Foto: Robert Wengler/Ritzau Scanpix
På grund af faldende seertal har TV 2 Regionerne i stor stil sadlet om og øget fokus på at udkomme digitalt i form af blandt andet artikler de seneste år.
Men det skal stoppes nu, lyder det i et bredt opråb fra 26 lokale medier fra forskellige koncerner, herunder JydskeVestkysten, Sjællandske, Nordjyske og Bornholms Tidende.
De lokale dagblade er gået sammen i et fælles opråb og har hyret lobbyvirksomheden Ulveman & Børsting til at forsøge at påvirke de politiske beslutningstagere. Det sker forud for præsentationen fra det udvalg, som kulturministeren i januar satte til at undersøge TV 2 Regionerne.
”Vi ønsker ikke at stække TV 2 Regionerne økonomisk. Det må være op til lovgiverne. Men vi vil gerne have, at de holder sig til det regionale og kun fokuserer på levende billeder,” lyder det fra Ole Sloth, som er chefredaktør på Lolland-Falsters Folketidende og talsperson for gruppen af dagblade i opråbet.
Unfair konkurrence
For dagbladene er det blandt andet gået ned ad bakke økonomisk på grund af et presset annoncemarked, mens TV 2 Regionerne gennem årene har tabt seerandele på tv-markedet.
Det har ifølge Ole Sloth ført til en situation med omstruktureringer og digitaliseringer på TV 2 Regionerne, så de nu alle bruger deres årlige statsstøtte på godt 613 millioner kroner på at konkurrere direkte med de private medier med produktion af artikler.
Ifølge kritikerne er TV 2 Regionerne, som hver får godt 76,6 millioner kroner i årlig statsstøtte, også i stigende grad begyndt at dække lokalhistorier, selv om de ifølge kritikerne bør holde sig på det regionale niveau.
Staten skal ikke lave lokalavis, lyder det:
”Jeg elsker konkurrence. Men det her er en unfair konkurrence,” siger Ole Sloth, der mener, at kunderne udebliver hos de private medier, også fordi de kan få det gratis hos de statsfinansierede regioner.
De 26 dagblade har lavet deres egen analyse på området, som bringer 120 eksempler fra 1. juli til 15. september i år på, at TV 2 Regionerne har lavet historier, som først var i de lokale dagblade. Ifølge sammenslutningen er der tale om decideret kopi fra de private medier.
For eksempel en historie fra Fyens Stiftstidende 23. april, som så udkom gratis hos TV 2 Fyn den 4. maj med den samme kilde, selv om redaktionen på Fyens Stiftstidende ifølge analysen havde brugt lang tid på blandt andet at grave tekniske detaljer frem.
Følgende medier har underskrevet opråbet:
JydskeVestkysten, Århus Stiftstidende, Fyens Stiftstidende, Fyns Amts Avis, Nordjyske, Dagbladet Ringkøbing-Skjern, Dagbladet Holstebro, Dagbladet Struer, Folkebladet Lemvig, Fredericia Dagblad, Helsingør Dagblad, Horsens Folkeblad, Randers Amtsavis, Vejle Amts Folkeblad, Viborg Stifts Folkeblad, Lolland-Falsters Folketidende, Dagbladet, Frederiksborg Amts Avis, Nordvestnyt, Sjællandske, Der Nordschleswiger, Flensborg Avis, Herning Folkeblad, Midtjyllands Avis, Skive Folkeblad, Bornholms Tidende.
Dertil fremhæver gruppen af 26 medier gennem Ulveman & Børsting en rapport fra RUC, som ifølge underskriverne slår fast, at omtrent 90 procent af den egenproducerede journalistik i Danmark laves af private lokale og regionale dagblade.
Forsker: Rapporter viser noget andet
En af forskerne bag RUC-rapporten, Mark Ørsten, oplyser til Journalisten, at den ikke kan bruges til at konkludere, at TV 2 Regionerne planker for mange historier fra de private medier.
Faktisk henviser han til en anden rapport om betaling for medier, der omvendt konkluderer, at folk, der bruger public service, også i højere grad er villige til at betale for private nyhedsmedier. Dertil har RUC i 2013 lavet en rapport, der afviser, at der bliver planket for mange historier.
”Det vil jeg bare anfægte,” siger Ole Sloth om rapporten, der konstaterer, at public service sådan set styrker de private medier.
Han henviser til den serie, som MediaWatch har lavet med alle TV 2 Regionerne, hvor de en efter en fortæller om deres nye strategiarbejde, der målrettet går efter en mere digital strategi og vækst på eksempelvis sidevisninger og besøgende på sociale medier.
”Det er en rejse, de lige er påbegyndt. Og de ser jo nogle vækstrater, som vi først ser effekten af lige om lidt. Og det er ret voldsomt og dygtigt,” siger Ole Sloth, som også anerkender, at ledelserne på regionerne har gjort et godt stykke arbejde.
”Men det sker bare på ulige vilkår. Og staten skal ikke drive lokale medier,” siger han.
Journalisten har forsøgt at få en kommentar fra kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M), men Kulturministeriet henviser til en pressemeddelelse fra 29. oktober om konklusionerne fra udvalget om fremtidens mediestøtte.
Derudover henviser Kulturministeriet til det udvalgsarbejde, der lige nu pågår i forhold til TV 2 Regionerne.
Efter udgivelsen af denne artikel er TV 2 Regionerne vendt tilbage med et skriftligt svar på kritikken.
Rettelse 12.39: I første omgang skrev vi, at 25 medier stod bag opråbet Det er retteligt 26.
Nødråb fra Bornholm: ”Hvis politikerne ikke gør noget nu, så dør vores avis”">
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.