Det gør noget ved dynamikken, at der er så mange, der er så ens på kommunikationsuddannelsen, siger Lucas Francis Claver. Foto: Privatfoto
Kommunikationsuddannelsen på DMJX har en udfordring med ligestillingen. Nye tal fra DMJX viser nemlig, at andelen af kvinder er meget høj. I 2023 var 88 procent af de studerende kvinder, og i 2022 var andelen 87 procent.
Og det er en skæv sammensætning, der kan mærkes i det daglige, forklarer kommunikationsstuderende Lucas Francis Claver.
”Der er meget få mænd og virkelig mange kvinder under 25 år, og der er stort set ingen med en baggrund uden for Danmark. Det gør noget ved dynamikken, at der er så mange, der er så ens,” siger Lucas Francis Claver, der er tidligere formand for DJ’s studenterorganisation Andrea.
Lucas Francis Claver siger, at alle studerende, han har mødt, er fagligt stærke, men han savner en bedre balance i de studerendes køn, sociale baggrund og erfaringsverden.
”Det er meget de samme typer med de samme ambitioner.”
Lucas Francis Claver bemærker, at udfordringen på kommunikationsuddannelsen er den omvendte af, hvad man typisk forbinder med manglende ligestilling.
”Tidligere har det typisk været kvinder, der har følt sig lukket ude fra mediearbejdspladser. På kommunikationsstudiet er det mænd, der kan føle sig lukket ude, fordi der mangler mænd,” siger han.
11,2 i karaktergennemsnit
Kommunikationsuddannelsen på DMJX er en af de mest eftertragtede uddannelser i Danmark. Det kræver et karaktergennemsnit på 11,2 at komme ind på kvote 1, men så er der også gode muligheder for at få et attraktivt job bagefter.
Men uddannelsen er også en uddannelse med meget lille diversitet, og det er et problem – ikke mindst fordi det er DMJX’s strategisk mål at øge diversiteten på uddannelserne.
Skolen har derfor sat gang i et arbejde for at tiltrække flere mænd, forklarer prorektor på DMJX Jens Grund.
”Hvis man skal repræsentere forskellige befolkningsgrupper og synspunkter, er det vigtigt at have en bredere sammensætning på køn end den, vi har i dag,” siger han.
Til sammenligning bliver der optaget stort set lige mange mænd og kvinder på journalistuddannelsen og fotojournalistik.
”Kommunikation er i den grad ved at blive et kvindefag,” siger Jens Grund.
Personlighederne er forskellige
Tallene viser, at de studerende på kommunikation typisk har den samme alder på 22-23 år, de kommer fra danske middelklassehjem, og de er blevet optaget via et tårnhøjt karaktergennemsnit.
Ensartethed kan betyde, at de kommer til at minde for meget om hinanden.
”Det er i hvert fald risikoen,” siger Jens Grund.
”Heldigvis har de hver deres personlighed og bliver præget af de miljøer, de kommer ud i, men det er faren, når man optager så ens, som vi gør nu,” siger han.
Jens Grund forklarer, at DMJX nu vil undersøge mulighederne for at få en mere ligelig fordeling af køn, men det skal ikke ske på bekostning af det faglige niveau.
For målt på faglighed klarer de kvindelige ansøgere sig bedst, når der er optag på uddannelsen, siger Jens Grund. Han har læst nogle af de motiverede ansøgninger fra folk, der har søgt ind på kvote 2.
”Og der må jeg bare sige, at kvindernes ansøgninger generelt er bedre,” fortæller Jens Grund.
Mads Norman Søndergaard
KaJ foreslår en optagelsesprøve
Studenterorganisationen KaJ repræsenterer de studerende på DMJX i Aarhus og bifalder, at skolen ønsker at få en bedre balance mellem kønnene, forklarer formand Mads Norman Søndergaard.
”Med flere mænd ville der komme mere diversitet, så der for eksempel ikke kun er kvinder i mange af grupperne, når der skal laves opgaver,” forklarer Mads Norman Søndergaard.
Hvad kan man gøre for at hæve andelen af mænd?
”Det er svært, fordi optaget sker på baggrund af karaktergennemsnit, og der klarer kvinderne sig bare bedre end mændene. Men måske burde man tage flere ind på kvote 2. Eller man kunne lave en slags optagelsesprøve ligesom på journalistuddannelsen. Det vigtigste er, at skolen kigger på det,” siger Mads Norman Søndergaard.
Køn er vigtigere end etnisk diversitet
Kortlægningen af de studerende på kommunikationsuddannelsen viser også, at det halter gevaldigt med diversitet, når det kommer til studerende med udenlandsk herkomst.
”Jeg har uden held kigget efter studerende med en ikke-vestlig baggrund. Eller bare én studerende, som ikke var dansk, men jeg så ikke nogen,” fortæller Milad Amiri, der har afghanske rødder.
Jens Grund fortæller, at DMJX i første omgang kigger på kønsfordelingen på kommunikation.
”Vi vil også gerne have flere med anden etnisk baggrund, men det første, vi afsøger, er at få flere mænd,” siger han.
Lucas Francis Claver mener, at der bør gøres noget ved både køn og etnicitet, så skolen producerer kommunikationsfolk med en bredere baggrund.
”Min bekymring er, at det i sidste ende giver en mindre diverse faglighed. Det kan give nogle blind spots, hvis ikke en eneste person i et kommunikationsteam ved, hvordan man kommunikerer til borgerne på Københavns vestegn uden først at skulle læse en masse undersøgelser af, hvem der bor der,” siger Lucas Francis Claver.
De kvindelige kommunikatører i DJ
62 procent af DJ-medlemmerne, der arbejder med kommunikation, er kvinder. Blandt medlemmerne med titel som fx ”chef”, ”ansvarlig” eller ”redaktør” er 52 procent kvinder. Det er kun i det øverste ledelseslag, at andelen af kvinder er under 50 procent. 42 procent af kommunikationsmedlemmerne med titel af fx ”direktør” er kvinder.
Kilde: Dansk Journalistforbund
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.