Guide

Bekymringerne er mange, men sådan kan en chatbot hjælpe dig som journalist

Kunstig intelligens har taget et kvantespring ind i vores bevidsthed med ChatGPT. Men hvad kan man egentlig bruge det til som journalist? Vi kigger lidt i krystalkuglen

”Jeg synes simpelthen, det er så vildt.”

Chefen for Journalisten har sendt en mail med et digt om Lou Reed, som er digtet af chatrobotten ChatGPT, og det er sådan set udmærket.

Det berører Lou Reeds slentren langs New Yorks gader og stræder, musikken med Velvet Underground og Lou Reeds appel blandt samfundets udstødte.

Chefen har som mange øvrige mennesker i mediebranchen tastet løs i ChatGPT de seneste dage for at finde ud af, hvad den kan bruges til.

Men den kan altså ikke bruges til alt, for som en af skaberne bag, Sam Altman, skriver på Twitter, så er AI-chatrobotten ChatGPT enormt begrænset:

”Men den er god nok til nogle gange at skabe et misledende indtryk af dens storhed. Det er en fejl at stole på den til noget som helst vigtigt lige nu.”

Med andre ord er det en ”forpremiere på fremskridt”, som Sam Altman også skriver.

Men kan vi som journalister allerede nu bruge den til noget som helst?

Hjælp med en indledning

Vi testede det, da vi forleden skulle skrive en historie om den lækkede lydfil fra et møde i Venstre. For hvad er egentlig de værste tilfælde af politiske skandaler anført af lækkede lydoptagelser?

Watergate, lød det blandt andet fra ChatGPT.

Men det føltes alligevel som et lidt for gammelt eksempel.

Den nævnte også præsidentkandidaten Mitt Romney, der kom galt afsted efter læk af en lydoptagelse.

Så bad vi maskinen forfatte en indledning:

Det var som sådan ikke helt ved siden af, men vi skulle selvfølgelig selv faktatjekke alle oplysninger og skrive dem lidt til.

Vores indledning endte sådan her i den endelige artikel:

Slut med at transskribere?

Vores lille forsøg med ChatGPT løfter en mikroskopisk lille smule af sløret for, hvad man egentlig kan bruge kunstig intelligens til.

På Zetland sidder internetjournalist Frederik Kulager i mediets nystiftede graverafdeling, hvor han er i gang med et lydprojekt, der kommer til at kræve mange timers transskribering.

Faktisk så mange, at Zetland havde hyret en person udefra til udelukkende at transskribere.

Men så opfandt mediet sin egen transskriberingsløsning, som vi også har beskrevet i denne artikel.

Og nu er personen udefra i stedet hyret ind som en ekstra journalistressource på redaktionen.

”Det er ret vildt. Det har faktisk betydet, at han har fået et arbejde,” siger Frederik Kulager.

Og de færreste journalister er vel decideret glade for at transskribere selv:

”Jeg tror, han er meget glad for at blive gjort overflødig af en robot.”

Kan hjælpe med researchen

Så i virkeligheden kan den kunstige intelligens mest af alt betragtes som en form for assistent, hvis man har de optimistiske briller på.

I stedet for at søge, klikke, søge og klikke rundt inde på Google, kan man med en række kommandoer bede den om at gøre noget af det hårde arbejde i researchprocessen.

Det har Frederik Kulager også set en fidus i.

Han bruger blandt andet kunstig intelligens til at gennempløje lange PDF-filer for interessante detaljer, men har også selv rodet med GPT3, som er modermaskinen bag ChatGPT. For eksempel har han givet den noget input, hvorefter den skrev sammenhængende tekster.

”Så hvis jeg nu skulle sidde med noget, jeg ikke rigtig ved så meget om, som for eksempel: ’Hvad er den nuværende lovgivning om cookieregler på EU-området?’, så kunne jeg bare bede den om at komme med en ordentlig smøre,” siger Frederik Kulager.

Og selvfølgelig skal det altid faktatjekkes efterfølgende, men det er alligevel en stor hjælp, siger Frederik Kulager.

”Man kan sige, at det allerede nu kan hjælpe os med de dele af en artikel eller et journalistisk produkt, der ikke er interview og vinkling og sådan noget,” siger Frederik Kulager, men retter så sig selv.

For egentlig kan kunstig intelligens også hjælpe med vinkling og eller generering af idéer.

For eksempel finder Frederik Kulager det interessant at beskæftige sig med Kinas rolle i verden i forhold til digitalisering og cybersikkerhed:

”Så kan jeg bede den komme op med 10 hot takes. Både på, hvad der sker nu, men også, hvad der måske kunne være udviklingen over de næste fem til ti år,” siger Frederik Kulager.

Kan bruges til at grave

Også Tommy Kaas, der er den ene halvdel af research- og analysevirksomheden Kaas & Mulvad, kan se perspektiverne i kunstig intelligens.

For eksempel hjalp han på et tidspunkt Fagbladet 3F med at lave analyse af dødsulykker gennem 13 år, hvor researchen bestod af kassevis med materiale.

For at overskue materialet blev det hele lagt ind i regneark, hvorefter journalisterne skrev nøgleoplysninger ind, så det kunne sorteres i kolonner.

Derefter blev der skrevet referater af flere af de enkelte sager, der stadig ligger på internettet.

”Der kunne jeg altså sagtens forestille mig, at sådan et program ville kunne overtage opgaven med at løbe datamaterialet igennem,” siger Tommy Kaas om fremtidsperspektiverne.

”Jeg kunne også forestille mig, at de mange referater, som de brugte månedsvis på at skrive, kunne laves relativt hurtigt af en kunstig intelligens,” fortsætter han.

Revolution af rutineopgaver

Men selvfølgelig ville det stadig kræve faktatjek og en systematisk gennemgang for fejl.

Ifølge Frederik Kulager og Tommy Kaas ligger der også et potentiale for medierne i at gå ind på markedet for kunstig intelligens.

Faktisk kan man forestille sig, at medier kan tjene penge på eksempelvis at opfinde løsninger, der enten kan bruges journalistisk eller til at gøre livet lettere for brugere, der ønsker specialiseret viden.

Det viser sig også i udlandet, hvor adskillige nyhedsmedier er gået ind på markedet.

Blandt andet udvikler nyhedsbureauet Reuters allerede nu sine egne løsninger baseret på kunstig intelligens.

Her på Journalisten holder vi os i første omgang til at teste de tjenester, der ligger derude. Og her runder vi af med at bede ChatGPT om hjælp til at runde artiklen af:

 

 

1 Kommentar

Jesper Haller
16. DECEMBER 2022
Dream on ;-)