Foto: Signe Goldmann/Ritzau Scanpix
Antallet af enheder og artikler skal ned, mens mængden af unikke historier skal op. Sådan lød strategien fra Politiken i 2014.
Samme år varslede DR også, at der skulle laves færre, men bedre nyheder, samtidig med at 30-40 årsværk i DR Nyheder skulle skæres væk.
Og som sagt, så gjort, fristes man til at sige.
For efter at antallet af enheder fra danske medier fløj i vejret, da der kom fart på den digitale udvikling, er der nu begyndt at komme færre enheder ud, mens antallet af egenproducerede enheder er steget med årene.
Glæden ved at hælde ud er væk
Andelen af egenproduceret indhold er vokset fra 36 procent til 66 procent fra 2008 til 2024, mens antallet af enheder er faldet fra 75.000 til 42.000.
Det viser rapporten ’Den digitale nyhedsuge 46/2024’ af professor Mark Ørsten og lektor Mads Kæmsgard Eberholst ved Roskilde Universitet.
”Det siger rigtig meget om branchen,” siger Mark Ørsten og fortsætter:
”For det første siger det noget om, at der er færre journalister, der producerer. Det ved vi alle sammen godt. Det ville være logisk, hvis det betød et fald.”
Men det siger også noget andet. Nemlig om den måde, man fra mediehusenes side har tænkt om de digitale muligheder.
”I starten af 00’erne og i midten af 00’erne var der en stor glæde ved bare at hælde ud på nettet.”
”Man overproducerede, fordi der var så meget plads på nettet, og endte nærmest med at skræmme folk væk, for selv om der var masser af plads, havde folk ikke fået mere tid eller lyst til at bruge hele deres dag på at læse det, journalister producerer,” fortæller Mark Ørsten.
Fornuftig strategi
Der kom så en erkendelse af, at den strategi ikke rigtig virkede. Og efter Politiken var der flere, der fulgte trop med en strategi med færre, men flere egenproducerede artikler.
”Det er jo en fornuftig strategi. Dels sparer man nogle kræfter. Dels bliver man mere bevidst om, hvilke historier man skal lave. Alt andet lige burde det øge ens chancer for at have historier, folk kun kan finde et sted,” siger Mark Ørsten.
Om undersøgelsen
’Den digitale nyhedsuge 46/2024’ har medtaget alt redaktionelt indhold, som er indekseret i Infomedias database i løbet af uge 46 i 2024. Den medtager derfor ikke mediernes liveblogs.
Rapporten er udarbejdet i et samarbejde mellem Roskilde Universitet og Danske Medier baseret på data fra Infomedia. Dataindsamlingen er finansieret af Danske Medier, men rapportens indhold er forfatterne alene ansvarlige for.
At medierne har mere egenproduktion, betyder dog ikke, at de emnemæssigt bevæger sig langt fra hinanden.
Rapporten viser nemlig også, at det i høj grad er de samme emner, der bliver dækket. Men emnerne får så deres særpræg på de enkelte redaktioner.
”Der er stadig en fælles samtale om de samme emner. For de enkelte medier er det blevet en måde at prioritere deres stof og forhåbentlig levere noget, som lige præcis deres læsegruppe bliver lidt gladere for,” siger Mark Ørsten.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.