
HLTV’s chefredaktør er tjekkiske Milan Švejda, som også går under kaldenavnet ”Striker” i Counter Strike-kredse. Redaktionsmøderne foregår typisk på Google Meet, da medarbejderne sidder i mange dele af verden. Foto: Radosław Makuch for Journalisten
I januar købte en saudisk fond med kronprins Mohammed bin Salman for bordenden de to største aktører inden for computerspillet Counter-Strike for svimlende 6,9 milliarder kroner.
Det blev næsten ikke omtalt i de store medier i Danmark.
Da samme fond kort tid inden købte fodboldklubben Newcastle for færre milliarder, var det over det hele: ”Storklub solgt til prins: Går ind for stening til døde ved utroskab,” lød det blandt andet i B.T.
Counter-Strike er ellers det suverænt største computerspil i Danmark, og i forhold til indbyggertallet er danskerne de mest aktivt spillende i verden.
Og der kan både være store penge og massiv trafik i at skrive om den slags.
Det har de for længst opdaget hos det danskejede medie HLTV.org, der er verdens største medie om Counter-Strike og ifølge regnskabet har 11 ansatte.
Tocifret millionoverskud hvert år
Ifølge HLTV selv har mediet hver eneste måned over 250 millioner sidevisninger. Hvis det optrådte på toplisten over danske medier, ville det dermed placere det som Danmarks tredjestørste medie efter Ekstra Bladet og B.T.
Det hører dog også med til den historie, at nichemediet skriver nyheder på engelsk til et publikum i hele verden, har en kæmpe statistikbank, der bruges til at udpege de bedste spillere, og at Counter-Strike er en big deal i hele verden.
Trafikken har også gjort HLTV særdeles attraktiv for investorer.
Fra 2018 til 2020 har virksomheden leveret et overskud på over 20 millioner om året, og det fik sidste år den danske bettingkoncern Better Collective til at købe HLTV for et sted mellem 197 millioner kroner og 257 millioner kroner.
Men hvad vil et kæmpe bettingselskab dog med et nichemedie om Counter-Strike? Den del af historien giver eksperter med viden om unges forhold til gambling panderynker.
Lektor Anne Mette Thorhauge har forsket i unges forhold til computerspil på Institut for Kommunikation på Københavns Universitet:
”Det ligner et forsøg på at udvide kundebasen,” siger hun om Better Collectives køb af HLTV.
Og ifølge hende taler det ind i en generel udfordring med Counter-Strike, der følges af millioner af unge seere verden rundt. Betting er en stor del af e-sport i forvejen, og under en kamp mellem professionelle er der som regel reklamer for op til flere bettingselskaber.
”Jeg ser købet af HLTV som et symptom på en normalisering af betting i de her miljøer,” siger hun.
Vil være digitalt mediehus
Selv siger Better Collective, at man gerne vil bevæge sig væk fra at være en ren bettingvirksomhed til også at blive et decideret digitalt mediehus.
”Det interessante ved HLTV er, at det både i sin måde at kommunikere på og i sin troværdighed er super loyalt mod målgruppen,” siger Henrik Lykkesteen, der er senior vice president for e-sport i Better Collective.
For mens helt almindelige nyhedsjournalister skal starte med Adam og Eva, hvis de skal forklare Counter-Strike til uindviede læsere, kan HLTV tillade sig at skrive direkte til Counter-Strike-entusiaster ude ved tastaturerne.
De ved, at Counter-Strike er et skydespil, hvor fem politimænd kæmper mod fem terrorister for at afværge et bombeangreb, at en nade er en granat, og at frag er slang for antallet af dræbte.
Better Collective
Et såkaldt affiliate bureau stiftet i Danmark i 2004 af gymnasievennerne Jesper Søgaard og Christian Kirk Rasmussen.
Ejer en række hjemmesider med tips om betting.
Tjener penge ved at linke videre til spiludbyderne, hvor brugerne kan spille om penge. Hvis Better Collective for eksempel skaffer nye kunder, får de en del af den omsætning, som kunderne genererer.
Omsatte for 91,2 mio. euro i 2020 (680 mio. kr.)
Blev børsnoteret på Nasdaq i Stockholm i 2018.
På de store nyhedsmedier i Danmark har man de seneste år holdt lange strategimøder om, hvordan man får fat i de unge. Ungeredaktioner er skudt op som store og små satsninger med varierende succes.
Men HLTV behøver ikke at holde den slags strategimøder.
Mediet taler direkte til unge mænd, kvinder, drenge og piger, der sidder ved tastaturer i hele verden. Men også til et voksent segment, der stadig dyrker spillet.
