Nedskæringer

Fra tabloid triumf til digital dødskamp: Hvordan gik det så galt for B.T.?

B.T. er gået fra at være en af Danmarks største aviser til at være en skygge af sig selv. I dag kæmper B.T. for livet, og ekspert har svært ved at se en fremtid for mediet

Farumsagen med Peter Brixtofte, Helle Thorning-Schmidts skattesag og Prins Henrik, der følte sig ydmyget. Alle de store B.T.-historier blev genfortalt, da B.T. fyldte 100 år og blev fejret med en flot jubilæumsbog i 2016.

I bogen blev spørgsmålet dog rejst:

Hvordan ville B.T. mon klare sig i fremtiden efter nogle år med ”voldsomme dyk” i avisens oplag.

Heldigvis var der ingen grund til bekymring.

Digitalt lå B.T. lunt i svinget som det næststørste nyhedssite på nettet og havde aldrig været i kontakt med så mange danskere før.

Med og uden punktum

Få faste journalister har de seneste år levet et så omtumlet og utrygt arbejdsliv som journalisterne på B.T. med utallige fyringsrunder og chefredaktører, der har passeret gennem redaktionen med hver deres løsning på avisens redning – for så at være væk kort tid efter.

B.T. er både blevet stavet med og uden punktummer – uden at det har kunnet forbedre avisens økonomi.

Et af de få lyspunkter i dag er, at bt.dk har fastholdt positionen som et af danskernes foretrukne nyhedsmedier på nettet.

Målt på trafik er B.T. nemlig fortsat det næststørste nyhedssite (efter Ekstra Bladet).

Problemet er bare, at det ikke er nok at have en masse trafik, forklarer lektor Aske Kammer fra Roskilde Universitet.

”Sidevisninger er dejligt, hvis man kan tjene penge på det. Men jeg tror ikke, at mange medier i dag ønsker, at det skal være det bærende for deres forretning,” siger Aske Kammer, der forsker i mediernes digitale omstilling.

Det er svært at se, hvordan B.T. kommer ud af det. Jeg har faktisk svært ved at se vejen frem.
Aske Kammer, lektor, RUC

Fra 114 DJ-ansatte til 30

Få aviser har været igennem så mange sparerunder som B.T..

På halvandet år har der været nedskæringsrunder på B.T. tre gange.

Ved den seneste sparerunde i sidste uge forlod ni journalister avisen, så der i dag er anslået 33 DJ-medlemmer ansat.

Går man tilbage til 2006, var der næsten fire gange så mange DJ-medlemmer på B.T., nemlig 114 medlemmer.

 

Den årelange udpining af redaktionen fik i januar 2024 B.T.’s medarbejdere til at udtrykke mistillid til Berlingske Media-koncernchef Anders Krab-Johansen: ”Vi ræser mod bunden i en nedadgående spiral,” lød det i en udtalelse.

Ifølge Aske Kammer er B.T. fanget i en ond spiral, som er svær at komme ud af.

”Når man har færre medarbejdere, er det også sværere at tiltrække læsere, og det går ud over indtægterne – og så er man nødt til at afskedige flere. Det er svært at se, hvordan B.T. kommer ud af det. Jeg har faktisk svært ved at se vejen frem,” siger Aske Kammer.

Var trykstop klogt?

Mens Ekstra Bladet fortsat tjener penge på annoncer og abonnementer, lagde B.T. papiravisen i graven for to år siden.

I weekenden sagde den tidligere chefredaktør Michael Dyrby, der igangsatte processen med at lukke papiravisen i et interview til Berlingske, at han i dag er usikker på, om det var den rigtige løsning at droppe papiret.

”Vi troede på, at hvis vi satsede fuldstændig konsekvent og fokuserede alle vores kræfter på en ’mobil digital strategi’, så ville alt også blive lykkeligt. Men det er jo altid nemmest at være rigtig klog bagudrettet,” forklarede Michael Dyrby.

B.T. kæmper med techgiganterne om de digitale annoncekroner. Foto: Jens Dige/Ritzau Scanpix

I dag er B.T.’s forretningsmodel, at alle pengene skal komme fra digitale annonceindtægter.

Dermed er B.T. oppe at slås med nogle internationale kraftkarle som Facebook og Google, hvor B.T. til sammenligning er en miniput.

”Med al respekt for B.T. er det nok en kamp, hvor de er lidt overmatchet,” siger Aske Kammer.

Geir Terje Ruud, konsulent og tidligere digital chefredaktør på Ekstra Bladet, ser mere optimistisk på B.T.’s muligheder.

Men det kræver, at B.T. går væk fra clickbait-strategien og bliver et ”godt, tabloidt kvalitetsmedie”.

”Det er lykkedes i andre lande. Men det kræver en dedikeret indsats over tid,” forklarer Geir Terje Ruud i en mail.

Opgaven kan klares med en redaktion på omkring 40 mand, mener han.

Problemet er, at omstillingen til andre indtægtskilder burde være startet for flere år siden.

”Muligvis er det for sent. Det kræver i hvert fald en betydelig investeringsvilje,” siger han.

Vi var mange mennesker dengang – en blanding af unge talenter, garvede kræfter, tosser, weirdos og kreative folk.
Jakob Priess, tidligere B.T.-journalist og Cavlingvinder

Weirdos og kreative folk

Jakob Pries var journalist på B.T. fra 1999 til 2005, som i den periode var en helt anden og meget større avis end i dag.

Da Jakob Priess startede, var der nok omkring 150 journalister på redaktionen.

