Berlingske taber sag om Den Lille Havfrue: Skal betale 300.000 kroner

Den Lille Havfrues arvingers ophavsret blev krænket, da Berlingske sidste år bragte tegning, slår retten fast

Der var tale om en krænkelse af ophavsretten, da Berlingske i maj sidste år bragte en karikaturlignende tegning og et fotografi af Den Lille Havfrue med mundbind på i to artikler.

Det har Østre Landsret afgjort, fremgår det af dommen på rettens hjemmeside.

Berlingskes chefredaktør, Tom Jensen, blev trukket i retten af arvingerne til billedkunstner Edvard Eriksen, der har skabt den turistvenlige statue på Langelinje.

Og nu har landsretten slået fast, at Berlingske skal til lommerne, og forhøjer vederlag og godtgørelse til 300.000 kroner.

Det var en dyster tegning af en havfruefigur, som prydede en forside af avisen i maj 2019. Figuren havde samme positur som skulpturen Den Lille Havfrue, men havfruen havde et zombielignende ansigt med røde øjne, og hun holdt et flosset Dannebrog.

Bag hende var der pigtråd, og over stenen, hun sad på, stod der med relativt stor skrifttype: ”Ondskaben i Danmark”. Tegningen var på forsiden af avisens 2. sektion og var en appetitvækker til en artikel om dansk debatkultur senere i avisen.

Tom Jensen forundret

Men tegningen var ulovlig, fordi den er et brud på ophavsretsloven. Det kom Københavns Byret også frem til, da byretten behandlede sagen i november 2020.

”Vi har lavet en reference i en redaktionel omtale, og det burde der være plads til. Vi må notere os, at landsretten mener noget andet. Nu vil vi sætte os ned og nærlæse dommen. Jeg har lige fået den. Derfor kan jeg ikke udtale mig i detaljen endnu, men overordnet set er vi stærkt forundret,” siger Tom Jensen til Berlingske.

Tom Jensen mener heller ikke, at det giver mening, at medier ikke kan gengive billeder eller tegninger af statuen.

”Vi anser det som et selvstændigt, redaktionelt værk, der er led i en samfundsdiskussion. En diskussion, medier skal kunne tage. Efter vores opfattelse har det ikke været en sag, der bør handle om ophavsret, men om mediers ret til at bruge deres ytringsfrihed og referere til nationale symboler såsom Den Lille Havfrue,” siger han til Berlingske.

Også Danske Medier er stærkt forundret over dagens afgørelse, som ifølge foreningen giver anledning til en række principielle spørgsmål om sammenstødet mellem ophavsret og ytringsfrihed. Foreningen vil nu nærstudere dommen og vurdere dens konsekvenser for de redaktionelle medier.

Arvinger vogter over ophavsret

De fleste aviser i Danmark har efterhånden været ude for at skulle betale en betydelig regning for at vise billeder af Den Lille Havfrue, og Berlingske fik også i 2005 en regning på 10.000 kroner for at have bragt et billede af den til at illustrere en historie om et muligt boom i dansk turisme.

Det sker da også med jævne mellemrum og så sent som i går, at store danske medier kommer til at vise billeder af havfruen for så at fortryde. Fejlen er så oplagt at begå, at fotobureauet Ritzau Scanpix har en advarsel stående ved billederne af hende.

Værket på Langelinie er beskyttet af paragraf 24, stk. 2 i ophavsretsloven. Det betyder, at man ikke uden videre må bringe billeder af Den Lille Havfrue som hovedmotiv eller andre kunstværker i det offentlige rum erhvervsmæssigt. Med andre ord må billedet kun bruges, hvis billedet indgår i en nyhedssammenhæng. Det kan for eksempel være, når og hvis Den Lille Havfrue har været udsat for hærværk.

Det er først om syv år, at medier frit kan bringe billeder af Den Lille Havfrue. På det tidspunkt har dens skaber nemlig været død i 70 år, så der ophører ophavsretten.

0 Kommentarer

Læs også

Havfruens arvinger tjener fedt på ophavsret

30. JULI 2007