Zetland

I spil til Cavling: ”Da han sagde det, vidste jeg godt, at det her var en meget, meget vigtig historie”

Tre grupper af journalister dyster om at modtage branchens mest prestigefulde pris. I serien her tager de os med ned i maskinrummet og deler deres mest nørdede tips og tricks

Tre journalistiske projekter fra henholdsvis Berlingske, Zetland og DR er i spil til at modtage årets Cavling, når den prestigefulde pris uddeles 10. januar.

Som optakt til den store dag har vi bedt en repræsentant for hvert af de tre hold journalister om at dele deres tips og tricks og metoder fra arbejdet med det nominerede projekt.

I dag er det Theis Ehler Molin fra Zetland, som sammen med Helle Fuusager, Mathias Mencke og Kaare Sørensen er nomineret for afdækningen af den historisk store minkerstatning.

I serien har Zetland dokumenteret, at myndighedernes egne rapporter viste, at minkavlerne blev overkompenseret med op til 10 milliarder kroner, og at de selv har haft stor indflydelse på de milliarder, de får i erstatning. Kommissionerne, der skulle vurdere erstatningerne, er nemlig fyldt med folk fra minkbranchen og landbruget.

Hvordan bliver man nomineret til en Cavling?

I serien ’I spil til Cavling’ løfter tre journalister bag de nominerede projekter sløret for, hvordan man kommer i spil til en Cavling. De fortæller, hvordan det hele begyndte, og deler deres vigtigste værktøjer.

Hvordan fik du idéen til at se på minkerstatningerne?

”Det begyndte med noget så simpelt som en pressemeddelelse fra Fødevareministeriet. De skrev, at de igen opjusterede forventningerne til, hvad det ville koste at give erstatning til minkavlerne. Det nye bud lød på 29,5 milliarder.”

”Jeg havde på det tidspunkt lige læst Mathilde Walter Clarks bog ’Det blinde øje’. Bogen rummer en pointe om, at vi journalister har haft et enøjet fokus på spørgsmålet om lovhjemmel og derfor misset andre vigtige historier. Og da jeg læste pressemeddelelsen, rejste det bare det meget simple spørgsmål hos mig: Hvorfor bliver erstatningen ved med at vokse og vokse?”

Hvad var dit vigtigste værktøj til at få hul på historien?

”Det lyder jo superkedeligt, men til at begynde med var det aktindsigter. Det første, jeg bad om, var de foreløbige afgørelser om erstatning. Og da jeg fik dem, kunne jeg se navnene på de kommissionsmedlemmer, der afgør sagerne.”

”Det viste sig, at den dominerende faggruppe i de kommissioner, der afgør de enkelte erstatningssager, var folk fra minkbranchen og en hel masse minkavlere. Men selv om jeg syntes, det var vildt, så var jeg faktisk i tvivl om, om det overhovedet var en historie. For meget af det lå offentligt tilgængeligt, og ingen virkede rigtig til at hæve øjenbrynene over det.”

Hvornår vidste du, at I havde en historie?

”I det øjeblik, jeg talte med en pensioneret minkavler, der selv sad i kommissionen, og som fem minutter inde i interviewet sagde, at han ikke altid fulgte reglerne. Da han sagde det, vidste jeg godt, at det her var en meget, meget vigtig historie, som også ville få noget opmærksomhed.”

”På det tidspunkt vidste vi allerede, at kommissionerne var fyldt med både nuværende og tidligere minkavlere. Og vi vidste, at kommissionerne blev ved med at give minkavlerne mere erstatning, end man havde forventet. Så da den pensionerede minkavler sort på hvidt sagde, at han ikke fulgte reglerne, hvis han ikke syntes, de var rimelige, var det den sidste brik, der manglede, for at vi kunne lave historierne.”

”Jeg ved jo ikke, hvorfor han sagde det. Men når jeg lytter til interviewet igen, tror jeg, det hjalp, at jeg ikke gik til det som et hårdt kritisk interview. Nogle gange kommer man bare tættere på sandheden ved at gå venligt og nysgerrigt til folk end ved at rulle de tunge våben ud og beskylde dem for alt muligt.”

De tre nominerede til Cavling-prisen 2024

  1. Skimmelsagen, Berlingske
    Ronja Pilgaard, Christian Birk og Lars Nørgaard Pedersen for afdækning af skimmelsvamp på Rigshospitalet
  2. Den historisk store minkerstatning, Zetland
    Theis Ehler Molin, Helle Fuusager, Mathias Mencke og Kaare Sørensen for afdækningen af den historisk store minkerstatning 
  3. Læger på kanten, DR
    Casper Lykkegaard, Morten Søgaard og Jacob Kragelund, som afslørede Alles Lægehus i at svindle med ydelser

Hvilke værktøjer kunne I ikke have lavet historien uden?

”Vi kom et godt stykke med aktindsigter, men vi ramte også en mur, hvor vi ikke kunne komme længere. Derfra blev fortrolig kildekontakt afgørende – altså helt klassisk hårdt benarbejde for at finde de rigtige kilder, vinde deres tillid og skabe en relation.”

”Et mere konkret værktøj, som har været afgørende for at kunne samarbejde om historierne som gruppe, har været Googles journalistværktøj Pinpoint. Det er det mest effektive værktøj, jeg kender, til at strukturere researchmateriale og dele det med sine kolleger. Du kan oploade store samlinger af dokumenter, lydfiler, pdf’er og mails og søge effektivt på tværs af alt materialet.”

Hvilke greb har været afgørende for formidlingen af historien?

”Vores tanke var fra starten at lave det som en slags open investigation, hvor vi træder frem som journalister og skriver meget tydeligt på linjerne, hvorfor vi undersøger det her. Jeg skrev for eksempel, hvordan jeg personligt blev ramt at en følelse af, at vi som medier har svigtet ved ikke at interessere os nok for erstatningen, da jeg læste pressemeddelelsen om, at den igen var opjusteret. Det tror jeg har gjort en forskel i forhold til at engagere læserne og lytterne, men også i forhold til at få kilderne til at henvende sig.”

”Sprogligt har vi været meget opmærksomme på at prøve at holde os ude af graverjournalistikkens klichéer. Altså undgå, at der står ”aktindsigt” og ”vi er kommet i besiddelse” i hvert andet afsnit. Selv om nogen selvfølgelig elsker det, så er vores erfaring også bare, at mange står lidt af på de der journalistiske klichéer.”

Hvad har du lært af arbejdet, som kan være et staldtip til kolleger i branchen?

”Det her projekt startede ikke med et konkret tip eller en hypotese. Det startede bare med et spørgsmål, der var så stort og åbent, at det ville være en interessant historie, uanset hvad svaret viste sig at være. Det har fået mig til at tænke over, at vi som journalister godt kan komme til at stille nogle binære ja/nej-spørgsmål, når vi sætter os for at undersøge noget.”

”For eksempel: Er en minister korrupt? Hvis svaret er ja, så er det en rigtig god historie. Og hvis svaret er nej, så er det en rigtig dårlig historie, som man aldrig kommer til at skrive. Men der tror jeg nogle gange, det hjælper at stille lidt mere åbne spørgsmål og så gå på jagt efter svaret.”

0 Kommentarer