”Vi var mange mennesker dengang – en blanding af unge talenter, garvede kræfter, tosser, weirdos og kreative folk,” fortæller han.

Der blev sat en stor ære i at lave de bedste forsider og spisesedler, hvor der blev leget med ordene.

”Der var en sproglig opfindsomhed på avisen, man ikke så mange andre steder. Det slog blandt andet igennem i rubriksproget,” siger Jakob Priess.

Hvis forsiden solgte godt, var den økonomiske gevinst enorm.

For eksempel var Jakob Priess og Morten Pihls Cavling-vindende artikler om Peter Brixtofte og Farumsagen en regulær cash cow.

”Med artiklerne fra Farumsagen hentede vi et halvt års indtægter. Vi solgte 500.000 flere aviser end normalt,” siger Jakob Priess.

Afsløringerne i Brixtofte-sagen trak adskillige forsider og solgte uhørt mange aviser. Foto: Jørgen Jessen/Ritzau Scanpix

Vi lukker hvis …

Mens B.T. op gennem 1980’erne flere gange slog oplagsrekorder med et dagligt salg på over 250.000 aviser, var oplaget faldet til 150.000 eksemplarer, da Jakob Priess i 1999 begyndte på avisen.

Dengang snakkede medarbejderne om, at avisen burde lukke, hvis det utænkelige skulle ske, at oplaget faldt til 100.000 eksemplarer.

Men da oplaget rent faktisk faldt til 100.000 eksemplarer, blev løsningen nedskæringer, ikke en lukning. Det samme skete, da oplaget faldt til 80.000 eksemplarer.

”Der blev ikke talt så meget om, hvordan man kunne vende kurven. Man vænnede sig bare til, at den nedre grænse hele tiden blev flyttet,” siger Jakob Priess, der blandt andet arbejdede på B.T.’s samfundsredaktion.

Med den seneste sparerunde er fagredaktionerne nedlagt, og journalisterne har ikke længere et stofområde. I stedet samles de i én central nyhedsredaktion.

B.T.’s ansvarshavende chefredaktør, Simon Richard Nielsen har, forklaret, at B.T. ikke sænker ambitionerne.

”Vi kommer stadig til at arbejde med kilder, vi kommer stadig til at lave afslørende journalistik og til at sætte dagsorden. Det er jeg meget tryg ved,” har han fortalt til Journalisten.

En skygge af sig selv

Men uanset hvordan man vender og drejer det, er B.T. ikke, hvad B.T. var engang, forklarer Aske Kammer.

”Med kun omkring en tredjedel journalister tilbage kan man med rette sige, at B.T er en skygge af sig selv,” siger han.

Så medmindre der kommer en anden forretningsmodel, vil B.T. blive et ”mere perifært medie, som sætter et mindre aftryk på nyhedsdagsordenen”, forudser Aske Kammer.

B.T. skal ikke løbe efter de samme politibiler og jagte de samme historier som DR og TV 2, som er meget bedre bemandet.
Geir Terje Ruud, konsulent og tidligere digital chefredaktør på Ekstra Bladet

B.T. er B-holdet

Også i kampen med rivalerne på Ekstra Bladet kommer magtbalancen til at forrykke sig – hvis det ikke allerede er sket.

Mens B.T. nu er nede på anslået 33 DJ-medlemmer, er der 80-90 DJ-medlemmer på Ekstra Bladet.

”Det, jeg ser, er, at der er et A-hold og et B-hold, hvor B.T. er B-holdet,” siger Aske Kammer.

Spørgsmålet er, om B.T. i virkeligheden er inde i en form for dødskamp, hvor mediet ikke findes længere inden for en overskuelig årrække.

Fremtiden kommer til at afhænge af et eventuelt salg af Berlingske Media.

”Jeg tror, at vi skal være åbne over for det scenarie, at B.T. inden for en årrække ikke er her mere i den form, som vi har kendt det,” siger Aske Kammer.

Geir Terje Ruud ser muligheder i, at B.T. går fra at være et medie for alle til at være mere relevante for færre læsere.

Engang havde B.T. et godt tag i de kvindelige læsere og har for eksempel afsløret uduelige brystkirurger.

Alternativet med at gabe over alt er helt håbløst.

”B.T. skal ikke løbe efter de samme politibiler og jagte de samme historier som DR og TV 2, som er meget bedre bemandet,” forklarer Geir Terje Ruud.

Vi håbede, at det var B.T., der ville overleve, men vi frygtede, at det var Ekstra Bladet.
Jakob Priess, tidligere B.T.-journalist og Cavlingvinder

Rubriksprog blev allemandseje

Når Jakob Priess ser sin gamle arbejdsplads på afstand, finder han det ikke så mærkeligt, at nogle medier må dø. De ligner nemlig hinanden mere og mere.

Selv rubriksproget er blevet det samme.

”Det ironiske er, at vores tabloide rubriksprog på B.T., som blev set som underlødigt, endte med at blive recepten for den måde, man laver overskrifter online i dag,” siger Jakob Priess.

På medier som Berlingske, Politiken, TV 2 og DR er det blevet helt almindeligt at arbejde med en rap rubrik, et fængende billede og tilbageholdt information, siger han.

”Det er i dag allemandseje.”

Allerede dengang Jakob Priess var ansat på B.T., blev der talt om, at markedet for tabloidaviser i Danmark nok ikke var stort nok til både B.T. og Ekstra Bladet.

”Vi håbede, at det var B.T., der ville overleve, men vi frygtede, at det var Ekstra Bladet.”

0 Kommentarer