Feedback

Anders Krab-Johansen: Berlingske-artikel om B.T. er ”stærkt misvisende”

At Berlingske nærmest skriver en nekrolog over det tabloide brodermedie B.T. er ”stærkt misvisende”, mener koncernchef Anders Krab-Johansen

”Hvad er det her for noget?”

Det var, hvad koncernchef i Berlingske Media Anders Krab-Johansen tænkte, da han i sidste uge læste en artikel fra en af koncernens medier. Det siger han i B.T.-podcasten ’Q&Co’.

Hans undren udsprang af en længere fortælling i Berlingske, der beskriver, at B.T. ”ræser mod bunden i en nedadgående spiral” efter sin storhedstid, hvor magtens elite frygtede det tabloide medie.

Artiklen i Berlingske var bundet op på den fyringsrunde, B.T. netop har været igennem. En fyringsrunde, der ifølge artiklen efterlader B.T. med anslået 30 fastansatte journalister.

Anders Krab-Johansen forklarer i ’Q&Co’, at der faktisk er 72 redaktionelle medarbejdere på B.T., og at ”en eller anden tosse har fundet på” tallet, der lyder på 33. Der er derfor ifølge koncernchefen slet ikke nogen grund til at skrive en nekrolog over B.T..

Berlingske lytter altid gerne

Det kan godt være, at B.T. i øjeblikket er en underskudsforretning, men koncernchefen hæfter sig ved, at mediet stadig har stor gennemslagskraft og når en million danskere om ugen:

”Jeg synes, den (artiklen i Berlingske, red.) er stærkt misvisende,” siger Anders Krab-Johansen i ’Q&Co’.

Anders Krab-Johansen fremhæver i podcasten, at B.T. satte brand i Moderaterne, og at B.T. de seneste måneder har beskæftiget sig indgående med ”Enhedslistens terrorforbindelser”.

”På indholdssiden forstår jeg simpelthen ikke, at der sidder nogen og siger, at gamle dage var så meget bedre,” siger Anders Krab-Johansen i podcasten.

Forelagt kritikken fra koncernchefen, lyder svaret fra Berlingskes chefredaktør, Tom Jensen:

”Vi lytter altid gerne til feedback om vores journalistik. Også kritisk feedback. Det gælder selvfølgelig også i dette tilfælde,” skriver Tom Jensen, der ikke har yderligere kommentarer, til Journalisten.

”B.T. vil ikke blive lukket”

Koncernchefen ønsker ikke at kommentere på rygterne om, at belgiske DPG Media er ved at sælge Berlingske Media. Men han slår fast, at B.T. i et eventuelt salg vil være meget værdifuldt.

”I kan være helt rolige: B.T. er ikke i gang med at blive lukket. B.T. vil ikke blive lukket. Jeg har ikke hørt nogen tale om, at det skulle blive lukket. Jeg forstår ikke, hvor det kommer fra.”

Den netop overståede sparerunde på B.T. betyder, at mediet har vinket farvel til ni journalister og har ændret fundamentalt på strukturen på B.T.

Samtlige fagredaktioner er blevet nedlagt, og alle de redaktionelle medarbejdere bliver samlet i én stor central nyhedsredaktion. Derudover skal avisen have otte fagredaktører, som sørger for, at B.T. har de rigtige historier inden for områderne sport, underholdning, krimi, penge, debat, politik, samfund og udland.

Og den nye struktur vil ikke stå i vejen for, at B.T. i fremtiden kan sætte dagsorden, sagde chefredaktør Simon Richard Nielsen i sidste uge til Journalisten:

”B.T. vil stadig producere unikt, egenproduceret indhold. Vi vil stadig sætte dagsorden med vores journalistik og stadig lave afsløringer,” sagde han.

2 Kommentarer

Helle Schøler Kjær
22. NOVEMBER 2024
Nå men hvad er det så, 72 eller 33?
Sebastian Goos
27. NOVEMBER 2024
Hej Helle,
Det har vi forsøgt at få et svar på her: https://journalisten.dk/tillidsfolk-ikke-i-orden-at-krab-kalder-medarbejder-for-tosse/

MVH Sebastian Goos fra Journalisten

Læs også

Nedskæringer

Fra tabloid triumf til digital dødskamp: Hvordan gik det så galt for B.T.?

20. NOVEMBER 2024
Strategi

B.T.’s lukning af fagredaktioner virker ”mere nødvendig end fornuftig”

12. NOVEMBER 2024
Sparerunde

”Stærkt decimeret” B.T. vinker farvel til 9 journalister

14. NOVEMBER 2024