I fredags præsenterede kulturminister Joy Mogensen forslaget til den lov, der skal implementere EU’s copyright-direktiv fra 2019 i dansk lovgivning. Loven – og direktivet – får især opmærksomhed, fordi den blandt andet skal gøre det muligt for medier at kræve penge for tech-firmaernes brug af deres indhold, eller uddrag af det.

Det minder om det, den australske regering vil med en ny lov, der pludselig fik hele verdens opmærksomhed, da Facebook blokerede for alle australske medier på platformen. Derfor vil der også være nogle, der holder vejret i Danmark og resten af EU, mens man implementerer EU-direktivet i de enkelte landes lovgivning.

Både Facebook og Google har meldt ud, at der er klare linjer, de ikke vil krydse. Men vil den kommende danske lov betyde, at Facebook og Google også truer med at trække stikket i Danmark – og ligefrem gør det? Her er mine bedste bud:

Nævnet, der kan bestemme beløbet

En af de ting, Facebook stejlede over i Australien, og som førte til blokeringen, var det, man kalder ”tvungen voldgift”: At en uafhængig instans kan afgøre vilkårene i aftalen, hvis eksempelvis en gruppe medier og Facebook ikke kan blive enige.

Sådan en instans introduceres også i det danske lovforslag. Her får Ophavsretslicensnævnet nemlig udvidet sine beføjelser og får til opgave at træde ind, hvis parterne ikke kan blive enige. Nævnet får, hvis loven bliver vedtaget i sin nuværende form, beføjelser til ikke blot at sikre en aftale, men også bestemme rammerne, herunder hvad eksempelvis Facebook eller Google skal betale.

I lovforslaget står der i paragraf 29a, stykke 3:

”Opstår der spørgsmål om, hvorvidt en organisation, der efter § 50, stk. 4, er godkendt til at indgå aftaler omfattet af stk. 1, stiller urimelige vilkår for at indgå aftale, kan hver af parterne forelægge spørgsmålet for Ophavsretslicensnævnet, jf. § 47. Nævnet kan fastsætte vilkårene, herunder vederlagets størrelse.”

Det er også Ophavsretslicensnævnet, der kan få sidste ord, hvis der ikke kan opnås aftaler i forbindelse med upload af copyright-beskyttet materiale, som er et andet aspekt fra EU-direktivet, lovforslaget også skal implementere.

I begge tilfælde foreslår Kulturministeriet, at alle aftalens parter har mulighed for at tage en, forlist, forhandling til Ophavsretslicensnævnet, hvis man mener, en anden part stiller urimelige krav.

”Kommer der et nævn med de beføjelser, der er lagt op til her, så vil det for mig at se betyde, at der er en ekstern instans, der er overdommer i forhold til de aftaler, eksempelvis Facebook indgår med medierne,” siger Aske Kammer, der er centerleder ved DMJX til Politiken.

Spørgsmålet er så, hvordan det ser ud i forhold til den nye lov i Australien. Lad os derfor tage et kort smut ”down under”.

For det første er det vigtigt at huske på, at der er forskel på den australske og den europæiske tilgang. I EU handler det om ophavsret, mens det i Australien handler om konkurrencelovgivning og kampen mod monopol. Derfor går australierne anderledes til værks; det er blandt andet et skævt forhold mellem et medie og for eksempel en tech-virksomhed, der kan udløse mediets ret til at forhandle en aftale på plads, ligesom tech-virksomheden bliver forpligtet til at varsle algoritmeændringer i god tid.

Den slags aspekter handler det ikke om i EU. Godt nok har EU regler og krav om blandt andet algoritmetransparens på vej, men det vil tage nogle år, før det bliver gældende lov.

Vigtige tilføjelser

Efter Facebooks blokering af australske medier blev der desuden føjet et par vigtige ændringer til loven i Australien, som gjorde, at Facebook ville være med alligevel. Det kan du læse om hos blandt andet CBNC og hos BBC, men lad os kigge på nogle af de vigtigste.

For det første bliver Facebooks eksisterende samarbejder med medier og bidrag til journalistikken nu taget i betragtning i forbindelse med, hvem de skal indgå aftaler med samt hvilke typer aftaler. Derudover blev den tvungne voldgift, jeg nævnte tidligere, udskudt. Nu får parterne to måneder til at forhandle, før voldgiften træder ind.

