Borgerlighed

Anders Krabs kampagne får kritik fra Weekendavisens ansatte

Berlingske Media sender et signal om, at Weekendavisen forventes at skrive borgerlige artikler, lyder det i et kritisk brev til ledelsen fra medarbejderforeningen.

”Hvis vi ikke er borgerlige, er vi ingenting”.

Sådan lyder det i Berlingske Medias koncernkampagne #uundværlige, som den seneste tid har mødt læsere af husets papiraviser i store annoncer, ligesom det har været annonceret på blandt andet MediaWatch.dk og i årsrapporten.

Og formuleringen har særligt rystet Weekendavisens medarbejderforening. På et internt møde og i en efterfølgende udtalelse har medarbejderforeningen rettet kritik af øverste chef Anders Krab-Johansen for kampagnen:

”Som medarbejdere føler vi os ikke trygge ved en forretningsstrategi, der brander Weekendavisen som en politisk aktør og dermed sår tvivl om vores journalistiske troværdighed samt risikerer at støde læsere og annoncører fra os,” lyder det i udtalelsen, som Journalisten er i besiddelse af.

Borgerligt værdigrundlag

Citatet "Hvis vi ikke er borgerlige, er vi ingenting” kommer fra Weekendavisens debatredaktør, Christian Foldager, som i kampagnen #uundværlige udtaler:

”Weekendavisen og resten af Det Berlingske Hus skal være noget for nogen. Det nogen er – og har altid været – det borgerlige Danmark. Vores redaktørerklæring forpligter mig og alle andre i huset til at arbejde ud fra et borgerligt værdigrundlag.”

I sammenhæng med overskriften til annoncen mener Weekendavisens ansatte, at formuleringerne spænder dem for en politisk vogn. Og Anders Krab-Johansens svar til medarbejdergruppen på det interne møde har skabt usikkerhed i medarbejdergruppen, skriver de videre:

”Tilbage står den opfattelse, at du sender et signal om, at vi forventes at skrive artikler, som du opfatter som borgerlige. Weekendavisen har aldrig været og vil heller ikke være et menighedsblad. Som det blev påpeget på mødet, ville det skade vores journalistiske troværdighed, hvis kilder tror, at vi repræsenterer en bestemt politisk dagsorden, når vi kontakter dem.”

Krab: Svært ved at forstå det

Anders Krab-Johansen mener ikke, at kampagnen er til at misforstå, siger han til Journalisten.

Medarbejderne mener, at kampagnen spænder dem for en politisk vogn. Hvad siger du til det?

”Det har jeg svært ved at forstå. Hele Berlingske Medias formål er at understøtte journalistik. I alt, hvad vi laver og gør, viser vi, at vi understøtter fri journalistik, og der er ikke nogen, der bliver spændt for en vogn herinde.”

Alligevel slår de sig på formuleringen om, at ’hvis vi ikke er borgerlige, er vi ingenting’. Kan man ikke godt tolke det på den måde, at man for at arbejde i Berlingske Media skal have et borgerligt værdisæt?

”En ondsindet tolkning kan måske være derhenad, men Berlingske Media er et borgerligt mediehus og har været det i flere hundrede år. Så det er ikke nogen overraskelse for nogen, at man kan være et borgerligt mediehus, der laver fri journalistik.”

Er det ondsindet, at Weekendavisens ansatte tolker det sådan?

”Nej, det vil jeg ikke sige.”

Hvorfor kalder du det så en ondsindet tolkning?

”Fordi det var din tolkning.”

Men det er jo tydeligt, at flere af Weekendavisens medarbejdere har forstået det derhenad?

”Ja, men det har vi haft en snak om, og sådan skal det ikke forstås.”

Har selv valgt dem

Kampagnen har ud over Christian Foldager også spurgt øvrige ansatte i Berlingske Media.

Anders Krab-Johansen har selv valgt dem:

”Det er mig, der har lavet en liste over folk, jeg synes, vi skulle spørge om deres syn på, hvorfor vi er uundværlige.”

Spurgte du dem, fordi du forventede, at de ville svare noget i stil med, at det borgerlige er det vigtigste fundament?

”Det er fordi, jeg håbede og forventede, at de ville svare noget meget forskelligt, fordi det er vigtigt for os at være et hus, der har plads til mange forskellige mennesker og mange forskellige synspunkter.”

Han forsikrer i interviewet, at alle ansatte, herunder de venstreorienterede, er #uundværlige ansatte i Berlingske Media. Han understreger også, at journalistikken i huset skal være fri, men at husets værdier er borgerlige, som det er nærmere beskrevet i redaktørerklæringen fra 1948.

Så hvis man spørger dig som udgiver, mener du så, at Weekendavisen skal lave mere borgerlig journalistik, end de gør nu?

”Det har jeg ikke nogen mening om. Det skal du spørge Martin Krasnik, som er ansvarshavende chefredaktør, om.”

Tillidsrepræsentant Gunver Lystbæk Vestergård på Weekendavisen bekræfter over for Journalisten, at kampagnen har ført til bekymringer hos de ansatte:

”Jeg kan bekræfte, at der er den bekymring hos medarbejderne, og at vi er i dialog med ledelsen om det,” siger hun.

