Jeg har på intet tidspunkt haft lyst til at skulle sætte ord på det her forløb. Jeg er i praktik, og jeg har meget, jeg endnu skal lære, opleve og prøve af, og det her har allerede taget alt for meget fra mig.

Jeg har hele vejen igennem forløbet mødt på arbejde og prøvet at have en så normal hverdag som muligt. Og det gør jeg stadigvæk, derfor skriver jeg det her anonymt – den snert af normalitet, der er tilbage i min praktik, vil jeg gerne beholde.

Men jeg føler mig tvunget til at sætte nogle ord på både dækningen og reaktionen på Steffen McGhies såkaldte ”fratrædelse” og ”undskyldning”.

Han er blevet hyldet på Twitter og Facebook for sit store mod og håndtering af sin egen sag. Paula Larrain skrev for eksempel, at det er en ”ærefuld” måde at håndtere sin sag på.

Han har fået sendt ”respekt” sin vej og sågar endda sympati, for flere kan godt se, at det må være hårdt for ham at stå frem. Og fair nok, det kan da godt være, det er hårdt at stå frem og lægge sig fladt ned i sådan en situation. Det er bare ikke det, der er sket her.

En brøkdel af sandheden

McGhie er kommet med en brøkdel af sandheden. Og den er blevet accepteret fuldstændigt på sociale medier. Store personligheder i #MeToo debatten som Sandie Westh og Kirstine Holst (forkvinde for Voldtægtsofres Vilkår) har nærmest klappet ham ud i en stor hyldest.

Selv Dansk Kvindesamfund havde svært ved at holde sig tilbage: ”Tak for sobert indlæg og for at tage ansvaret på dig. Det kan ikke have været let, dog er det det rigtige, du gør.”

I hvilken verden ved I, om han gør det rette? I kender ikke den fulde sandhed. Det er for nemt. I antager, at krænkerens version er en fyldestgørende fortælling af, hvad der er sket, og tænker slet ikke over dem, der sidder på den anden side.

Han får det til at lyde som én enkelt gang, hvor han var for fuld og havde en upassende adfærd. I den første artikel, Journalisten bringer, siger Mette Østergaard: ”Jeg kan heller ikke gå i detaljer om, hvad krænkelserne består i.”

Selv som journalistpraktikant havde jeg bidt mærke i flertalsformen af ordet ’krænkelse’. Noget kunne tyde på en vis systematik, men det er der ingen, der spørger ind til, heller ikke mit eget fagblad, Journalisten.

Ingen kritiske spørgsmål

De åbenlyse og kritiske spørgsmål glimrer ved deres fravær i Journalistens interview. Hvor alvorlige krænkelser snakker vi om? Har han gjort det før? Er der tale om praktikanter? Har han undskyldt over for den involverede part? Hvad synes han selv om, at han har skrevet om krænkelser i Forsvaret, når han selv har krænket? Og hvis han synes, det er så uacceptabelt, hvorfor krænkede han så overhovedet?

På diverse journalistuddannelser bliver vi uddannet i kritisk interview, men man sidder tilbage med en følelse af, at Journalisten ikke bruger de greb. Det ligner til forveksling mikrofonholderi.

Journalistens største fejl sker, da de videregiver krænkerens fortælling og narrativ uden på nogen måde at forsøge at række ud til mig – eksempelvis gennem Mette Østergaard eller HR.

Hvis de havde, havde jeg glædeligt, anonymt vel at mærke, kommenteret på, at hans udlægning på ingen måde er fyldestgørende, og at han på intet tidspunkt har undskyldt eller påtaget sig skylden over for mig. Hvad er der så flot ved en undskyldning, hvis man ikke engang kan give den til dem, det er gået ud over? Det er dårlig journalistik, og man skulle tro, at vi havde lært noget af Politikens mangelfulde udlægning af Jes Dorphs sag, men åbenbart ikke endnu.

Derfor er denne her diskussion vigtig. Og den kan jeg, bedre end nogen anden, starte, for jeg sad på den anden side af skærmen og skulle læse opslaget, artiklen og reaktionerne.

Det ansvar forsøger jeg nu at være bevidst. Jeg ville ønske, det var anderledes. Men vi er alle en del af kulturændringen, og vi lærer stadigvæk, og nu skal vi lære at se igennem spin og SoMe-strategier og ikke acceptere en krænkers ensidige udlægning uden at sætte spørgsmålstegn.

Perfekt spinnet

Vi har set det spin før. En tidligere DR-chef lavede et nærmest identisk Facebook-opslag forrige måned. Det er nok heller ikke sidste gang, vi ser et lignende opslag, for der er stadig brug for en grundig rengøring i mediebranchen og andre steder, og det er en strategi, der indtil videre har virket.

Men hvad fanden skal man så gøre? En stor del af mig har lyst til at sige, at hvis man ikke kan opføre sig ordentligt, skal man egentlig bare holde sin kæft og holde sig væk. Men det er ikke spor konstruktivt og nok heller ikke det rette.

Fingeren peger ikke denne gang på ledelser eller mediechefer. Vi har længe udskældt netop dem for deres håndtering og påduttet dem en stor del af skylden for kulturen i mediebranchen – og med rette vel at mærke. Men ikke denne gang. Berlingske har håndteret denne her sag perfekt. Fingeren peger i stedet på medier, mennesker og krænkeren selv.

Medier skal være deres ansvar bevidst, når de dækker krænkelsessager. Der er altid en dybere historie under en fratrædelse eller fyring, og det er ikke nok ukritisk at videregive krænkerens tilsyneladende ærlige og ansvarsfulde budskaber fra et perfekt spinnet Facebook-opslag.

Organisationer, meningsdannere, feminister og profiler på sociale medier, der påberåber sig at kæmpe #MeToo-kampen, men i stedet med et blindt øje fuldstændigt har accepteret krænkerens udlægning og sendt ham en gedigen hyldest, skal huske deres kritiske sans og tænke sig om, når de læser og kommenterer. Og så skal fingeren peges på krænkeren, der skal lære at erkende sine handlinger og undskylde.

Undskyld med forbehold

Man kan starte med at komme med en uforbeholden undskyldning. En undskyldning er ikke uforbeholden, når man giver alkohol skylden for sin destruktive adfærd. En undskyldning er heller ikke fyldestgørende, hvis den ikke gives til den krænkede part, men i stedet skrives på en Facebook-profil, som den krænkede ikke er ”venner” med og derfor ikke har mulighed for at kommentere.

Det er ikke fordelagtigt for mig at stille mig frem. Det har det ingen dage været. Alle ved, at man får så mange virtuelle tæsk, når man står frem med de her sager, så det turde jeg nok ikke, og derfor har han kunnet nyde godt af at styre narrativet og ”stå frem”. Men let’s face it, det er ikke flot, at han står frem. Det er jo ikke, fordi han ellers ville være gået under radaren. Berlingske er en avis med mange dygtige journalister, der nok hurtigt havde fundet ud af, hvilken medarbejders stol der stod tom på Pilestræde 34.

Og så skal resten af SoMe-Danmark, og især Twitter-segmentet, ikke hylde en halv udlægning fra krænkeren uden overhovedet at tænke på, hvem der sidder på den anden side, og hvad det gør ved den kultur, vi er i gang med at skabe, hvor det skal være trygt og stærkt at stille sig frem og sige fra.

Til sidst vil jeg lige slå et slag for, at det er ofrene, der taler op og siger fra, som er modige, stærke og bør respekteres og hyldes. Jeg kæmper stadigvæk med at påtage mig de ord, i stedet for skam og skyld. Det er en proces, som Dansk Kvindesamfund, Journalisten og resten af Twitter ikke har hjulpet med.

Så tænk, tænk før I skriver, og tænk, når I læser.

Indlægget er skrevet af en praktikant på Berlingske, der ønsker at være anonym. Hendes navn er kendt af redaktionen

—

Replik fra Christian Lindhardt, cheferedaktør, Journalisten:

Der er sager, hvor man bare må lægge sig fladt ned og beklage. Og det gør jeg i denne sag.

Vi har på Journalisten taget fat om en vigtig historie, men vi har ikke gjort vores arbejde godt nok, og det påtager jeg mig det fulde ansvar for.

Vores artikel bragt den 17. december 2021 handler om, hvorfor Steffen McGhie valgte at stå frem, efter at han var fratrådt fra Berlingske efter en sag om krænkende og grænseoverskridende adfærd. Efter halvandet år med mange MeToo-sager i mediebranchen syntes vi, at det var et relevant perspektiv at få frem. Ikke for at hylde nogen, men for også at høre den stemme i debatten.

Det synes jeg stadig, det er, men vi gjorde kun arbejdet halvt og skulle selvfølgelig have rakt ud efter den eller de personer, der var blevet krænket. Det er en alvorlig fejl, at vi ikke forsøgte det, og det beklager jeg, fordi vi selvfølgelig ikke får det fuldstændige billede ved kun at tale med den ene part.

Når det er sagt, så bliver Steffen McGhie i interviewet stillet flere af de kritiske spørgsmål, som Berlingske-praktikanten her efterlyser. Det samme blev Mette Østergaard i interviewet med hende. Men vi får ikke direkte svar på dem, og derfor fremgår de ikke af artiklen, som – igen – primært handler om hans motiv for at stille sig frem.

Vi burde have rakt ud til den eller dem, der er blevet krænket. Det har jeg beklaget over for Berlingske-praktikanten, og det beklager jeg selvfølgelig også over for Journalistens læsere.

—

Replik fra Steffen McGhie, journalist:

Jeg synes, at det er nogle rimelige betragtninger, som jeg vil tage med i det arbejde med mig selv, som jeg nu er i gang med. Det er et arbejde, som indebærer professionel hjælp og en grundlæggende revision af min adfærd, som ikke begrænser sig til, hvad der kan tilskrives alkohol.

Jeg har ikke ønsket at omtale detaljer i sagen, hvilket skyldes sagens følsomme karakter og det forhold, at der også er en anden part i sagen. Det er ikke et udtryk for, at jeg ikke opfatter sagen som alvorlig.

Jeg har indtil nu ikke kontaktet sagens anden part, fordi jeg af Berlingske Media blev bedt om at lade være, og fordi jeg frygtede at påføre personen yderligere belastning. I erkendelse af, hvordan det er blevet opfattet, har jeg sendt personen min uforbeholdne undskyldning og tilbudt at mødes for at tale om sagen.