Hvis man har fulgt World Press Photo gennem årene, er det interessant at se, hvordan de emner, der bliver portrætteret, gentager sig. Det siger Sigrid Nygaard, fotograf og billedredaktør på Information. I dag åbner dørene til dette års World Press Photo-udstilling i Politikens Hus, og vi har i den forbindelse talt med fotoredaktøren om, hvilken udvikling der har været i billederne til World Press Photo.

”Der er meget krig, migration og død, og hvis man ser på World Press år efter år, så bliver det frustrerende at se på. Det er de samme emner, der går igen,” siger hun.

Hun mener, at World Press honorerer det klassiske nyhedsbillede, og det kan godt blive trættende.

”Stilen keder mig lidt, fordi jeg ikke kan se forskel på noget, der foregik i dag eller for fem år siden. Vi bliver ved med at gentage os selv i det visuelle sprog. Jeg synes, det er fantastisk, at man har et sted, hvor de emner og motiver kan leve, men jeg savner, at man udfordrer fortælleformen.”

Hvad er tendenserne i år?

”Jeg synes ikke, at man kan sige, at der er noget, der adskiller sig fra de tidligere år. Specielt billederne i runner up-kategorien er ekstremt sikre valg. Det er meget klassisk reportagefotografi,” siger hun.

John Moores vinderbillede af et grædende barn ved den amerikanske grænse er et eksempel på netop det.

”Fotografen er tydeligvis sendt ud til noget og fanger det, der sker i det øjeblik. Dermed ikke sagt, at det er dårligt.”

Hvorfor ser vi ikke mere udvikling?

”Fordi vi desværre ikke ser mere udvikling i de historier, der sker ude i verden. Et af runner up-billederne er fra Syrien af nogle mennesker, der er udsat for gasangreb. I mit job som billedredaktør har jeg set det billede, præcis samme motiv, samme kælder, samme type menneske, i al den tid, krigen har foregået. Så længe den står på, så gentager den slags billeder sig igen og igen. Og det er jo enormt trist,” siger hun.

Ryst posen

Hun efterspørger dog, at formen bliver udfordret noget mere.

”Der ærgrer mig, at man ikke ryster posen og viser, at man også visuelt kan udfordre det klassiske reportagefoto og fortælle alvor på en anden måde,” siger hun.

Men der sker alligevel noget. Tidligere i år vandt et billede af en gruppe realitystjerner til fest Årets Pressefoto.

Og generelt er der ifølge Sigrid Nygaard en udvikling inden for dansk fotografi, hvor vi bevæger os længere væk fra nyhedsfotografiet og mere ind i det nære, hvor man bruger mere tid med folk. Det ser hun små glimt af i World Press-udstillingen i år.

Fotografen Pieter Ten Hoopen har fotograferet migrantkaravanen, der sidste år begyndte at gå fra Honduras til USA’s grænse. Selv om emnet – migration – er klassisk for World Press, så er fortælleformen anderledes.

”Serien er et eksempel på noget, der har flyttet sig i sin stil. Den har en helt anden tone, en helt anden måde at gribe det an på. Den minder om analogt fotografi. Der er en ro i den serie. Det er et eksempel på, at de godt kan vælge noget, der er mindre klassisk,” siger hun.

Selv om World Press Photo ofte kredser om krig og konflikt og ifølge Sigrid Nygaard honorerer det klassiske nyhedsbillede, så er hun glad for, at det holder fast i at vise verden, som den er. Også når den er ond.

”World Press er altid voldsomt, og det, synes jeg, er vigtigt, at de holder fast i. Det har i mange år været en udstilling, som jeg ikke har lyst til at have mine børn med ind og se. Jeg kan egentlig godt lide, at der er et sted, hvor de hårde billeder kan leve.”

De hårde billeder lever i World Press

I hendes job som billedredaktør på Information har hun ofte diskussioner om, hvor og hvordan avisen skal vise voldsomme billeder. Men med sociale mediers stigende betydning oplever hun, at diskussionen har ændret sig.

”Før lavede vi udelukkende print og valgte billeder til print. Dengang gik diskussionen på, om voldsomme billeder skulle på forsiden eller indeni. Men ud over det, så bragte vi faktisk voldsomme billeder, for der var en præmis om, at når man åbnede en avis, så var der en mulighed for at se noget voldsomt.”

”I dag, hvor vores billeder kører rundt på Facebook og andre sociale medier, har vi ikke samme kontrol over, hvor billederne ryger hen, og om der sidder nogen, der ikke kan holde til at se dem. Det gør, at man nogle gange også redigerer anderledes, fordi man er bange for at vise de billeder, og det er World Press aldrig. De holder fast i, at verden ser sådan ud. For de her ting foregår, og det skal vi blive ved med at vise.”

Årets Pressefoto herhjemme vakte netop opsigt, fordi det brød med det klassiske pressefoto – hvorfor ser vi ikke det her?

”Det her er jo en konkurrence, der skal favne hele verdens fotografi, og jeg tror, man ville føle, at man gjorde grin med de konflikter, der er i verden, hvis man valgte et billede om reality.”

 

De tre mest interessante billeder ifølge Sigrid Nygaard

World Press Photo of the Year – John Moore

”Det interessante ved vinderbilledet er, at det er den form for fotografi, som alle fotografer ønsker sig. Det gik ind og ændrede noget og åbnede folks øjne for, at forældre og børn blev adskilt ved grænsen. Det er det ypperste, man kan ønske af et pressefoto – at det ændrer noget og skaber en debat. Det blev en debat på grund af det her billede. John Moore turnerede rundt i medierne med den fortælling.”

”Det interessante er, at billedet skildrer en visitation, ikke en adskillelse, men det bliver ikke det, den store historie handler om. Det måtte han også sige igen og igen. Det er paradoksalt, at man har et billede, som sætter så meget gang i debatten, men som alligevel ikke viser det, debatten handler om.”

World Press Photo Story of the Year – Pieter Ten Hooten

”Der er noget interessant i, at fotografen vælger at fortælle samme historie om mennesker, som prøver at komme til USA, men det er fortalt fuldstændigt anderledes. Jeg kan vildt godt lide serien op mod vinderbilledet, fordi det viser, hvordan man på to vidt forskellige måder kan fortælle, hvad det vil sige at rejse op mod USA.”

”Jeg bliver også enormt rørt af at se Pieter Ten Hoopens billeder, og jeg føler et andet kendskab til de mennesker, som han følger.”

World Press Photo of the Year Nominee – Mohammed Badra

”Ofte tager vi som fotografer ud nogle uger og dækker en konflikt og kommer så hjem igen. Mohammad Badra er en syrisk fotograf, som har boet i en kælder i Syren under krigen. Det er ekstremt interessant, at vi for en gangs skyld ser det fra en syrisk fotografs perspektiv.”

”Der er noget meget fantastisk ved, at man lader hans fotografi præmiere, fordi han er blevet i Syrien og har dokumenteret sit eget lands forfærdelige udvikling. Det er et horribelt uhyggeligt billede, og jeg bilder mig selv ind, at jeg godt kan se, at det netop er ham og ikke os andre, der har lavet det. For mig er det vigtigt, at en fotograf som ham bliver præmieret for sit arbejde.”