DR’s store spareplan betyder, at 170-200 stillinger skal nedlægges i DR. Det fik medarbejderne at vide på et medarbejdermøde i går klokken 11.30.
Kort efter mødet samledes DR Nyheder for at få besked fra nyhedsdirektør Ulrik Haagerup. Også her rammer spareplanen hårdt. 30-40 årsværk skal nedlægges i DR Nyheder, bekræfter Haagerup over for Journalisten.
Blandt andet skal timenyhederne på DR2 nedlægges.
»Vi nedlægger timenyhederne, fordi vi ikke længere tror på, at man i en mediefremtid vil se på sit ur og sige ”gad vide, hvad der er sket i verden” og tænder sit fjernsyn. Vi tror, at man i stigende grad vil gribe i lommen og kigge på sin telefon. Så giver det ikke mening at opretholde den måde at se fjernsyn, som timenyhederne er udtryk for,« siger Ulrik Haagerup.
Færre men bedre nyheder
I stedet skal morgen- og eftermiddagsfladen – programmerne 'DR2 Morgen' og 'DR2 Dagen' – være aktualitetsbårne nyhedsudsendelser.
»Vi tror på, at man har brug for nyheder om morgenen og igen senere på dagen, hvor man kan få perspektiv på. Derfor bliver 'DR2 Morgen' og 'DR2 Dagen' i højere grad dagens vigtigste historier for danskerne,« siger han.
Ulrik Haagerup mener ikke, at de 30-40 nedlagte stillinger vil betyde, at DR Nyheder kommer til at lave dårligere journalistik. Men de vil lave mindre.
»Vi tror ikke på, at danskerne har brug for flere nyheder, men bedre nyheder. Derfor vil vi nu lave færre historier. Hvis vi før lavede 250 historier på alle mulige platforme, så vil vi måske reducere det til 220. Til gengæld skal de historier være bedre og komme flere danskere til gavn.« Han understreger, at omlægningen – med færre, men bedre nyheder – er noget, DR Nyheder havde tænkt sig at gennemføre, uanset om der kom en sparerunde eller ej.
Genbruge historier flere steder i DR
Det er en del af omlægningen, at DR Nyheder vil genbruge flere historier på forskellige platforme.
»I stedet for, at P3 Nyhederne kører en historie klokken 15, og så hører vi aldrig mere til den, så skal vi have færre historier i DR Nyheder, som vi til gengæld folder mere ud. Vi skal have mere samspil mellem platforme,« siger Ulrik Haagerup.
Han peger på, at DR Nyheder i et halvt års tid har været i gang med effektiviseringer, hvor der også har været konsulenter inde over at vurdere, hvad der virker for nyhedsafdelingen.
»Vi kan konstatere, at folk er dybt dedikerede og arbejder godt sammen. Der er intet at hente ved at bede folk løbe endnu hurtigere. Hvis der skal være noget at hente, skal vi tage skridtet fuldt ud. Vi vil arbejde mere på tværs af platforme, og lave færre og bedre nyheder.« Ulrik Haagerup tilføjer, at begge forandringer – både mod færre nyheder og mod bedre arbejde på tværs af platforme – ville være sket, uanset om der kom en sparerunde.
»Det er en rejse, vi har været på de seneste år. Vi laver flere originale historier, og vi bidrager mere til nyhedsstrømmen i Danmark: Vi kan se, at vi bliver citeret mere og mere i andre medier. Journalistik handler om at prioritere, og det svære er at vælge fra. Men det skal ske, hvis man vil vælge noget til.«
Haagerup: Timenyheder var ikke en fejl
Timenyhederne var en væsentlig del af ”det nye DR2”, da I lancerede det. Nu nedlægger I dem. Betyder det, at timenyhederne var en fejl?
”Det tror jeg faktisk ikke. Man skal bare tænke på, hvor hurtigt medieudviklingen går. Se på dig selv og hvor hurtigt du ændrer medievaner. Det gør dem derude også. Vi kunne godt se, hvor det bar henad, men vores vurdering var, at der stadig var brug for, at vi var til stede på fladen. Vi kom også lige fra en nyhedskanal som DR Update, hvor nyhederne kørte i hjul. Det var et skridt på vej til noget andet, DR2 har jo aldrig været en nyhedskanal. Nu tager vi så skridtet fuldt ud.«
Ulrik Haagerup peger på, at den mere platformsneutrale måde at arbejde på – hvor hver journalist leverer samme historie til flere platforme – er noget, DR Nyheder bl.a. har øvet sig i ved EU-valget i år og kommunalvalget sidste år.
Det lyder jo helt fantastisk. Hvad er ulemperne?
»At vi skal sige farvel til rigtig mange og rigtig dygtige kolleger. Ingen i DR eller DR Nyheder laver ingenting, og det er ikke et sjovt tidspunkt at forlade en medievirksomhed på. Det er et hårdt arbejdsmarked. Men det er den ramme, vi har fået – dels af politikerne, dels af vores egen ambition om at insistere på stadig at være relevante for folk.«
DR skal ikke klynke
Ulrik Haagerup tilføjer, at DR ikke skal klynke.
»Vi får godt nok færre penge, fordi erhvervslicensen bliver afskaffet. Men det skal vi ikke klynke over. I disse tider er det, at vi kender vores budget de næste fire år. Noget, ikke mange medievirksomheder gør. Det skal vi være glade for.«
I skal nedlægge 30-40 årsværk. Kan du forestille dig, at jeres journalistik ikke tager skade af det her?
»Ja, det mener jeg faktisk. Det, vi laver, skulle gerne blive bedre. Vi laver så kvantitativt noget mindre, og det tror jeg ikke gør noget. Danskerne har ikke nødvendigvis brug for mere. De har brug for noget, der giver mening.«
Så I vil tilpasse jer ved at lave mindre, men ikke dårligere journalistik?
»Ja. Der er jo også ting, vi ikke vil lave mere. For eksempel timenyhederne på DR2,« siger Ulrik Haagerup.
3 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Savner middags nyhederne meget, da jeg ikke har tid til at se fjernsyn udenfor min frokostpause.
Synes også det har været en overmåde lang sommer, idet nyhedskanalen DR2 nærmest kun har sendt genudsendelser af underholdningsserier og gamle Deadline udsendelser helt frem til 1/10 - det var vel aldrig det der var meningen med denne kanal?
Håber at DR flytter nogle nyheder til kl. 19.30.
Ærgerligt, at DR sparer ved at fyre. DR bruger de samme medarbejdere i forskellige jobs, indtil de mister skarpheden/profilen. Det er en strategi, der ikke fungerer. Synes at DR burde prøve i stedet med nye medarbejdere. Hvis DR alligevel er nødt til at fyre så mange, vil det være befriende, at man opfinder nogle nye ansigter. Undertegnede ser også gerne en større udsnit af den danske befolkning repræsenteret hos DR, end der er nu. Kvinder over 50, indvandrere og LGBT's oveni alle de børn, der skal ansættes på børnekanaler.
Hvis færre journalister uden problemer kan lave bedre nyheder, så kan man kun undre sig over, hvorfor DR ikke op til denne sparerunde har lavet tilsvarende gode nyheder - og så bare flere af dem?
Det lugter desværre af klassisk besparelses-argumentation.