Tour de France

Cykelhold dropper blacklisting af TV 2

TV 2 kan igen få lov at stille spørgsmål til ryttere for cykelholdet Bahrain Victorious

Gennem et år har TV 2 været i unåde hos cykelholdet Bahrain Victorious, der har haft blacklistet de danske journalister siden en kritisk historie om sportswashing.

Men det ser ud til at være slut nu.

Det oplyser en talsmand for holdet til B.T..

”TV 2 har tidligere ikke været velkomne her – og de ved godt selv hvorfor. Men nu har vi en kontinuerlig dialog med dem, og vi har haft en snak med dem i dag (tirsdag, red.) – og de har som alle andre lov til at stille vores ryttere spørgsmål,” siger en talsperson fra Bahrain-Victorious til B.T.

TV 2 fik sidste år at vide, at de kun kunne interviewe holdets ryttere, hvis det handlede om noget sportsligt. Men heller ikke, når det var tilfældet, fik mediets journalister lov til at spille spørgsmål til rytterne.

Kun spørgsmål til løbet

Det skulle efter den nye melding fra Bahrain-holdet ikke længere være et problem. Det er dog fortsat et krav fra holdets side, at TV 2 kun stiller spørgsmål, der ligger udenfor selve løbet, til holdets ledelse.

Den nye melding kommer, efter at Rasmus Staghøj, journalist og kommentator hos TV 2 Sport, i går fortalte til Journalisten og B.T., at TV 2 fortsat var blacklistet af holdet, der har taget navn efter hovedsponsoren Bahrain. Det havde han ellers glemt, indtil han i sidste måned dækkede løbet Criterium du Dauphine.

”Der interviewede jeg en af rytterne, og efter kom pressechefen hen og sagde, at jeg skulle snakke med ham inden interviews med rytterne.”

”Da jeg dagen efter spurgte, om jeg måtte tale med en af rytterne, sagde han bare nej. Det plejer de altså aldrig at sige. Så gik det op for mig, at det jo er Bahrain Victorious, og at vi blev blacklistet af dem sidste år,” fortalte Rasmus Staghøj i går.

Pressechef afbrød interview

For et år siden var en TV 2-journalist i gang med at stille nogle spørgsmål om dagsformen og forventninger til 18. etape til Bahrain-rytteren Dylan Teuns, da pressechefen efter 20 sekunder afbrød og gav rytteren ordre om at forlade interviewet og vende tilbage til holdets bus.

Ugen forinden havde TV 2 bragt en historie om, at Bahrain Victorious er et af de hold i Tour de France, som er sponsoreret af eller har taget navn efter autoritære stater, der blandt andet er kritiseret for deres forhold til menneskerettigheder.

I den forbindelse havde TV 2 Sport forsøgt at få en kommentar fra en af holdrytterne, der ikke havde nogen kommentarer til historien.

Det fik holdets pressechef til at gøre det klart overfor TV 2, at rytterne ikke skal udtale sig om doping og sportswashing, men udelukkende om sport – og at den slags spørgsmål skulle rettes mod ledelsen af holdet. Men TV 2 kunne ikke få holdledelsen i tale og fik også afslag, når de ville spørge holdets ryttere om noget rent sportsligt.

0 Kommentarer

Læs også

Sport

Et år efter kritisk historie: Cykelhold nægter stadig interviews med TV 2

04. JULI 2023