”If negotiations fail, an independent arbitrator can set the price they pay domestic media – something analysts say benefits the news groups,” som BBC skriver.

Det minder om de formuleringer, vi ser i kulturministerens lovforslag. Der vil være en forhandlingsperiode, hvor parterne kan søge at nå til enighed. Lykkes det ikke, og synes et medie eksempelvis, at Facebook stiller urimelige krav, kan det så ende med en afgørelse ved Ophavsretslicensnævnet.

Nævnet foretager en såkaldt rimelighedsvurdering, der ifølge lovforslaget ”bør foretages ud fra en samlet vurdering af den konkrete sags omstændigheder, idet der ved afgørelsen blandt andet bør lægges vægt på almene samfundsmæssige hensyn og konkurrenceretlige hensyn”.

Men selv om det danske lovforslag minder om den reviderede lov i Australien, er der nogle røde lamper, vi skal være opmærksomme på i de kommende uger. Den nye lov i Australien giver Facebook og Google større kontrol over aftalerne, da eksisterende aftaler og bidrag bliver taget med i betragtning.

Det er der ikke lagt op til i den danske lovgivning, der som nævnt kun handler om udnyttelse af indhold, eller uddrag af indhold. Det vil i så fald være op til aftaleparterne at inddrage eksisterende samarbejder – eller at det ligger under de hensyn og omstændigheder, Ophavsretslicensnævnet bør lægge vægt på.

Kort svar: Vi ved det simpelthen ikke endnu – så hold øje med pressemeddelelser og udmeldinger fra især Facebook og Google.

Hvor langt er kort?

Et interessant aspekt her er en meget central formulering i direktivet. Uddrag er undtaget den nye ophavsret, forudsat at de er ”meget korte”. Denne vage formulering betyder, at der ikke er nogen defineret grænse.

I det nye lovforslag vælger Kulturministeriet ikke at sætte en max-grænse. I stedet er der tale om ”en dynamisk standard, der vil udvikle sig over tid, hvorfor det vil være for statisk og ufleksibelt at fastsætte, at et bestemt antal ord udgør et meget kort uddrag,” skriver de i loven og skubber afgørelsen videre til aftaleparterne.

Her kunne ministeriet ellers have tvunget Facebook og Google til enten A) at betale for uddrag på et defineret antal ord eller tegn eller B) forkorte uddragene i deres visninger.

Var det sket, havde en reaktion fra Facebook og Google været garanteret. Nu er der i stedet lagt op til en mere subjektiv vurdering, skønt Kulturministeriet henviser til ”Infopaq-afgørelsen”, der siger, at uddrag så korte som 11 ord kan være nok til at bryde ophavsretten.

Er Facebook omfattet?

Facebook er desuden interessant i alt dette, fordi der er opstået tvivl om, hvorvidt de reelt er omfattet af lovens krav om at betale for at bruge mediernes indhold, som du kunne læse i denne Journalisten-artikel fra i fredags.

Ifølge Dansk Journalistforbunds formand, Tine Johansen, er Facebook ikke omfattet af artikel 15 i EU-direktivet (paragraf 69a i det danske lovforslag), som undtager private delinger og links.

Hvad et link er for en størrelse i denne sammenhæng, er genstand for debat. Det kan både tolkes som artiklens URL-adresse (der starter med https://…), som i sig selv ikke er et klikbart hyperlink, og så eksempelvis en Facebook-deling, der er et link bestående af uddrag fra artiklen.

Forvirret? Det er der ikke noget at sige til. Lad os derfor prøve at gøre det lidt mere håndfast. Der er nemlig hjælp at hente i lovforslaget – men lad os starte på internettet.

World Wide Web Consortium (ofte forkortet ‘W3C’) er dem, der sætter og definerer standarderne for World Wide Web. Hvis vi kigger på deres beskrivelse af hyperlinks, er der ikke så meget at være i tvivl om.

Årsagen til meget af tvivlen er, at et hyperlink i HTML-sproget, som er internettets grundlæggende sprog, blandt andet indeholder artiklens URL og derudover kan indeholde tekst, billeder og andet.

Et basalt hyperlink til Journalistens forside ser således ud i HTML:

< a href= ”https://journalisten.dk” >Journalistens forside < /a >

Den kode giver blot ordene ”Journalistens forside” og gør dem til et klikbart hyperlink, der tager brugeren til Journalistens forside.

