Lea Korsgaard og Tav Klitgaard fortsætter som en del af Zetlands ledelse. Foto: Nicolai West
Rygterne har svirret længe, men nu står det klart: Zetland er blevet solgt.
Det skriver Zetland i en pressemeddelelse.
Det er det svenske medieselskab Bonnier News, som har købt størstedelen af danske Zetland.
Bonnier News vil som majoritetsejer støtte Zetlands fortsatte udvikling og ambition om at udvide sin model for nyheder også uden for Danmarks grænser, lyder det.
”Med Bonnier News om bord får vi en enestående mulighed for at styrke vores model og blive bakket op af en af verdens mest veldrevne medievirksomheder bygget på integritet, gennemsigtighed og et stærkt samfundsengagement,” udtaler Lea Korsgaard, som er medstifter af Zetland og chefredaktør.
International ekspansion
Tidligere i år lancerede Zetland sin første internationale satsning i Finland under navnet Uusi Juttu.
Og i sidste uge kom nyheden om, at Zetland har rekrutteret tre medieiværksættere i Norge, som skal løbe et nyt medie i gang.
Det fremgår ikke, hvad Bonnier News har betalt for at blive majoritetsejer i Zetland.
Transaktionen forventes gennemført i løbet af efteråret 2025.
Zetlands ledelse fortsætter
Ledelsen i Zetland, administrerende direktør Tav Klitgaard, Lea Korsgaard, Jakob Moll og Sebastian Winther, skal fortsat være medejere.
Anders Eriksson, administrerende direktør i Bonnier News, bliver bestyrelsesformand i Zetland. Han får følgeskab af Peter Wolodarski, forretningsområdedirektør i Bonnier News Consumer og chefredaktør på Dagens Nyheter.
”Vi har længe beundret Zetlands banebrydende journalistik og evne til at engagere et ungt og dedikeret publikum,” udtaler Anders Eriksson, CEO i Bonnier News.
Zetlands Lea Korsgaard fortsætter som bestyrelsesmedlem.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.