Et læk af en optagelse kan være den direkte vej mod en katastrofe.

Det forstod blandt andre den republikanske præsidentkandidat Mitt Romney, der i en hemmeligt optaget samtale med donorer sagde, at 47 procent af amerikanerne ikke ville støtte ham, fordi de på den ene eller den anden måde er afhængige af staten og føler sig som ofre.

Mange tolkede Romneys ord på optagelsen som udtryk for elitær arrogance, og trods flere undskyldninger endte Mitt Romney med at tabe til den demokratiske kandidat Barack Obama.

Lige så afgørende bliver lækket af de fortrolige samtaler i Venstre til B.T. måske ikke. Men alligevel er det opsigtsvækkende, at B.T. har bragt et udskrift af en optagelse fra et internt møde.

”Det mest overraskende har været, at der ikke har været nogen nævneværdige læk fra regeringsforhandlingerne på Marienborg, på trods af at der er flere partier med ved bordet,” siger Niels Thulesen Dahl, der er politisk analytiker ved Jyllands-Posten og tidligere særlig rådgiver.

”Lækket i B.T. er bemærkelsesværdigt nok ikke fra et forhandlingsmøde med flere partier, men fra et internt møde i Venstre. Og det siger rigtig meget om situationen i Venstre,” mener han.

Bliver vi klogere?

En afgørende del af fortællingen er også, at lækket kommer, mens politiske journalister i hele landet tripper for at få indsigt i, hvad der foregår ved forhandlingsbordet. Derfor er der også en risiko for, at journalisterne bliver brugt af politikerne, vurderer Ejvind Hansen, der underviser i journalistikkens rolle i samfundet på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole:

”Det gør de da, og det ved de også godt. Og de fleste, der arbejder inden for politisk journalistik, ved også godt, at læk er et redskab til at styre samtalen. Nogle gange til en fordel og nogle gange til en ulempe,” siger han.

Men det har også en masse indbyggede udfordringer at bringe en lydfil, fordi verden hurtigt kan ændre sig i politik.

”Der er ikke nogen i Venstre, der har skrevet under på, at det bliver sådan, som det fremlægges i optagelsen, så det kan nå at ændre sig mange gange. Og Jakob Ellemann-Jensen kan bare sige, at han ikke vil kommentere det, da det er sagt fortroligt. Og på den måde kan det blive mere hypotetisk end reelt indhold, hvilket bliver en udfordring for journalistikken,” siger Ejvind Hansen.

Det gælder især den seneste halvanden måneds tid, hvor den politiske dækning ifølge Ejvind Hansen har været meget hypotetisk og spekulativ:

”Det holder interessen i gang, men spørgsmålet er, om vi bliver klogere af det.”

Karkluden vrides

Konkret savner de politiske journalister at give offentligheden svar på, hvad Venstre tager i betaling for at lukke ned for udmeldingerne om en advokatundersøgelse af Socialdemokratiets rolle i minksagen.

Men der slipper ikke meget ud fra forhandlingerne, der typisk er foregået mellem partierne i statsministerboligen Marienborg i Kongens Lyngby.

”Og det gør jo selvfølgelig, at vi hver eneste dag må vride karkluden rigtig meget for at få en lille smule ud af det. Og det er ikke, fordi vi som politiske journalister har krav på at vide alt muligt. Politikerne må selv bestemme, hvad de vil sige og ikke sige. Men det er vores opgave at beskrive så nøjagtigt som muligt, hvad der foregår. Og det kræver lige nu en ekstra indsats at få noget af det frem,” fortsætter Niels Thulesen Dahl.

Derfor har de hemmelige optagelser fra Venstres forretningsudvalg, der består af 25 mennesker, da også vakt opsigt i det politiske landskab, da det giver en pejling om de emner, der ligger i tykke papirstakke på forhandlingsbordene på Marienborg.

”Jeg har hørt rigtig mange emner, som skulle have været på bordet, som jeg ikke turde skrive. Det kræver ekstra agtpågivenhed, fordi der er så få, der ved, hvad der foregår. Det er det gamle ordsprog med, at dem, der ved noget, de siger ikke noget. Og dem, der siger noget, de ved ikke noget,” siger Niels Thulesen Dahl om at navigere i det uvisse.

Prisen på grisen

Peter Lautrup-Larsen er en af de journalister, der har brugt 40 år på at trippe rundt i Christiansborgs indviklede gange og paternosterelevatorer for at få politikernes hemmeligheder frem i lyset. Han har også arbejdet som pressechef for Det Radikale Venstre.

I dag er han gået på pension, men følger stadig med fra sidelinjen.

”Man skal jo altid overveje, hvorfor folk lækker noget, da det også kan være af egeninteresse. Som min første politiske chef, Niels Helveg Petersen, sagde, så skal man ikke undervurdere den politiske dumhed. Der er altid folk, der falder for fristelsen,” siger han.

Dermed udelukker han ikke muligheden for, at optagelsen faktisk kan gavne Venstre-formand Jakob Ellemann-Jensen, der kæmper med at forklare sit bagland, hvad partiet får ud af at sidde til bords med socialdemokraten Mette Frederiksen.

Men det kan også være nogen, der ønsker at skabe intern sabotage, fremhæver Peter Lautrup-Larsen.

I hvert fald giver det nu både vælgerne, de politiske journalister samt Venstres bagland en indikation af, hvad Venstre vil tage i betaling for at pege på Mette Frederiksen som statsminister. Eller ”prisen på grisen”, som Peter Lautrup-Larsen formulerer det.

Og det er også udtryk for, at det under de nuværende regeringsforhandlinger har været svært at få indsigt i forhandlingernes bogstaver.

”Den her situation er mest sammenlignelig med regeringsforhandlingerne i ’det sorte tårn’ i 2011, hvor vi stod udenfor og reelt ikke vidste, hvad der foregik. En gang imellem forbarmede en partileder sig over os og stillede op for at sige ingenting, men ellers var man afhængig af, hvad spindoktoren fortalte en. Og nu går jeg jo ikke inde på Christiansborgs gange mere, men det ligner det samme,” siger Peter Lautrup-Larsen.