Men; vi kan også lave linket således, at de indeholder mere indhold – blandt andet uddrag fra Journalisten. Det er blandt andet sådan, Facebook-delinger fungerer. Her er der tale om links til indhold hos medier, hvor linkene indeholder uddrag af mediernes indhold.

Lad os tage Journalisten-artiklen med Tine Johansen, som jeg linkede til herover, og bruge den som eksempel. Vi kan nemlig både lade artiklens overskrift og billede samt nogle afsnit fra brødteksten være et hyperlink:

< a href= ”https://journalisten.dk/dj-tilfreds-med-tech-lovforslag-ser-godt-ud/” > < img src= ”https://journalisten.dk/wp-content/uploads/2019/12/en-ukomplet-liste-over-ting-tine-johansen-har-laert-efter-et-halvt-aar-som-formand-4-scaled.jpg” alt= ”Tine” / > DJ tilfreds med tech-lovforslag: ”Ser godt ud”. Lovforslaget skal pålægge techgiganter at betale, når mediernes indhold optræder på deres platforme. Kort fortalt får medierne ret til at indgå kollektive aftaler med fx Google om, hvilket indhold der må bringes på virksomhedernes platforme, og om der skal betales for det. Lovforslaget implementerer et direktiv fra EU. I Dansk Journalistforbund er man optaget af, at de menige medarbejdere i medierne også får en del af kagen, hvis techgiganterne skal til lommerne.< /a >

Her er det hele pakket ind i ét link, man kunne også have gjort de forskellige indholdselementer til hver deres link. Det ville give lidt mere frihed i opsætningen af linket på ens side.

Her står debatten: Har jeg her lavet et hyperlink, der skal undtages fra den udvidede ophavsret, eller har jeg brugt uddrag fra et medies indhold, som jeg skal betale for?

Fordi vi opererer uden håndfaste definitioner og begrænsninger, forbliver både direktiv og lov uklare på disse punkter, indtil de egentlige forhandlinger begynder.

For kan man så bare hælde artikeltekst ind i et hyperlink, og så er man undtaget? Nej, forklarer Kulturministeriet i lovforslaget:

”Afgrænsningen vedrørende hyperlinks giver ikke adgang til at anvende større dele af en pressepublikation end angivet i den foreslåede § 69 a, stk. 2, nr. 3, ved udformning af et andet hyperlink end en URL, idet en informationssamfundstjeneste ikke bør kunne omgå stk. 1, blot ved at udforme beskyttede dele af en pressepublikation som et hyperlink. Et hyperlink vil derfor godt kunne indeholde enkelte ord eller meget korte uddrag fra en pressepublikation.”

Altså er hyperlinks stadig underlagt kravene om, at det skal være meget korte uddrag – som Kulturministeriet som nævnt ikke vil sætte en egentlig definition eller begrænsning på.

Derfor kan vi heller ikke nødvendigvis ekskludere Facebook fra loven, blot fordi private delinger samt hyperlinks er undtaget, sådan som Journalistforbundets formand ellers lægger op til. Mediernes egne delinger kan stadig være omfattet af lovgivningen – hvor bagvendt det så ellers kan lyde, at man vil have penge for indhold, man selv deler på Facebook.

Hvad med Google?

Men hvor Journalistforbundets formand mener, Facebook er undtaget, fordi brugerdelinger og hyperlinks er undtaget i direktiv og lovforslaget, mener hun dog, at Googles søgeresultater ikke er undtaget.

”Der sker en udnyttelse allerede i dag, og det skal Google betale for,” siger Tine Johansen til Journalisten.
Samme toner lyder fra Danske Medier.
”Ja, Google skal betale for Search, som det er i dag,” udtaler direktør Louise Brincker i dag.

Og her bliver det interessant, mine damer og herrer. Virkelig interessant.

For kan man fremføre det argument, at et søgeresultat er et link til et medie, fuldstændigt som en Facebook-deling er det? Selvfølgelig kan man det. Forskellen er semantisk og på sin vis teoretisk og kan ende med at handle om, hvorvidt elementer er klikbare.