Og Henrik Lykkesteen lægger heller ikke skjul på, at den unge målgruppe er interessant for en virksomhed som Better Collective. Men han afviser, at Better Collective har til hensigt at få de unge mennesker til at spille om penge.
”Vi kigger mere i retning af medier, og hvordan vi kan tjene penge på dem som globale mediehuse, og betting er selvfølgelig stadig en indtægtskilde. Men i forhold til e-sport er det mere underholdningsdelen, der er vores primære fokus,” siger han.
Men den form for investeringer vækker alligevel bekymring andre steder.

For eksempel hos Center for Ludomani, hvor man de seneste år har bemærket en problematisk udvikling hos især unge mænd, der udvikler et usundt forhold til betting, og at det i stigende omfang er på nettet.
I 2020 var lige knap halvdelen af klienterne i centeret under 25 år – i 2009 var andelen 7 procent.
Og der er også penge at hente i e-sport. Ifølge Danske Spil blev der sidste år spillet for cirka 295 millioner kroner på e-sport hos Oddset – en fordobling på tre år, der især drives frem af danske holds succes i Counter-Strike.
”Vi ved, at særligt unge mænd kan have en ekstremt risikovillig adfærd, og når de i forvejen færdes i hobbymiljøer, hvor der ikke indtil videre er særligt mange voksne, så kan jeg blive nervøs for, om de kan skubbes eller manipuleres til at indgå i nogle negative relationer,” siger Christian Mogensen, der er foredragsholder og specialkonsulent hos Center for Digital Pædagogik, hvor han særligt har fokus på, hvordan internettet og nye medier påvirker unge.
I hans optik handler opkøbet af HLTV mest af alt for Better Collective om at købe sig ind i HLTV’s troværdighed blandt de unge, der mest har brugt det som et nørdet forum med nyheder om spillet.
”Det kan godt være, at det er det første multinationale bettingfirma, der bare tænker, at det er fedt at have en nørdehobby kørende ved siden af og egentlig ikke er interesseret i at malke markedet og tjene penge. Men hvis jeg skulle sætte odds på det, ville de ikke være supergode,” siger han.
Henrik Lykkesteen afviser, at man fra Better Collectives side forsøger at få unge til at spille om penge.
”Vi siger ikke, at du skal skynde dig at spille her, fordi vi er sikre på, at du så vinder,” siger han.
Ifølge Henrik Lykkesteen har man primært købt HLTV for at udbygge en platform til at dyrke Counter-Strike og levere nyheder og underholdning om spillet. Men på HLTV’s hjemmeside er der stadig undersektioner med guides til, hvordan man bedst spiller penge på Counter-Strike.
De sider er ikke målrettet de yngste brugere, men i stedet de ældre brugere, der opfordres til at spille ansvarligt, siger Henrik Lykkesteen:
”Vi prøver at give folk mere gennemsigtighed omkring betting, og man skal også anerkende, at betting og underholdning er to ting, der er kommet for at blive. For os handler det mere om, hvordan vi så klæder folk bedst på,” siger han.
Også andet end e-sport
Better Collectives ambitioner om at blive et digitalt mediehus ses blandt andet ved ansættelserne af Pernille Holbøll, Ekstra Bladets tidligere chefredaktør, og Dan Rasmussen, der har været med til at opbygge DR’s tilstedeværelse på YouTube. Før det havde han cheftitler hos MetroXpress, TV 2 og Ekstra Bladet.
Flere virksomheder har oprettet egne videoplatforme eller podcastplatforme de seneste år, så derfor er det ifølge Dan Rasmussen oplagt, at flere fra journalistbranchen bliver ansat til at producere på de nye platforme.
Journalistisk er formkravene ifølge ham ikke langt fra det, man kender fra andre medier. Der er stadig redaktionsmøder – og formaterne minder om noget, man kender fra journalistbranchen.
”Jeg siger ikke, at man kan gå direkte fra at producere 19 Nyhederne og TV-Avisen til at gå ud og lave det her content til den her platform overhovedet, men det er nogle af de samme greb, du benytter,” siger han.
”Vi kan i langt højere grad tillade os at gå direkte til pointen og den historie, vi vil fortælle – og du kan tillade dig at forudsætte, at der er stor viden i forvejen,” siger han.
Men selv om ambitionerne peger i retning af at blive et mediehus, skal man ikke forvente den klassiske, kritiske journalistik fra Better Collectives medier.
Det kan man i hvert fald ikke sige om HLTV, siger Henrik Lykkesteen:
”Vi skal mere ses som et medie, der vil skabe transparens og gennemsigtighed om e-sport, Counter-Strike og betting. Men det er klart vores opgave at sørge for at være objektive. Det er mere det ord, jeg ville bruge.”
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.