Fattigdomsforskere blev ikke hørt af pressen

Dækningen af Fattig-Carina-sagen blev unuanceret, og medierne var ikke interesserede i viden, der kunne kvalificere diskussionen, siger tre forskere.

Dækningen af Fattig-Carina-sagen blev unuanceret, og medierne var ikke interesserede i viden, der kunne kvalificere diskussionen, siger tre forskere.

Fattigdoms-problemet var ‘hot stuff’ i debat-spalterne, da SF-politikeren Özlem Cekic brugte kontanthjælpsmodtageren Carina som eksempel på en fattig dansker. For Carina havde både hund og cigaretter og stadig 5000 kroner til rådighed, og Özlem Cekic måtte snart erkende, at eksemplet var dårligt valgt.

Men imens sad mange af de fagfolk, der beskæftiger sig med fattigdom, og rev sig i håret over debatten og mediernes dækning. Det fortæller tre forskere i en artikel i bladet FORSKERforum, der udkommer 1. februar.

»Jeg synes, det kørte helt skævt. Det var ret skræmmende, hvordan viden spillede en helt marginal rolle i mediedebatten,« siger John Andersen, professor ved Institut for Miljø, Samfund og Rumlig Forandring på RUC.

Han ærgrer sig for eksempel over, at det ikke blev gjort klart, at Carina-eksemplet var decideret ikke-repræsentativt for kontanthjælpsmodtagere.

»Man hævder, at hendes situation dokumenterer, at det ikke kan betale sig at tage det berømte ‘job i Netto’. Men det gælder for maksimalt ti procent. Og så var der helt andre tolkninger, der slet ikke kom frem. For eksempel burde man grundlæggende kun kunne få kontanthjælp i kort tid – hun havde fået det i 20 år! Det burde slet ikke forekomme. Er man for syg til at arbejde, skal man have invalidepension eller revalidering,« siger John Andersen.

Også Finn Kenneth Hansen fra CASA er træt af sagen.

“I det sidste halvandet år har der kørt en stor fattigdomsdebat, om at der fandtes fattigdom, men at vi har brug for nogle målemetoder. Og så kommer eksemplet her og banker debatten tilbage til, at der er en, der har en hund og ryger smøger og derfor ikke er fattig,” siger han til FORSKERforum.

De tre forskere talte alle med journalister, mens sagen stod på, men det var svært at komme igennem med de mere nuancerede forklaringer.

“Det var som om, at når der var sat en diskurs, så var det svært at komme med en helt anden vinkel. Og nogle gang forstår de det heller ikke. Du skal til at forklare sådan nogle helt simple ting, for eksempel hvordan boligsikringssystemet fungerer. Så er det svært at få de skarpe synspunkter frem. På sådan et felt mangler man nogle fagjournalister”, siger John Andersen.

Da sagen om Özlem Cekic og Fattig-Carina eksploderede, tog Rådet for Socialt Udsatte initiativ til en høring på Christiansborg, hvor et panel af forskere skulle fremlægge deres viden om fattigdoms-problemet for politikere og presse.

Men den politiske interesse var begrænset, og journalisternes var endnu mindre. Eneste dækning kom fra Dagbladet Arbejderen.

“Det er jo et paradoks, at debatten er hot i medierne, men at de ikke deltager i sådan et arrangement. Man kunne måske godt have forventet, at der var en vis interesse i at høre om forskernes viden på området,” siger Jørgen Elm Larsen, paneldeltager og professor ved Sociologisk Institut på KU, til FORSKERforum.

Forskerne ville principielt gerne være mere opsøgende i forhold til pressen i sådan en sag, men da universitetet formelt ikke afsætter arbejdstid til forskeres pressearbejde, er det et problem at nå.
John Andersen synes dog, at det i denne sag var pressen, der var den største barriere.

»Hvis man havde kvalificerede journalister, der gider lave mere end fem minutters interview med os, så kunne man sagtens have bragt viden frem på området.«