Og det bliver endnu mere interessant. Akkurat som medier og andre website-indehavere helt selv kan vælge, hvor meget indhold Facebook må trække ud, kan de også selv definere, hvad de vil vise til Google. Ikke på samme detailniveau som ved eksempelvis Facebook og Google, men dog ligger der stadig en vis kontrol hos mediet. Journalistens Andreas Marckmann Andreassen rejser denne vigtige pointe over for formanden:

”Men medierne har jo selv udvalgt, hvad Google skal vise i sine søgeresultater. Jeg kan for eksempel selv styre, hvordan denne artikel ser ud på Google, Facebook eller Twitter. Er det så ikke mediernes eget ansvar?

”Jo, og er der tale om links, er det da heller ikke en del af lovforslaget. Detaljerne må afklares i den forhandling, som der lægges op til.’”

Akkurat kommer vi altså overhovedet ikke videre. Logikken er, at Google skal betale for at bruge mediers indhold i deres søgeresultater – medmindre der er tale om et link, for så er det jo undtaget fra reglerne.

Hvem skal så definere, hvor linket slutter, og søgeresultatet starter? Jo, det skal de forhandlinger mellem medier og tech-firmaer, der skal i gang nu. Det eneste, der er at gå efter lige nu, er begrænsningen ”meget kort”.

Det er en uklar definition, som giver medierne en forhandlingsposition til at kræve penge for brug af deres indhold.
Det er der nøgternt set intet nyt i. Og både Google og Facebook har meldt ud, at de gerne vil betale for at bruge mediernes indhold. Men der er grænser for, hvad de vil betale for, og her kan rejse sig en konflikt.

Den røde streg

Hverken Facebook eller Google vil acceptere at betale for, at de viser korte uddrag af mediernes indhold i linkdelinger eller søgeresultater. Det er en rød streg, de ikke krydser.

Uanset om Journalistforbundet og Danske Medier fortolker det sådan, at Google skal betale for søgeresultater, så kommer det aldrig til at ske. Det vædder jeg gerne en fadøl på, når Danmark igen er åbent.

Derfor involverer aftalerne i andre lande produkterne Facebook News og Google News Showcase. Her kan brugerne se reelt indhold fra medierne, som Facebook og Google betaler for at vise.

Eksempelvis drejer aftalen mellem News Corp i Australien og Facebook sig om indhold på Facebook News – ikke delinger på Facebook-platformen, og aftalen mellem Google og flere franske medier handler især om Google News Showcase (og de nye naborettigheder, som direktivet implementerer, siger Google uden dog at komme det nærmere).

Vi kommer til at se lignende aftaler mellem tech-firmaer og medier herhjemme. Spørgsmålet er, hvor mange og hvilke medier der er med – og hvor hurtig og ujævn vejen derhen bliver.

Nu sidder du måske og tænker: ”Jamen, hvordan er det anderledes fra tidligere, at Facebook og Google lancerer produkter, der består af indhold fra medierne, som de betaler for? Det behøvede de vel ikke den nye lov for?”

Og dét er det store spørgsmål. For nej, det gjorde de ikke.

Men der er samtidig heller ingen tvivl om, at direktivet, der nu skal implementeres i EU’s medlemslande har betydet, at Facebook og Google er lettere at forhandle med – og hvem ved; måske havde Facebook News og Google News Showcase slet ikke eksisteret uden EU’s copyright-direktiv og den nye lov i Australien?

Men at tvinge Facebook og Google til at betale for brug af uddrag i deres kerneprodukter kan føre til voldsomme konsekvenser, som vi så i Australien. Lad os vente og se, hvordan Google reagerer på det danske lovforslag og de kommende forhandlinger.

Mit forsigtige bud er, at vi ikke kommer til at se et blackout, som vi så i Australien. Dels er der indlagt tid til forhandling, dels vil mange medier og mediechefer formentlig være så pragmatiske, at de lader deres indhold indgå i produkter som Facebook News og Google Showcase mod, at de får betaling fra Google og måske Facebook.

Uanset hvordan de mange ubesvarede spørgsmål ender – og uanset hvor meget konflikten mellem tech-virksomheder og medier blusser op – så er én ting sikkert: Internettet vil stå forandret tilbage. Her pilles ved noget grundlæggende ved internettet og World Wide Web. Lad os passe på ikke at ødelægge noget.

Lars K Jensen er uddannet journalist og arbejder som digital chef og rådgiver hos Willmore, hvor han især arbejder med og assisterer digitale medier og udgivere.