Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
TV 2 Regionerne undrer sig over, at 26 private lokalmedier blandt andet her i Journalisten langer ud efter deres produktion af digitalt indhold.
Sådan lyder det i et skriftligt svar fra TV Midtvest-direktør Lone Sunesen på vegne af alle direktører i TV 2 Regionerne.
”I en tid, hvor vi burde stå sammen om at beskytte dansk indhold fra yderligere underminering af udenlandske tech-virksomheder, der alene har profit for øje, finder vi det særligt ærgerligt, at rækken af lokale og regionale aviser hellere vil vende kampen indad med et fokus, der alene vil føre til et ringere nyhedsudbud for danskerne,” lyder det i udtalelsen, som er underskrevet af alle TV 2 Regionernes direktører.
Det har ikke været muligt for Journalisten at få et reelt interview med en repræsentant for TV 2 Regionerne.
Kræver fokus på levende billeder
Det skriftlige svar kommer i kølvandet af det fælles opråb fra de 26 lokalmedier, som har hyret lobbyvirksomheden Ulveman & Børsting til at forsøge at påvirke de politiske beslutningstagere.
Det sker forud for præsentationen fra det udvalg, som kulturministeren i januar satte til at undersøge TV 2 Regionerne:
”Vi ønsker ikke at stække TV 2 Regionerne økonomisk. Det må være op til lovgiverne. Men vi vil gerne have, at de holder sig til det regionale og kun fokuserer på levende billeder,” siger Ole Sloth, som er chefredaktør på Lolland-Falsters Folketidende og talsperson for gruppen af dagblade i opråbet.
I det skriftlige svar udtaler TV 2 Regionerne, at de bliver nødt til at følge med danskernes medievaner, som har flyttet sig fra 1989 til 2025:
”TV 2 Regionerne følger med og leverer regional public service til danskerne der, hvor de bor, og der, hvor de henter deres medieindhold og nyheder. Præcis som vi i vores public service-kontrakter er blevet bedt om af politikerne,” lyder det.
Regioner: Vi kopierer ikke
TV 2 Regionerne finder det heller ikke rigtigt, at de i stor stil kopierer historier, som de 26 lokalmedier antyder i deres kritik.
Her henviser TV 2 Regionerne til en undersøgelse, som regionerne selv har fået lavet hos Infomedia, der viser, at 92 procent af TV 2 Regionernes historier er egenproducerede historier. Det fremgår dog ikke, hvordan undersøgelsen definerer en egenproduceret historie.
Omvendt har de 26 lokalmedier udarbejdet deres egen analyse, hvor de bringer 120 eksempler fra 1. juli til 15. september i år på, at TV 2 Regionerne har lavet historier, som først var i de lokale dagblade. Ifølge lokalmedierne er der tale om kopi af eksempelvis hovedkilder eller vinkel, hvor de pågældende TV 2 Regioner efterfølgende ikke har krediteret.
I det skriftlige svar henviser TV 2 Regionerne også til de akademiske undersøgelser, blandt andet fra RUC, der viser, at public service sådan set snarere styrker end svækker det private nyhedsmarked:
”Folk, der bruger public service, er i højere grad villige til at betale for private nyhedsmedier,” skriver TV 2 Regionerne-direktørerne.
”Lad os i stedet arbejde sammen om et stærkt mediedanmark, der styrker den demokratiske samtale og sammenhængskraft. TV 2 Regionerne er altid åbne for samarbejde og dialog,” afsluttes det skriftlige svar, som er underskrevet af Lone Sunesen, Mikael Justesen, Thomas Funding, Betina Bendix, Camilla Kjems, Thomas Falbe, Inga Vind og Ole Hampenberg Andersen.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.