide fra Dansk Journalistforbund. I den bliver det beskrevet, hvordan journalister skal forholde sig, når de dækker seksuelle krænkelser og #MeToo sager. I Journalistens artikel kan man bl.a. læse følgende:

”Mindre fokus på ofre, mere fokus på krænkeren. Ingen ord om heksejagt i mediernes opslag på sociale medier, stop kilder, der gentager myter om krænkelser og overgreb. Og slut med vinkler på komikeren Brian Mørk, der mener noget om, hvordan kvinder skal reagere, hvis de bliver udsat for et overgreb.”

Og efter at have være omdrejningspunktet i danmarksrekorden i shitstorm og have været mere i medierne de sidste to måneder end de foregående tre år tilsammen, så lyder det umiddelbart og helt personligt som et udmærket forslag at høre lidt mindre om Brian Mørk.

Mudrer sagen at indskrænke holdninger

Men nu er det ikke rigtigt mig, der er det vigtige element i den her historie. Ud over at jeg nu åbenbart er en ekstrem stemme i ligestillingsdebatten og skal censureres fra medierne, uden at være helt klar over, hvad det er, jeg mener, der er så ekstremt, i ligestillingsdebatten, så er jeg bare blevet brugt som sensationsvinkel i en artikel om ikke at bruge mig som sensationsvinkel i debatten. Meta hedder det vist.

Og ja, selv om det er ekstremt træls igen og igen at blive brugt som reference for holdninger, man ikke selv har, så er den vigtige historie selvfølgelig, at journalistforbundet med sin guide til dækning af sexisme vil definere og ensrette, hvem medierne bør tale med om hvad. Man vil behændigt forhindre, at man nuancerer debatten med varierede stemmer og meninger, man ikke bryder sig om.

En af forfatterne til guiden, Lotte Rosdahl, siger blandt andet:

”Vi er nødt til at anerkende, at der er et problem, og ikke blive ved den her diskussion om, om der er et problem.”

Så som journalist skal man altså fastlægge en vinkling på forhånd, ikke prøve at se en sag fra begge sider, ignorere kildekritik og den fair dækning og i stedet vinkle historien, så den flugter bedre med den godkendte kønsaktivisme.

Det mudrer hele sagen om sexisme og krænkelser at indskrænke nogle debattørers holdninger og løsningsforslag, og det svækker muligheden for en ordentlig offentlig debat. Man kan ikke både bede om flere nuancer i debatten og samtidig plædere for at udelukke nuancer. Det er ikke at nuancere, det er at uniformere.

Hvis jeg er ekstremist, hvad fanden er du så?

Men i det mindste kan man sige, at forfatterne til guiden, Lotte Rosdahl og Lene Rimestad, følger deres egne journalistiske råd ved at benytte organisationer som Kvinfo, Everyday Sexism Project og Dansk Kvindesamfund i deres guide og på den måde helt undgå de nuancer, som de beder om, men gerne vil undgå. Ja, der blev det både forvirrende og sarkastisk, det beklager jeg næsten.

Når alt det så er sagt, så er der en hel del fornuftige tiltag og forslag i den guide. På mange måder er det jo et redskab til at tage hensyn til ofre og minoriteter, og det er ganske sympatisk, og det er altså også noget, som langt de fleste og helt almindelige mennesker kan være enige i helt uden at være hverken woke eller moderne feminister.

Men når man vil udelukke helt almindelige demokratiske holdninger fra debatten ved at kalde dem ekstremistiske, så bliver den egentlige ekstremisme udvandet, og ordet bliver meningsløst. Og hvis jeg er ekstremist, hvad fanden er du så?

Replik fra Lotte Rosdahl

Journalisten har forelagt Lotte Rosdahl debatindlægget. Hun svarer følgende:

I hele vores arbejde med guiden har Lene Rimestad og jeg gjort os umage med at være grundige, nuancerede og komme omkring alle de dilemmaer, vi som medier står i, når vi dækker det vanskelige emne MeToo. Og som Brian Mørk heldigvis også nævner, er det endt med mange gode råd til redaktionerne – og netop det har også været vores mål.

Debatten om, hvorvidt der overhovedet er nogen, der krænker, må være slut nu. Også det oplever jeg, at Brian Mørk er enig i. Så igen. Kan vi stoppe de historier og debatter nu?

Det betyder ikke, at der ikke længere er konfliktmuligheder i emnet. Bestemt ikke. Men mediernes behandling af stoffet er helt afgørende for, at det ikke bliver negative, konfliktskabende, grøftegravende gentagelser, som ikke fører nogen steder hen andet end nedad.

Igen og igen kører vi i medierne i alt for stor udstrækning på de konfliktfyldte historier. De nemme historier. Dem, hvor vi sætter en op mod en anden og skaber en verden og en debat, der er sort og hvid. For eksempel med en kendt person som Brian Mørk i det ene ringhjørne. Jeg forstår godt, at Brian Mørk oplever, at han bliver trukket ind i debatten hele tiden.

Og jeg ærgrer mig inderligt over, at det også skete i halen på vores guide, blandt andet fordi Journalisten valgte den traditionelle og forudsigelige skarpvinkling på Brian Mørk i dækningen af guiden.

Jeg havde fået mine citater til gennemsyn, og den artikel, jeg fik til gennemlæsning, kom rigtig godt omkring guiden og dens indhold. Jeg så godt, at rubrikken var på Brian Mørk, men undlod at kommentere det, fordi resten af artiklen som sagt var rigtig god.

Jeg blev derefter ringet op af Journalisten, som syntes, at guiden manglede svar på, hvordan man behandler de stemmer, der ikke mener, at der findes sexisme. Det forsøgte jeg at svare på, men da den nye artikel kom ud, kunne jeg se, at jeg fremstod som en, der ønskede censur, og jeg vidste med det samme, at det kunne resultere i negative standardhistorier – den nemme, konfliktfyldte og sensationsprægede historie. For og imod Brian Mørk. Mundkurv og censur. Det var ærgerligt for sagen og for guiden. Vi har vi gjort os meget umage med at være grundige og nuancerede, men denne golde diskussion risikerer at sætte guiden i et skær, hvor folk vælger den fra.

Også i forhold til mig selv er jeg ærgerlig. I hele mit arbejde har jeg bestræbt mig på at være både nuanceret og nedtonet for at få den vigtige samtale. I stedet for at forklare mine idéer kan jeg nu forsøge at forsvare mig. Hængt ud i Jes Dorph-Petersens støttegruppe på Facebook. Fået hademails og trusler.

Aldrig nogen sinde har jeg ønsket at gå ind i dette minefelt. Tværtimod. Medierne elsker det. Så kan vi lige køre en runde mere. Og jeg ved, at når talen falder på sexisme, falder hammeren også hårdt. Det er et emne, der får sindene i kog og trækker fronterne op.

Jeg har ikke en kommunikationsafdeling, der kan hjælpe mig, hvis jeg er på vej ud i en shitstorm, som giver ondt i maven. Men jeg har en mening og en faglighed, og den vil jeg gerne have i spil i langt højere grad. Derfor stillede jeg også op til interview, da Journalisten ringede.

Derfor. Kære Brian Mørk. Du må gerne have din holdning. Og jeg håber midt i denne ufrugtbare storm, at vi har et fælles ærinde: At stoppe krænkelser og sexisme.

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
data_usage

SENESTE NYT

chevron_left
chevron_right
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen