Pludselig fik nogle af jer meget travlt. Andre fik i samme øjeblik alt for lidt travlt.
Fælles for os alle sammen er, at coronakrisen har vendt vores arbejdsliv op og ned. Siden statsministeren meddelte, at Danmark blev lukket delvist ned, har vores professionelle liv ikke lignet sig selv.
Freelancere og selvstændige oplevede allerede den 11. marts om aftenen, at aftalte opgaver blev aflyst på stribe, og sammen med dem forsvandt indtægten for den kommende, ukendte tid.
Opsigelserne kom hurtigt i ubehagelige langdistance-
fyringsrunder – og det samme gjorde hjemsendelser, ’tilbud’ om lønnedgang og en følelse af frit fald.
De ledige kunne med ét se langt efter jobs at søge.
Midt i al trængslen har folkestyret heldigvis arbejdet hurtigt. Der er blevet forhandlet hjælpepakker på plads til lønmodtagere, freelancere, selvstændige, erhvervsliv og medier. Reglerne for dagpenge, sygedagpenge og supplerende dagpenge er blev lempet.
DJ har presset på – og gør det fortsat – for, at der skal findes løsninger, der griber alle grupper på arbejdsmarkedet. Vi er i kontakt med ministerier, ordførere og andre organisationer for at gøre opmærksom på de mange forskellige måder, som DJ’s medlemmer arbejder på, og komme med forslag, der kan afhjælpe den pressede situation.
Der er heldigvis blevet lyttet. Få uger efter at hjælpepakken til freelancere og selvstændige blev søsat, er der kommet justeringer af pakken, så flere nu kan søge om kompensation for tabte indtægter. Med de seneste forbedringer er også kombinatørerne omfattet – altså de freelancere, som stykker deres arbejdsliv sammen af flere forskellige typer indtægt. Det er godt at se, at de grupper på arbejdsmarkedet, der leverer den fleksible arbejdskraft, også bliver grebet af det kollektive sikkerhedsnet, når der er krise.
Også medierne har fået en særlig håndsrækning i krisen: En særlig hjælpepakke til dem, hvis annonceindtægter er tørret ud med coronas indtog. Særligt de lokale og regionale medier lider, og det er glædeligt, at partierne har fundet sammen om at understøtte den journalistiske dækning i hele landet.
Det er nemlig paradoksalt: Aldrig har medier og kommunikation spillet en vigtigere rolle i samfundet og demokratiet, og samtidig har de økonomiske rammer aldrig været mere trængte i dele af vores branche.
Og så er der jer, som har fået ekstra travlt. Med at kommunikere vigtige informationer til befolkningen eller dække en helt ny verdensorden – og så endda på nye, interimistiske vilkår.
Nu er der tændt et håb om, at landet langsomt og kontrolleret kan åbnes igen. Når vi alle sammen er godt på den anden side af corona, håber jeg, at vi tager mindst to ting med videre: Bevidstheden om, hvad der er muligt at præstere i et land, hvor vi er godt organiseret. Og at vi har fået politikernes øjne op for, hvor mange forskellige måder man kan arbejde på.
Forhåbentlig kan nogle af coronatidens sikkerhedsnet blive til permanente løsninger, så vi også griber hinanden, når der ikke er pandemi.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.