Wunderkind Media. Foto: Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix
Ekstra Bladet har opsagt sin aftale med bureauet Wunderkind, som de seneste to år har stået for layout og design af Ekstra Bladets printavis.
Det bekræfter ansvarshavende chefredaktør på Ekstra Bladet Knud Brix til MediaWatch.
Hjemtagelsen betyder dog ikke, at de grafikere og redigerende, som mistede jobbet, da Ekstra Bladet i sin tid lagde opgaven ud i byen, kan se frem til at få deres job på avisen tilbage.
Ifølge Knud Brix er planen nemlig, at en automatiseret løsning fra årsskiftet skal stå for layout af Ekstra Bladets papiravis.
Fra 48 til 13 årsværk på ét år
Dermed følger Ekstra Bladet i hælene på Berlingske, som i april sidste år opsagde avisens aftale med Wunderkind og trak layoutopgaverne hjem.
Opsigelsen betød dengang, at Wunderkind måtte vinke farvel til medarbejdere, og det samme kommer til at ske nu. Det siger Anders-Peter Landert, stifter og partner i Wunderkind, til MediaWatch.
Han erkendte allerede sidste år, at Wunderkinds forretning, som ellers så solid ud for bare få år siden, var udfordret af AI.
”Der er ingen tvivl om, at den del af branchen, som vi sidder på – ligesom hele branchen i øvrigt – er udfordret på forretningen,” sagde Anders-Peter Landert efter Berlingskes exit i maj 2024 til Journalisten.
En udvikling, som også kan aflæses i udviklingen i antallet af ansatte i virksomheden. I marts sidste år havde Wunderkind ifølge regnskaberne 48 årsværk ansat, mens antallet af årsværk i januar i år er reduceret til 13.
Trenden er vendt
Det blev ellers begyndelsen på lidt af en trend, da Berlingske og det daværende BTMX i en sparerunde i 2018 lagde sine layout- og redigeringsopgaver ud til bureauet Wunderkind.
Siden har en række danske medier som blandt andet Ekstra Bladet og Jyllands-Posten fulgt trop og udskiftet faste layoutere og redigerende med en aftale med Wunderkind.
Men med den seneste opsigelse har Wunderkind kun en enkelt kunde tilbage i det danske dagbladsmarked.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.