De fik at vide, at de ikke var rigtige pressefotografer: ”Holdningen var, at kvinder ikke var udholdende nok”

Tine Harden ønskede derimod at sætte sig ind i den historie, hendes billeder skulle indgå i, og det udviklede sig til en konflikt, hvor hun ”hamrede hovedet mod en mur” blandt de mænd, som syntes, hun ikke lavede en pind.

”Det var nedgørelse, nedgørelse, nedgørelse,” siger hun.

Her knap 40 år senere er der kommet flere kvindelige fotografer ind i faget, og det er fantastisk, fordi det har skabt en bedre balance mellem kønnene, mener Tine Harden.

”Jeg ser forskellen – i dag accepterer man, at kvinder kan fotografere alle emner på lige fod med mændene, og der bliver ikke set ned på dem på grund af deres køn.”

Så når hun i dag fortæller om sine oplevelser, er det ikke for at gøre de mandlige fotografer fra dengang kede af det, understreger hun.

”Men holdningen var, at kvinder ikke var udholdende nok,” siger Tine Harden.

Jeg var helt forkert på den

Journalisten har interviewet tre kvinder, som kom ind i faget i tre forskellige årtier: 1960’erne, 1970’erne og 1980’erne – dengang næsten alle pressefotografer var mænd.

De fortæller, at de elskede at fotografere, men også, at de blev mødt med stor skepsis og grove kommentarer alene på grund af deres køn.

Når Anne-Grethe Svendsen var ude på opgave, mødte hun de andre kolleger i branchen. De var alle sammen mænd, og de mente tydeligvis ikke, at pressefotografi var et kvindearbejde.

”Jeg kunne godt mærke, at nogle af mændene syntes, at jeg var helt forkert på den. Når jeg mødte dem i flok, var de ikke ret søde,” siger hun i dag.

Pressefotografernes udstyr var tungt, og arbejdet krævede teknisk snilde. Det gav grobund for opfattelsen af, at kvinder ikke kunne magte opgaven. En dag spurgte en velanset fotograf fra et dagblad for eksempel Anne-Grethe Svendsen, om de skulle bytte job.

”For jeg kunne godt tænke mig at gå lidt på aftægt,” sagde han.

Anne-Grethe Svendsen siger, at hun altid har set sig selv som et positivt menneske.

”Men jeg kunne mærke, at det rørte ved min selvtillid, fordi han åbenbart troede, at det, jeg lavede, var et tuttenuttet job, han kunne klare med venstre hånd,” siger hun.

De andre kvindelige fotografer fra hendes egen generation fik typisk arbejde som portrætfotografer. Chancen for at komme i nærheden af et job som pressefotograf var simpelthen for lille.

”De kvinder, der ville arbejde med nyheder, valgte journalistvejen,” siger Anne-Grethe Svendsen.

Klare mosten

”Selv om jeg var med i kvindebevægelsen, kunne jeg ikke forestille mig, at et medie ville sige ja til en kvinde som pressefotograf,” siger Sonja Iskov.

Til hendes held delte hun mørkekammer med fotografen Lars Bahl, der i 1979 ville starte det venstreorienterede fotofællesskab 2. maj sammen med Henrik Saxgren – og de ville gerne have Sonja Iskov med på holdet.

”Hvis jeg ikke havde haft Lars og Henrik, var jeg aldrig kommet i gang,” siger Sonja Iskov.

Det stod efterhånden klart for hende, at det i mange tilfælde var en fordel at være kvinde, når hun var i udlandet. Blandt andet i det krigshærgede Afghanistan, hvor hun fik lov til at fotografere både kvinder og mænd – fordi hun var kvinde.

”En mandlig fotograf ville kun kunne få lov til at fotografere mændene,” siger hun.

Turene viste også Sonja Iskov, at hun sagtens kunne ”klare mosten”, og hun var ikke bange, når der opstod farlige situationer.

I 1989 var hun for eksempel den eneste kvinde i en gruppe af danske mediefolk, der besøgte det uroplagede Rumænien for at dække diktatoren Ceausescus fald.

”Flere af mændene fik mareridt på grund af alle de døde, vi havde set, men det gjorde jeg ikke. Det kræver ikke kræfter at være på sådan en tur. Det kræver kun sindsro,” siger Sonja Iskov.

