Gaza

Danske journalister skal ikke frygte inhabilitet efter Gaza-underskrift

Over 100 danske journalister har nu underskrevet en erklæring, der kræver øjeblikkelig adgang for udenlandske journalister til Gaza. Mediechefer ser intet problem i det

Da Journalisten omtalte underskriftsindsamlingen på freedomtoreport.org for præcis en uge siden, var der kun 15 danske journalister på listen.

Men siden er antallet af danskere vokset til lige over 100, og den tæller nu journalister fra medier som Ritzau, TV 2, DR, Zetland, Information og adskillige andre.

Men selv om TV 2-ansatte blev erklæret inhabile efter at have skrevet under på et #MeToo-brev for fem år siden, er der ingen grund til at frygte lignende tiltag i denne omgang i forhold til den konkrete underskriftsindsamling.

Det oplyser chefer fra TV 2, DR og Ritzau til Journalisten.

Alle må underskrive

På Ritzau oplyser administrerende direktør Jacob Kwon, at den konkrete underskriftsindsamling på freedomtoreport.org omhandler pressefrihed, og at det derfor ”er helt i orden, at Ritzau-medarbejdere underskriver den”.

Han understreger, at alle medarbejdere på Ritzau kan skrive under, hvis de ønsker det – også ledende medarbejdere.

Samme toner lyder fra udlandschef Jakob Vissing på TV 2:

”Generelt henholder vi os til vores etiske retningslinjer, der siger, at under hensyntagen til ytringsfriheden skal medarbejderne være opmærksomme på ytringer i det offentlige rum. Men det her vil vi ikke fraråde dem at skrive under på,” lyder det.

Journalistik, ikke aktivisme

Selve underskriftsindsamlingen understreger da også med fed skrift, at der ikke er tale om aktivisme, men om journalistik, og at det er livsnødvendigt, at journalister kan komme ind i Gaza for at rapportere om virkeligheden:

”Ubegrænset og uafhængig adgang for udenlandske journalister er akut nødvendig. Ikke kun for at dokumentere den igangværende katastrofe, men for at sikre, at sandheden om denne krig ikke bliver dikteret af dem, der kontrollerer våbnene og fortællingen,” lyder det blandt andet i det brev, man som journalist underskriver på freedomtoreport.org.

Hos DR kalder udlandschef Niels Kvale den opfordring for ukontroversiel:

”Budskabet – at pressen skal have adgang – minder om budskabet på appeller, vi som hus har bakket op om via EBU, samt vores egne breve med opfordring til adgang for pressen til de israelske myndigheder,” oplyser han.

Han tilføjer, at det altid er godt for medarbejdere at tænke sig om, før man skriver under på noget, men at en opfordring til at lade pressen gøre sit arbejde er ukontroversiel i et publicistisk hus.

Vil også have ledelsen på banen

På TV 2 forsikrer hovedtillidsrepræsentant Lennart Sten også sine medlemmer om, at de kan skrive under på brevet med ro i sindet:

”Den handler om arbejdsbetingelserne for journalister i krige, og de er fuldstændigt overtrådt i det her tilfælde. Det er vigtigt, at vi på vegne af alle journalister i verden bakker op om det her,” siger han.

”Og jeg håber også, at medieledelserne i Danmark forstår det her og bakker op. For forestil dig, at en engelsk, dansk eller amerikansk journalist var blevet slået ihjel dernede, så var det hele jo eksploderet,” siger Lennart Sten.

Han tilføjer, at det i hans optik er uholdbart, at den israelske regering har holdt pressens repræsentanter ude af konfliktområdet.

Lennart Sten understreger dog også, at man generelt som journalist bør tænke sig grundigt om, inden man sætter sit navn på en underskriftsindsamling. I lige præcis dette tilfælde er formuleringerne ifølge ham generelle og omhandler journalisters vilkår, og de kan derfor ikke klandres for at være partiske til den ene eller den anden side.

0 Kommentarer

Læs også

Pressefrihed

Flere danske journalister underskriver Gaza-opråb  

06. AUGUST 2025
Rettelse

Vild Putin-historie trækkes tilbage: Danske medier retter

06. AUGUST 2025