”Jeg synes først og fremmest, at journalistik er enormt meningsfuldt. Det er bare sådan helt personligt tilfredsstillende at få lov at prøve at være en del af det, vi alle sammen gør, og få sandheden frem og være med til at spille en lille rolle i at sørge for, at vi har et oplyst demokrati.”

”Og i det, jeg laver nu, har jeg i høj grad følelsen af, at man hele tiden opdager, at der findes mange mennesker, der prøver at holde ting hemmelige, som faktisk er vigtige at få frem. Det er en kæmpe drivkraft for mig.”

Ordene kommer fra den nyslåede Cavling-vinder, 34-årige Theis Ehler Molin.

Det er kun to år siden, han blev fast journalist på Zetlands nye graversatsning, og det er kun syv år siden, han første gang satte sin fod i journalistbranchen.

Og han har mandag stadig svært ved at forstå, at det virkelig var ham og resten af holdet fra Zetland, journalisterne Kaare Sørensen, Mathias Mencke og Helle Fuusager, der fredag vandt den fornemme pris for deres afsløring af, hvordan minkavlerne blev overkompenseret med op til 10 milliarder kroner efter nedlukningen af minkerhvervet.

”Jeg håber ikke, det lyder som falsk beskedenhed. Det er det ikke, men jeg har på intet tidspunkt troet, at det her var cavlingvindende materiale. Vi håbede på at blive nomineret, for jeg har klart følt, at det var en super vigtig historie, men jeg havde ikke troet, at det ville blive belønnet på den måde,” siger han og tilføjer:

”Jeg havde på ingen måde forestillet mig, at det ville ske nu. Og slet ikke, at det ville ske blot to år efter, at vi for alvor er begyndt at lave undersøgende journalistik på Zetland og så kort inde i min egen karriere.”

Held i uheld

Theis Ehler Molins karriere er nemlig kort og anderledes. Og når man interviewer ham, kan man godt lidt høre, at han har en anden baggrund.

Den rolige stemme og de lange forklaringer tilhører en mand, der har taget en bachelor i antropologi, og som egentlig ville læse litteraturvidenskab, da en ny lov om dobbeltuddannelser spændte ben for ham.

I stedet tog han en tænkepause for at mærke efter, hvad han egentlig ville.

På et tidspunkt fandt han interesse for journalistik. Han var på dagpenge og fik en dagpengepraktik på Politiken, hvor han hjalp til ved deres podcastproduktion og fik en fed oplevelse.

Theis Ehlers Molin ved fredagens uddeling af Cavlingprisen.  Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

”Det var en verden, jeg havde lyst til at være i og arbejde i,” husker han.

Han besluttede derefter at søge dagpengepraktik på Zetland. Han landede pladsen, men inden han kom i gang, væltede han på sin cykel og fik en slem hjernerystelse.

Zetland indvilgede i at udskyde praktikken i et år, og det var måske held i uheld. For i stedet for de få måneder, som en almindelig dagpengepraktik varer, arbejdede Theis Ehler Molin grundet sin hjernerystelse i starten på nedsat tid, så han endte med en otte-ni måneder lang praktik hos Zetland.

Og så var han ikke længere i tvivl om, hvad han ville.

En ny drøm tog form

Matchet med Zetland var så godt, at han efter sin praktik blev tilbudt et job i løntilskud.

”Der var aftalen, at jeg halvdelen af tiden skulle lave support og kundeservice, mens jeg den anden halvdel af tiden kunne lave journalistik og prøve at blive dygtigere til det. Og det endte så med en fastsættelse med de samme vilkår bagefter,” siger han.

Og så ramte coronavirus verden. Og det gav Theis Ehler Molin en ny mulighed.

”Jeg kom med på et hold, der dækkede corona fuld tid, og jeg fik lov til midlertidigt at være fuldtidsjournalist. Jeg fik bidt mig fast derigennem, og så endte det med, at jeg blev fuldtidsjournalist.”

”Det var ikke en barndomsdrøm for mig at blive journalist, men da jeg først fik lov at prøve at lave journalistik, så var jeg ikke i tvivl om, at det var det, jeg ville. Og så blev det en ny drøm, der gik i opfyldelse,” siger han.

Selv om det er endt bedre, end han turde drømme om, så var især begyndelsen hos Zetland ikke nem.

Kunne ikke vinkle

For uden en uddannelse som journalist i bagagen var der mange ting, som Theis Ehler Molin ikke kendte til.

”Min baggrund har både været en fordel og en ulempe. Det var helt vildt hårdt og krævende i begyndelsen at prøve at bide mig fast i stillingen, fordi jeg grundlæggende ikke kunne finde ud af håndværket. Jeg forstod for eksempel slet ikke det med at vinkle,” siger han.

Han mener dog også, at hans baggrund har givet ham fordele:

”Jeg har måske søgt nogle steder hen i historierne, som var meget komplekse, og det giver måske en lidt anderledes type historier.”

Zetland-journalisterne Kaare Sørensen, Mathias Mencke, Helle Fuusager og Theis Ehler Molin har vundet Cavlingprisen.  Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Han sender også en tak til alle de redaktører, der gennem tiden har hjulpet ham.

”De har jo kunnet se, at jeg var fuldstændigt uduelig og famlende og afleverede ulæselige udkast til historier, men på en eller anden måde har de tænkt, at jeg skulle have en chance alligevel.”

Han roser i samme ombæring journalistbranchen for at være god til at tage imod folk, der ikke har en klassisk journalistisk baggrund.

”Jeg har fået ret stor respekt for mediebranchens åbenhed over for folk som mig og folk med en anderledes uddannelsesmæssig baggrund, fordi jeg også har mødt mange andre uden en journalistisk uddannelse, som også har gjort sig fortjent til en plads i den her branche.”

Men hvad drømmer man så egentlig om nu? Når man så kort inde i sin karriere har vundet en Cavling?

”Altså drømmen går jo på at lave god og ordentlig journalistik, og uanset hvor stolt og glad jeg og mine kolleger er over denne pris, så er det jo det at lave god journalistik, som er med til at forandre noget her i verden, der er det vigtigste. Og opgaven bliver nu at få snuden tilbage i sporet og holde fokus på at lave gode historier og ikke tænke alt for meget på priser og den slags.”