Her er hele brevet fra Weekendavisens medarbejderforening

Kære Anders Krab-Johansen,

Tak for mødet 8. maj og for at tage dig tid til at lytte til vores kritik.

Vi opsummerer her vores primære kritikpunkter på mødet, der omhandlede én konkret annonce i Berlingske Medias kampagne om uundværlige medarbejdere. Annoncen er et portræt af Weekendavisens debatredaktør under overskriften »Hvis vi ikke er borgerlige, er vi ingenting.« Den er både bragt på papir i årsberetningen, som et ekstra tillæg til avisen, der sendes ud til abonnenterne, digitalt på flere medier som MediaWatch og desuden som en fysisk kampagne, der er sat op på facaden af Berlingske Media i Pilestræde.

Som medarbejdere føler vi os ikke trygge ved en forretningsstrategi, der brander Weekendavisen som en politisk aktør og dermed sår tvivl om vores journalistiske troværdighed samt risikerer at støde læsere og annoncører fra os.

Desuden opfordrer vi til, at kampagnen indstilles, da den indeholder en faktuel fejl, der strider imod Berlingske Medias redaktørerklæring fra 1948.

For det første kritiserer vi, at kampagnen spænder Weekendavisen for en politisk vogn. Vi hviler på et konservativt grundsyn, der tjener og har tjent som et afgørende fundament igennem avisens historie. Det ligger imidlertid ikke i Weekendavisens publicistiske tradition at være politisk aktivistisk. Avisens kendetegn er at være frisindet, nysgerrig og velskrevet, samtidig med at vi altid betragter tidens skiftende luner med et kritisk blik.

For det andet undrer vi os over, at du som direktør for Berlingske Media – og dermed Weekendavisen – står bag en kampagne, der risikerer at støde halvdelen af vores læsere væk. Ifølge læserundersøgelser opfatter halvdelen af vores læsere sig selv som venstreorienterede, og vi forstår ikke, hvordan det gavner avisen at signalere til de læsere, at hvis vi ikke er borgerlige, er vi ingenting. Det samme gælder nye abonnenter, annoncører og skribenter, som vi hver dag arbejder for at tiltrække til avisen.

For det tredje kritiserer vi, at du på mødet fortolkede vores kritik af kampagnen som et ønske om at begrænse ytringsfriheden for vores kollega. Vi finder det upassende, at du rekrutterer en medarbejder til at medvirke i en kampagne, og at du efterfølgende beskylder os for at være ukollegiale og kritisere vores kollega, når vi udtrykker bekymring for reklamekampagnens forretningsmæssige effekter. Som flere af os gentog på mødet, er vores kritik udelukkende rettet mod dig. Ikke vores kollega.

For det fjerde opfordrer vi dig til at indstille kampagnen, da den indeholder en afgørende faktuel fejl. Det fremgår af citatboksen, at Weekendavisens debatredaktør skulle have sagt, at »Vores redaktørerklæring forpligter mig og alle andre i huset til at arbejde ud fra et borgerligt værdigrundlag«.

Dette er ikke korrekt. Det er kun redaktører, der skal skrive under på redaktørerklæringen, når de ansættes i huset. Hverken skribenter, layoutere, IT-folk eller sælgere er forpligtet til at arbejde ud fra et borgerligt værdigrundlag. Derfor er udlægningen af redaktørerklæringen i strid med vores journalistiske frihed.
På mødet anerkendte du, at kampagneteksten er faktuelt forkert, men du insisterer alligevel på at føre kampagnen til ende i sin nuværende form.
Som udgiver for netop en publicistisk virksomhed, der lever af at beskrive virkeligheden, er det ikke holdbart at bringe en åbenlyst forkert påstand, som man nægter at rette.
Hverken Weekendavisen eller Berlingske Media kan være tjent med at udbrede et budskab om avisen, som er direkte forkert.

Desuden har kampagnen og især dine svar på mødet skabt usikkerhed i medarbejdergruppen. Tilbage står den opfattelse, at du sender et signal om, at vi forventes at skrive artikler, som du opfatter som borgerlige. Weekendavisen har aldrig været og vil heller ikke være et menighedsblad. Som det blev påpeget på mødet, ville det skade vores journalistiske troværdighed, hvis kilder tror, at vi repræsenterer en bestemt politisk dagsorden, når vi kontakter dem. Vi håber derfor, at du kan betrygge avisens redaktionelle medarbejdere i, at der er fuld redaktionel uafhængighed i overensstemmelse med redaktørerklæringen, og i at det, der fremgår af annoncen, ikke passer.

Sidst, men ikke mindst står vi som medarbejdergruppe bag vores egen ledelse på Weekendavisen. Vi opfordrer til, at vores ledelse fremover involveres i alle kampagner, der involverer Weekendavisen eller avisens medarbejdere.

Venlig hilsen Medarbejderforeningen på Weekendavisen

1 Kommentar

Jens-Erik Sinnbeck
18. MAJ 2026
Fuld støtte til Medarbejderforeningen på Weekendavisen mod dette angreb på avisens grundlag.