Rettelse

Vild Putin-historie trækkes tilbage: Danske medier retter

Det var måske for opsigtsvækkende til at være sandt, at Putins hemmelige datter pludselig rettede kritik af den russiske præsident

Det vakte opsigt i medier verden rundt, at det tyske tabloidmedie Bild forleden kunne bringe yderst interessante beskeder, som angiveligt var afsendt fra Vladimir Putins ”hemmelige” datter, Jelizaveta Krivonogikh, som også er kendt i Vesten under navnet Luiza Rozova.

Men måske har historien, hvor den hemmelige datter udtalte alvorlig kritik af præsident Vladimir Putin, også været for god til at være sand.

I hvert fald har Bild nu trukket historien tilbage, da der ”på forskellige internetsider er rejst mistanke om, at disse udtalelser er blevet offentliggjort fra en falsk konto, der angiveligt skal ligne en ægte side tilhørende Ruzova på en vildledende måde.”

Avisen tilføjer, at den nu undersøger mistanken grundigt, og at man foreløbigt har valgt at trække artiklen tilbage, mens man undersøger sagen.

Danske medier retter

Også danske medier som Berlingske, B.T. og Ekstra Bladet har efterfølgende bragt rettelser i deres historier:

Eksempelvis lyder det hos Ekstra Bladet: ”Tyske Bild har tirsdag trukket artiklen om Putins 'hemmelige datter' tilbage. Denne artikel dannede baggrund for nedenstående artikel.”

Omvendt er historien omtalt i en lang række af verdens medier, der tilsyneladende ikke i skrivende stund onsdag formiddag har bragt rettelser endnu. Det gælder for eksempel norske VG og amerikanske New York Post.

I artiklen hos Bild påstod mediet, at det havde fået adgang til Luiza Rozovas kanal på det sociale medie Telegram, hvor hun rettede kritik mod Putin uden at nævne hans navn.

”Jeg havde intet valg. Det her er min eneste måde at protestere på. Jeg blev født ind i noget, jeg ikke ønsker at være en del af,” skrev hun blandt andet ifølge Bild i den nu tilbagetrukne artikel.

Mor på sanktionslisten

At den hemmelige datter skulle udtale kritik af Putin ville i sig selv være opsigtsvækkende, da hendes mor er blevet forgyldt af oligarker tæt på Putin og har aktieposter i virksomheder, der promoverer det russiske narrativ i krigen i Ukraine.

Rygterne om den russiske præsidents hemmelige datter tog for alvor fart i 2020, hvor det uafhængige russiske medie Proekt udgav en undersøgelse, som forsøgte at dokumentere en affære mellem Putin og Svetlana Krivonogikh, som altså er mor til Jelizaveta Krivonogikh.

Svetlana Krivonogikh er gået fra en ydmyg tilværelse som rengøringsassistent i Sankt Petersborg til i dag at være stenrig. Hun er blandt andet underlagt sanktioner fra Storbritannien for sine koblinger til det russiske medieselskab NMG, som ejes af Putins tætte ven, oligarken Jurij Kovaltjuk, og som aktivt ifølge de britiske myndigheder forsøger at destabilisere Ukraine.

Datteren har for det meste holdt sig ude af mediernes søgelys, men blev blandt andet spottet offentligt på en natklub i Moskva, hvor hun agerede DJ. 

0 Kommentarer