Mere end 300 skoleklasser landet over kaster sig i de kommende uger over det journalistiske håndværk. De skal konkurrere om at lave den bedste avis under temaet "En Verden i Fattigdom".
Bag projektet står udviklingsorganisationen IBIS og Ekstra Bladet. Og tanken er at skabe så realistiske rammer for avisproduktion som overhovedet muligt, så eleverne oplever noget nær en autentisk journalistisk hverdag.
Derudover bliver eleverne bedt om at tage stilling til, hvordan en avis bedst formidler budskabet om en verden i fattigdom. Herunder hvilke vinkler og billeder, der passer bedst til historierne.
Men også hvilke presseetiske overvejelser, man skal gøre sig, før avisen ryger i trykken.
Konkurrencen foregår i ugerne 43, 44 og 45 og mere end 300 danske skoleklasser deltager.
Temaet for aviskonkurrencen "En Verden i Fattigdom" tager udgangspunkt i FN's 2015-mål, som skal få eleverne til at reflektere over virkelighedens verden, og hvordan fattigdom kan bekæmpes.
"Avis-mediet er genialt til undervisning. Eleverne lærer utrolig meget, når de selv skal producere en avis. Det er ikke altid let at fange danskernes opmærksomhed med ting, der sker på den anden side af jorden, men når det er deres egne børn, som har skrevet historierne, så er det pludselig noget andet, derfor håber vi, at budskabet om en verden i fattigdom, vil nå ud til både forældre og lokalsamfundet," siger Helle Gudmandsen, kampagnekoordinator på IBIS.
Vinderavisen kåres i uge 49, og alle deltagende klasser får deres egen avis trykt professionelt i 1000 eksemplarer på rigtigt avispapir.
Til januar vil vinderne blive fejret med maner med en dag på Ekstra Bladet.
Projektet er blevet til med støtte fra Danidas Oplysningsbevilling
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.