Medieombudsmand

Danske Medier går til angreb på Søren Pind: Han skiftede hest i vadestedet

I et debatindlæg kritiserer Danske Mediers formand udvalgsformand Søren Pind for at skifte hest i vadestedet i forbindelse med arbejdet om anbefalingen om en medieombudsmand

Det er en falsk præmis, når Medieansvarsudvalgets formand, Søren Pind, i Berlingske påstår, at mediernes repræsentanter i udvalget ikke ville fremlægge et budget for en medieombudsmand efter svensk forbillede.

Det skriver Christina Blaagaard, formand for Danske Medier, i et debatindlæg hos MediaWatch.

Debatindlægget kommer som reaktion på en kronik fra Søren Pind, hvor han skriver, at medierne ikke ville fremlægge budgettet for idéen.

Opdraget til Medieansvarsudvalget var at undersøge muligheden for at indføre en medieombudsmand inspireret af den svenske medieombudsmand, som er uafhængig af staten, og som er finansieret af de etablerede medier. Og et bud på en sådan model præsenterede mediernes medlemmer i udvalget uformelt, skriver Christina Blaagaard.

”Imidlertid ønskede mediernes repræsentanter ikke at fremlægge et konkret budget for en sådan ordning. Derfor blev konklusionen, at offentlig finansiering er den eneste realistiske løsning,” skrev Søren Pind i tirsdags i en kronik i Berlingske.

”Skiftede hest i vadestedet”

Det er den formulering, der får Danske Medier-formand til at rejse sig på bagbenene.

For da udvalgets medlemmer i januar blev præsenteret for en mulig model for medieombudsmanden, skulle ombudsmanden også varetage sager, der intet havde med de etablerede massemedier at gøre.

Med andre ord: De etablerede medier ville ende med at finansiere arbejdet med at holde blandt andre influenter i ørerne.

”Det var altså formanden (Søren Pind, red.) selv, der skiftede hest i vadestedet og ikke længere syntes, at det, der oprindeligt var ønsket, var godt nok,” skriver hun.

Medieansvarsudvalget er i stedet for en medieombudsmand efter svensk forbillede endt med at anbefale en offentligt finansieret medieombudsmand, der vil kunne føre sager mod medierne. Og netop det, at ombudsmanden vil kunne føre sager mod medierne, har mødt kritik fra medierepræsentanterne og adskillige chefredaktører.

Fastholder mangel på budget

I et skriftligt svar fastholder Søren Pind, at mediernes medlemmer i udvalget aldrig kom med budgetforslaget:

”Det afgørende var, at medierne selv accepterede at komme med et budgetforslag. Men det udeblev. Hvor diskussionen så var gået hen oven på det forslag, kan man ikke vide. Og hvorfor det ikke kom, må de svare for. Det er det korte af det lange,” lyder det fra Søren Pind.

”Sagen er, skønt man altså kunne have foreslået noget andet, at medierne konkluderede, at man ønskede en offentligt finansieret ombudsmand. Det er jeg i øvrigt enig i,” skriver han.

18 ud af udvalgets 19 medlemmer har tilsluttet sig forslaget om en medieombudsmand som et uafhængigt, offentligt organ. Stig Ørskov, koncernchef i JP/Politikens Hus, er det eneste medlem, der ikke har tilsluttet sig anbefalingen.

Hans dissens er skrevet ind i Medieansvarsudvalgets rapport:

”Jeg kan tilslutte mig en medieombudsmand efter svensk forbillede, hvor ombudsmanden er uafhængig af staten og finansieret af medierne selv, som vi ser det med det velfungerende Pressenævnet. Men jeg er stærkt bekymret over en statsligt udpeget medieombudsmand,” lød det fra Stig Ørskov, som advarer om, at det kan føre til statslig indblanding i mediernes redaktionelle indhold.

Advarer om konsekvenser

Formændene for Danske Medier og Dansk Journalistforbund – Medier & Kommunikation er blandt de 18 medlemmer, der har stemt for den offentligt finansierede medieombudsmand.

Men det er ikke uden forbehold over for ombudsmandens kompetencer.

”Der, hvor vores opbakning til anbefalingerne hører op, er ved at give medieombudsmanden kompetencer til at rejse og indtræde i sager mod de ansvarlige medier,” skrev Christina Blaagaard og DJ-formand Tine Johansen forleden i et debatindlæg.

I går rejste fire chefredaktører på lederplads kritik af idéen om medieombudsmanden, hvor blandt andre Ekstra Bladets chefredaktør, Knud Brix, skrev, at Søren Pind har tilføjet et præcisionssnit i demokratiets sjæl.

Det er ikke kun chefredaktører, der er bekymrede for medieombudsmanden. Mogens Blicher Bjerregaard, formand for European Centre for Press and Media Freedom, advarede mod institutionen i sidste uge. Ikke mindst på grund af de konsekvenser, den kan få uden for Danmarks grænser.

”Autoritære regimer i Europa vil kigge begejstret til Danmark, hvis vi får en regeringsudpeget medieombudsmand endda med ret til at føre straffesager.”

”Så hvis vi reelt forringer pressefriheden, er det snublende nærliggende for Erdogan, Orbán, Fico i Slovakiet og lige om lidt også Kickl i Østrig og Babis i Tjekkiet at bruge en ny dansk model, og så bliver det for alvor farligt,” skrev Mogens Blicher Bjerregaard i et debatindlæg i Politiken.

 

0 Kommentarer