Regnskab

Udgiften til Berlingske Medias topledelse steg med 903.000 kroner

Anders Krab-Johansen ønsker ikke at uddybe, hvordan beløbet fordeler sig i direktionen

Selv om omsætningen hos Berlingske Media er den laveste i fem år, er der fundet rum til at øge vederlaget til koncernchef Anders Krab-Johansen og økonomidirektør Michael Bjerregaard, der udgør den øverste ledelse.

Det fremgår af Berlingske Medias årsregnskab.

Her kan man se, at udgifterne til det såkaldte ’executive board’, der udgøres af Anders Krab-Johansen og Michael Bjerregaard, er steget med 903.000 kroner fra 2022 til 2023.

Dermed udbetales der i alt 11.160.000 kroner til de to topchefer i 2023 mod 10.257.000 kroner året før.

Lønregulering, bonus og feriepenge

Det svarer til en stigning på knap 9 procent, hvilket er den højeste stigning i udgiften til topledelsen de seneste fem år. Til sammenligning har journalisterne på Berlingske i 2023 forhandlet en lønstigning på den personlige løndel på omkring 2,3 procent.

”Forklaringen på det højere beløb er, at direktionen er blevet lønreguleret i tråd med resten af virksomheden. Desuden er der bonusudbetaling i 2023-regnskabet, som vedrører resultatet for 2022, og dernæst indgår en ændring i udbetalingen af feriepenge, fordi loven er blevet ændret,” lyder det i en kommentar fra Anders Krab-Johansen til Journalisten.

Han ønsker ikke at fortælle, hvem af de to topchefer der tegner sig for hvilken andel af beløbet.

”Beløbet dækker direktionen, som der står,” skriver han.

I JP/Politikens Hus er der vedtaget en åbenhed om topchef Stig Ørskovs løn, som i 2023 lød på 6,21 millioner kroner. I Berlingske Media bliver posten dog ikke udspecificeret.

Det står dog klart, at de 9 procent ikke udgør det største spring i vederlaget til direktionen.

Fra 2018 til 2019 steg aflønningen af direktionen fra 5.787.000 kroner til 9.427.000 kroner – altså en stigning på knap 63 procent.

Fald i omsætningen

Overordnet set har Berlingske Media haft et svært 2023, hvor omsætningen faldt til 635,5 millioner kroner mod 730,7 millioner kroner i 2022.

Regnskabsresultaterne førte i januar til en sparerunde på mediet B.T., som ifølge Berlingske Media havde tabt 20 millioner kroner.

Den sparerunde udløste en mistillidserklæring fra B.T.’s medarbejdere til Anders Krab-Johansen:

”Vi ræser mod bunden i en nedadgående spiral, og det er en falliterklæring for Anders Krab-Johansens evner til at sætte og udføre en bæredygtig strategi for B.T.,” lød det blandt andet i et brev stilet til topchefen.

Præcisering: Vi skrev tidligere i rubrikken til denne artikel, at Berlingske Medias topledelse har fået et lønløft på 903.000 kroner. Det er nu rettet til, at det er udgiften til topledelsen , der er steget fra 2022 til 2023, da beløbet udover en lønstigning desuden består af en bonus samt en ændring i udbetalingen af feriepenge, fordi ferieloven er blevet ændret. Vi beklager fejlen.

1 Kommentar

Erik Schiøtt
4. APRIL 2024
Bonus og feriepenge er vel også løn?

Læs også

Chefen i Pilestræde: ”Jeg har en tydelig hånd”
Portræt

Chefen i Pilestræde: ”Jeg har en tydelig hånd”

05. FEBRUAR 2024
Sparerunde

B.T.-medarbejdere erklærer mistillid til Anders Krab-Johansen

16. JANUAR 2024
Borgerligt tabloid

B.T. hyrer blå værter og starter ”hardcore borgerligt” program

03. APRIL 2024