Forkerte signaler

Som fotograf på 2. maj oplevede Sonja Iskov ikke nogen former for sexisme eller MeToo – ifølge hende selv, fordi fotograferne i fotokollektivet så hinanden som kammerater.

”Hvis der var en joke, grinede vi med og opfattede det ikke som noget nedværdigende. Jeg har ikke oplevet MeToo på 2. maj, eller når jeg har rejst rundt i verden,” siger Sonja Iskov.

Men både Anne-Grethe Svendsen og Tine Harden fortæller, at de skulle tænke meget over, hvordan de var klædt.

Når de var på arbejde, blev de ikke bare set som pressefotografer – men også som kvinder.

Anne-Grethe Svendsen har ikke oplevet decideret sexisme på jobbet, siger hun.

”Men der var nogle ubehagelige oplevelser i starten, hvor der var blikke og små bemærkninger, fordi jeg var meget ung og lyshåret,” fortæller Anne-Grethe Svendsen, der ændrede tøjstil til lange bukser og mere praktiske sko for ikke at sende ”forkerte signaler”.

20 år senere var historien den samme for Tine Harden.

Selv om det blandt de fleste fotografer var velkendt, at Tine Harden var lesbisk, slap hun ikke for ”hænder alle de forkerte steder”.

”De vidste godt, at jeg ikke var interesseret, men de forsøgte alligevel.”
Hun har ikke oplevet uønsket seksuel opmærksomhed fra tætte kolleger, men fra andre mænd i branchen og fra mænd, hun skulle fotografere.

”Selv om jeg gjorde alt for at undgå det, endte jeg alligevel i situationer, hvor jeg bare skulle væk hurtigst muligt,” siger hun.

Ligesom Anne-Grethe Svendsen begyndte Tine Harden at klæde sig anderledes. Valget faldt på de mandlige pressefotografers typiske uniform: Kakifarvet fotovest, bukser og store bluser.

”Det var meget maskulint, men jeg tænkte meget over, at jeg ikke sendte de forkerte signaler,” fortæller hun.

Fire kvindelige vindere

Hvis man vil forstå, hvor mandsdomineret pressefotografiet har været, er uddelingen af priserne ved Årets Pressefoto siden 1974 en god rettesnor.

Indtil 1992 havde en kvinde aldrig vundet prisen for Årets Pressefoto. Og det var også kun mænd, der var blevet kåret som Årets Pressefotograf.

Men i 1992 vandt den 32-årige Tine Harden så pludselig begge branchens fineste priser: Årets Pressefoto og Årets Pressefotograf.

Det var en milepæl og gav løfter om en ny tid for kvindelige pressefotografer.

Men trods priserne, og selv om Tine Harden var en af de mest profilerede fotografer på Politiken, var virkeligheden for Tine Harden, at hun tjente mindre end mændene på avisen.

”Så jeg gik ind til chefredaktør Tøger Seidenfaden og sagde, at det ikke kunne være rigtigt, at jeg fik den dårligste løn. Og så sagde han: ”Ved du hvad: For en pige som dig” – tror jeg faktisk han sagde – ”er det jo en god løn.”

Tine Harden glemmer aldrig ordvekslingen:

”Jeg tænkte: Det her er håbløst og megauretfærdigt.”

En ny følsomhed

I dag har Pressefotografforbundet i Sisse Stroyer en kvindelig formand. Informations Sigrid Nygaard vandt i foråret prisen for Årets Pressefoto, og DMJX optager lige mange mænd og kvinder på fotojournalistuddannelsen.

Det går tilsyneladende fremad med ligestillingen blandt Pressefotografforbundets medlemmer.

Eller gør det?

Blandt de 950 medlemmer i DJ Fotograferne, der laver kommercielt fotografi, er 39 procent kvinder.

I Pressefotografforbundet er andelen meget lavere. Her er der kun 22 procent kvinder, viser Dansk Journalistforbunds tal. Andelen stiger ganske langsomt i takt med, at der bliver uddannet flere kvindelige fotojournalister.

Spørger man vinderen af Årets Pressefoto i år, Informations Sigrid Nygaard, hæfter hun sig ved, at pressefotografiet i Danmark står et helt andet sted end for bare få år siden, og det er blandt andet takket være Tine Harden og den nyere generation med blandt andre Miriam Dalsgaard, Lærke Posselt og Marie Hald.

