
Under sidste års Tour de France begyndte pressechefen for Bahrain Victorious at afvise TV 2's forespørgsler om interviews med holdets ryttere. Foto: Anne-Christine Poujoulat/AFP/Ritzau Scanpix
Ja, selvfølgelig.
Det plejer at være reaktionen, når Rasmus Staghøj, journalist og kommentator på TV 2 Sport, spørger pressechefen for et cykelhold, om han må lave et interview med en af deres ryttere.
Men det er altså ikke tilfældet med pressechefen for Bahrain Victorious.
Og sådan har det været for TV 2’s journalister siden Tour de France sidste år, hvor TV 2 bragte en historie om sportswashing i cykelsporten. Den historie og TV 2’s forsøg på at interviewe Bahrain-rytterne om den endte med, at pressechefen for holdet afviste alle TV 2’s interviewforespørgsler og faktisk helt afbrød et interview for rullende kamera.
”Jeg havde faktisk helt glemt det,” siger Rasmus Staghøj.
Han kom dog i tanke om det, da han sidste måned dækkede løbet Criterium du Dauphine.
”Der interviewede jeg en af rytterne, og efter kom pressechefen hen og sagde, at jeg skulle snakke med ham inden interviews med rytterne.”
”Da jeg dagen efter spurgte, om jeg måtte tale med en af rytterne, sagde han bare nej. Det plejer de altså aldrig at sige. Så gik det op for mig, at det jo er Bahrain Victorious, og at vi blev blacklistet af dem sidste år,” fortæller Rasmus Staghøj.
”Vi skal have det lidt besværligt”
For et år siden var en TV 2-journalist i gang med at stille nogle spørgsmål om dagsformen og forventninger til 18. etape til Bahrain-rytteren Dylan Teuns, da pressechefen efter 20 sekunder afbrød og gav rytteren ordre om at forlade interviewet og vende tilbage til holdets bus.
Ugen forinden havde TV 2 bragt en historie om, at Bahrain Victorious er et af de hold i Tour de France, som er sponsoreret af eller har taget navn efter autoritære stater, der blandt andet er kritiseret for deres forhold til menneskerettigheder.
I den forbindelse havde TV 2 Sport forsøgt at få en kommentar fra en af holdrytterne, der ikke havde nogen kommentarer til historien.
Det fik holdets pressechef til at gøre det klart overfor TV 2, at rytterne ikke skal udtale sig om doping og sportswashing, men udelukkende om sport – og at den slags spørgsmål skulle rettes mod ledelsen af holdet. Men TV 2 kunne ikke få holdledelsen i tale og fik også afslag, når de ville spørge holdets ryttere om noget rent sportsligt.
”Det virker som om, at pressechefen har sat sig for, at vi skal have det lidt besværligt, når vi gerne vil tale med dem om alt mellem himmel og jord,” sagde John Jäger, chefredaktør på TV 2 Sport.
Virker som bevidst pressestrategi
Da Rasmus Staghøj sidste måned spurgte pressechefen, om hans nej handlede om historien fra sidste år, tog pressechefen hånden op foran kameraet og spurgte, om TV 2 filmede.
”Svaret var indiskutabelt, at vi ikke må snakke med rytterne. Nu har jeg en kollega i Frankrig, der fik at vide, at det må vi stadig ikke – og nu refererer han så til episoden under Criterium du Dauphine,” siger Rasmus Staghøj.
Sportswashing-historien fra sidste år handlede ikke kun om Bahrain-holdet, men også UAE Team Emirates, Astana Qazaqstan, Israel – Premier Tech og Team BikeExchange-Jayco, der har tilknytning til henholdsvis emiraterne, Kasakhstan, Israel og Saudi-Arabien.
”Ingen af dem har reageret på samme måde. Der svarer rytterne, hvad de nu engang svarer, når vi spørger. Der har ingen konsekvenser været for os,” siger Rasmus Staghøj.
TV 2 ville ellers gerne have lov at interviewe Bahrain-holdets ryttere, og det lykkedes da også tidligere på året at få sneget et interview ud af holdets danske rytter Johan Price-Pejtersen, uden pressechefen opdagede det.
”De er relevante, og jeg synes også, det er ærgerligt for rytterne, at de ikke kan få lov at tale om deres sport. Går det ud over dækningen? En smule. Men det må vi leve med,” siger Rasmus Staghøj og tilføjer:
”Det virker som en bevidst pressestrategi, at hvis det handler om noget kritisk, er man ikke velkommen.”
Journalisten forsøger at få en kommentar fra Bahrain Victorious.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.