Et kødben, som lå lige for næsen af os, men som de færreste journalister kastede sig over.

Omtrent sådan kan den sag, som fredag udløste årets Cavling-pris til Zetland-journalisterne Theis Ehler Molin, Helle Fuusager, Mathias Mencke og Kaare Sørensen, opsummeres.

Sammen vandt de prisen for deres afdækning af den historisk store minkerstatning. En undersøgelse, der – som Theis Ehler Molin tidligere har fortalt – udsprang af noget så simpelt som det undrende spørgsmål: Hvorfor bliver erstatningen ved med at vokse og vokse?

Og det spørgsmål burde flere medier have stillet sig selv og sat sig for at grave i.

Det mener i hvert fald Altingets chefredaktør, Jakob Nielsen, som selv var med til at indstille Zetland-holdet til Cavling-prisen og gerne selv ville have sat sig tungere på samme vinkel.

”Jeg skammer mig faktisk nærmest over, at vi ikke har fulgt minkkompensationerne tættere. Der står vi på Altinget på linje med alle andre medier tilbage med røde ører,” siger han.

Svært at gå op imod dominerende dagsorden

Samme oplevelse sidder journalist på TV 2, Morten Hansted, tilbage med.

Som almindelig nyhedsreporter har han løbende været med til at dække sagen og oplevede derfor på nærmeste hold, hvordan enkelte toneangivende mediers massive fokus på den manglende lovhjemmel kom til at præge den samlede dækning.

”Jeg er helt sikkert selv en del af problemet – jeg har jo også i begyndelsen lavet indslag med en grædende minkavler, så jeg skal slet ikke klappe mig selv på skuldrene her. Jeg kunne helt klart godt have været bedre til at komme med alternative vinkler,” siger Morten Hansted.

I praksis oplevede han dog, at det var svært at trænge igennem med idéer, der trak i en anden retning.

”Når man bare er en almindelig nyhedsjournalist, kan det være svært at gå op imod så dominerende en dagsorden,” fortæller han.

Lemmingeeffekt så ikke kønt ud

Morten Hansted understreger, at det selvfølgelig også var vigtigt at bore i manglende lovhjemmel og slettede sms’er.

Men hans oplevelse er, at netop de vinkler i det første lange stræk åd al fokus i mediedækningen og gjorde det svært at komme igennem med andre dagsordener.

”Derfor blev effekten en samlet dækning, hvor det var meget synd for minkavlerne, og hvor statsministeren og hendes folk var de store skurke,” siger han.

Og den analyse er Jakob Nielsen fra Altinget enig i.

”Theis Ehler Molin sagde det i virkeligheden selv rigtig fint i sin tale i fredags: Det er værd at tænke over, hvad der sker, når alle kigger i samme retning, og når billedet af, hvem der er helte og skurke, sætter sig så fast, at medierne glemmer at kigge i en anden retning,” siger han og tilføjer:

”Der var en lemmingeeffekt, og det er ikke kønt set i bakspejlet. Det bør mane til eftertanke i branchen.”

”Helt på sin plads”

Det er dog ikke alle i mediebranchen, der mener, at medierne svigtede i det massive og enøjede fokus på hjemmel i stedet for de mange milliarder, der nu lander i lommerne på minkavlere.

En af dem er Simon Bendtsen, i dag chefredaktør på Finans og frem til maj 2024 erhvervsredaktør på Berlingske.

”Selvfølgelig er det vigtigt også at se på, hvordan vi kompenserer minkavlerne, men det er vigtigt at huske på, at den kæmpe skandale bag dette forløb er måden, hvorpå staten nedlagde et helt erhverv,” mener han.

Simon Bendtsen understreger, at det er flot og fortjent, at Zetland-holdet har modtaget Cavling-prisen for mediets afdækning af minkerstatningerne.

Men han påpeger samtidig, at der også blev skrevet om erstatningerne, før Zetland gik i gang, selv om det ikke dominerede dagsordenen på samme måde som beslutningen om at lukke erhvervet.

”Men det synes jeg var helt på sin plads. Jeg kan ikke se, at det skulle kalde på nogen selvrefleksion, for den kæmpestore skandale i det her er netop, at staten nedlagde et helt erhverv på et yderst spinkelt grundlag - både fagligt og juridisk,” siger Simon Bendtsen.

Husk at råbe og og protestere

For TV 2-journalist Morten Hansted er forløbet omkring minksagen en påmindelse til ham om, at man som journalist på et nyhedsmedie indimellem skal huske at råbe højt, når man i lidt for høj grad bliver slave af den offentlige dagsorden.

”Min lære må være, at man som journalist må råbe lidt mere op og protestere lidt mere, hvis man har en fornemmelse af, at dækningen i urimelig grad trækker for meget i én retning. Og måske ikke kun over for redaktørerne på dagen, men at man grundlæggende gør det lettere for sine journalistiske ledere at gribe de idéer, man har,” siger han.

Også for Jakob Nielsen fra Altinget har Zetlands Cavling-vindende afdækning været en huskekage.

”Når de her store politiske sager kører, så skal man huske både at kigge fremad og bagud. Og man skal huske at læse papirerne. Det ved vi godt, men man lærer det bare igen og igen, fordi man ikke altid får det gjort,” siger han.