De har ikke bare bevist, at kvinder kan begå sig på højeste internationale niveau. De har også introduceret en nærhed, man sjældent så i pressefotografiet tidligere, forklarer Sigrid Nygaard, der selv er uddannet i 2008.

”Fotojournalistikken har ændret sig i en mere blød og følsom retning med færre billeder af ildebrande og blå blink og mere fortællende fotografi, fordi der er kommet flere kvinder ind i faget,” siger Sigrid Nygaard.

Det er en bevægelse, hun mener, kvinderne skubbede i gang – og som mændene også har taget til sig.

Hun kan stadig huske, at hun som 11-årig hørte i radioen, at Tine Harden var kåret til Årets Pressefotograf 1992 for et billede af Uffe Ellemann-Jensen.

”Jeg kan huske, at jeg tænkte: ’Tænk, at man kan være kvinde og en god pressefotograf.’ Det var en aha-oplevelse. Det er den slags, der flytter unges forventninger til, hvad det vil sige at være fotojournalist,” siger hun.
Men det er først inden for de seneste år, at lige mange mænd og kvinder kommer ind på fotojournalistuddannelsen – og det er på tide, mener Sigrid Nygaard.

”Jeg har altid undret mig over, at det gik så utroligt langsomt med ligestillingen i mit fag,” siger hun.

De kvindelige pressefotografer er i dag organiseret i et netværk, hvor Sigrid Nygaard er med til at arrangere møderne. Her fortæller de kvindelige praktikanter for eksempel, at det stadig kan være svært, når kilder bliver for nærgående.

”Vi skal jo ind på livet af folk og være sammen med dem i lang tid, og det kan misforstås af nogle, der har svært ved at trække grænsen,” siger Sigrid Nygaard.

Også den skæve kønsfordeling på fotoredaktionerne kan være et problem blandt praktikanterne.

”Når vi har et kvindenetværk, er det jo, fordi vi fortsat er i undertal,” siger hun.

Til gengæld er det ikke Sigrid Nygaards indtryk, at mandlige pressefotografer ser ned på kvinderne. Det hører fortiden til.

”Det kan godt være, at det sker, men jeg hører ikke kvinder fortælle, at de får at vide, at de ikke hører til i faget. De fleste steder tænker man, at det er en fordel at få kvinder ind, så man har fotografer, der kan forskellige ting,” siger hun.

—

Pressefotograferne halter langt bagefter

Portrætter, kommercielle fotos og reklamebilleder er ofte taget af kvinder. Til gengæld bliver langt de fleste pressefotos taget af mænd.

Faktisk går der en tydelig skillelinje ned gennem dansk fotografi, hvor mændene er i klart overtal blandt pressefotograferne, mens der er en mere lige fordeling af de to køn blandt de kommercielle fotografer.

Blandt de 950 medlemmer i DJ Fotograferne, der laver kommercielt fotografi, er 39 procent kvinder. Kun 22 procent i Pressefotografforbundet er kvinder, viser tal fra Dansk Journalistforbund.

I slutningen af 1800-tallet – før pressefotografiet kom til Danmark – var anslået 25 til 30 procent af fotograferne i Danmark kvinder, fremgår det af bogen ’I skyggen’ skrevet af overinspektør Hanne Schaumburg Sørensen fra Museum Østjylland.

Der var især mange kvindelige fotografer i provinsen.

”Hvis der var tre fotografer i en by som Randers, var en af dem en kvinde,” siger Hanne Schaumburg Sørensen.

Kvinderne var typisk ugifte eller enker med eget studio, der skulle forsørge sig selv eller en familie. De gifte kvindelige fotografer var derimod medhjælpere i deres mands fotostudie. Ved siden af passede de så både hjem og børn.

Sammenligner man med Pressefotografforbundet, der opstod i 1912, var det fra begyndelsen et rent mandefag. Det første kvindelige medlem var Hanna Holbek fra Ekstra Bladet, der blev optaget efter 15 år – i 1927.

Først i 1938 fik Pressefotografforbundet sit andet medlem, nemlig Billed-Bladets Inga Aistrup.