Journalistik

Bekymrede B.T.-medarbejdere får opbakning fra journalister i resten af huset

Det skal tages alvorligt, når en stor gruppe af journalisterne i Pilestræde frygter, at ledelsen trækker journalistikken i en bestemt ideologisk retning, lyder det fra to tillidsrepræsentanter.

Hvilken journalistisk linje skal der være i Berlingske Media? Det er der tilsyneladende vidt forskellige meninger om internt i huset.

I går kom det frem, at medarbejderne på B.T. har sendt et bekymringsbrev til ledelsen, fordi de mener, at journalistiske grundprincipper bliver brudt for at fremme bestemte ideologiske og politiske budskaber.

Eksempelvis har en medarbejder ifølge brevet fået direkte besked på, at vedkommende skulle "finde noget" på de røde partier og ikke de blå.

Med brevet er det anden gang på et halvt år, at en medarbejderforening i huset retter kritik mod den øverste ledelse.

Minder om Weekendavisens kritik

På Weekendavisen giver sagen mindelser om den bekymring, Weekendavisens medarbejdere udtrykte over for den øverste ledelse i maj 2026.

Anledningen dengang var en kampagne fra Berlingske Media med budskabet: ”Hvis vi ikke er borgerlige, er vi ingenting”.

”Som medarbejdere føler vi os ikke trygge ved en forretningsstrategi, der brander Weekendavisen som en politisk aktør og dermed sår tvivl om vores journalistiske troværdighed samt risikerer at støde læsere og annoncører fra os,” lød det i en udtalelse fra Weekendavisens medarbejdere.

Fælles grundbekymring

Nu er det kollegerne på B.T., der retter kritik mod den journalistiske linje.

Og der er ligheder mellem de to sager, forklarer tillidsrepræsentant på Weekendavisen Gunver Lystbæk Vestergård.

”Det udspringer af en fælles grundbekymring i huset for, at man prøver at trække journalistikken i en bestemt ideologisk retning. I begge tilfælde er vi bange for at blive spændt for en vogn,” siger Gunver Lystbæk Vestergård.

”Det er jo noget, journalister reagerer stærkt på, fordi grundpræmissen er, at journalistikken skal være fri,” forklarer hun.

Det er jo en kritik af B.T., man også hører blandt journalister uden for huset.
Karl Selliken, tillidsrepræsentant, Berlingske

En meget, meget stor del af B.T.’s medarbejdere

Tillidsrepræsentant på Berlingske Karl Selliken siger, at han lytter godt efter, når kolleger udtrykker sig, som B.T.’s medarbejdere gør nu.

”Jeg kan forstå, at det er en meget, meget stor del af B.T.’s medarbejdere, der er bange for det her. Den bekymring skal vi tage alvorligt,” siger Karl Selliken.

Medarbejderforeningen på Berlingske har ikke været samlet for at diskutere sagen, og Karl Selliken vil ikke gøre sig til dommer over, hvad der er rigtigt eller forkert.

”Men det er jo en kritik af B.T., man også hører blandt journalister uden for huset og blandt almindelige mennesker. De spørger: Hvad er det, der foregår på B.T.? Så uanset hvem der har ret, så skal man tage bekymringen seriøst og kigge på det,” forklarer Karl Selliken.

Gunver Lystbæk Vestergård siger, at der blandt medarbejdere på Weekendavisen er blevet ytret bekymring for udviklingen på B.T.

”Hos os har der været snakke om, at det ligner, at journalistikken bliver tonet i en bestemt retning,” siger hun.

Intet kunne være mere forkert end hovedbudskabet i det brev.
Simon Richard Nielsen, chefredaktør, B.T.

Forkert hovedbudskab

Simon Richard Nielsen sagde i går, at han tager brevet fra B.T.'s medarbejderforening med ”en vis alvor”.

Men kritikken fra medarbejderne preller af.

”Vi er et frit og ansvarligt medie, og intet kunne være mere forkert end hovedbudskabet i det brev,” sagde Simon Richard Nielsen og fortsatte:

”For at slå det fast, så er det nu engang sådan, at der kun kan være én ansvarshavende chefredaktør, og jeg kan blankt afvise, at vores redaktionelle frihed er under pres.”

Også da Weekendavisens medarbejdere tilbage i maj var bange for at blive spændt for en vogn, afviste koncernens øverste chef, Anders Krab-Johansen, at kritikken havde noget på sig.

”Berlingske Media er et borgerligt mediehus og har været det i flere hundrede år. Så det er ikke nogen overraskelse for nogen, at man kan være et borgerligt mediehus, der laver fri journalistik.”

1 Kommentar

Jytte Kjærgaard Pedersen
I DAG 17:43
Vi andre bør støtte journalisterne på BT.