Wunderkind Media. Foto: Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix
Det var dårligt nyt for de ansatte hos mediebureauet Wunderkind, da det forleden kom frem, at Berlingske har besluttet at opsige sin aftale med bureauet.
For dem betyder Berlingskes exit nemlig, at der er fyringer på vej. Det fortæller stifter og partner i Wunderkind Anders-Peter Landert til Journalisten.
”Det er da et stort tab på den måde, at vi skal ud og afskedige medarbejdere,” siger han.
”Præcist hvor mange ved jeg ikke endnu. Men det svarer vel til det antal, der sidder og laver Berlingske i dag,” siger Anders-Peter Landert.
Wunderkind har layoutet Berlingskes printavissider, siden avisen i en sparerunde i 2018 lagde sine layoutopgaver ud til bureauet. I den forbindelse forsvandt der 32 stillinger fra Berlingske.
Ikke på niveau med mennesker
Men nu har Berlingske altså besluttet at tage opgaven hjem og fremover lade en algoritme i et såkaldt printproduktionssystem sætte avisens sider op.
Tirsdag forklarede Berlingskes chefredaktør, Tom Jensen, at det nye system kan layoute siderne, så det for læserne bliver en lige så god oplevelse som hidtil.
”Vores læsere vil ikke opleve det her som en kvalitetsforringelse,” lovede han.
Men det stiller Anders-Peter Landert sig mere tvivlende over for.
”Jeg har endnu ikke set et automatiseringssystem, som er i stand til at lave sider på samme niveau, som hvis det var lavet af mennesker,” siger han og tilføjer:
”Man kan godt lave flotte sider, hvis man forsimpler designet og holder det meget enkelt. Det er jo et valg, om man vil det. Men jeg synes faktisk ikke, jeg har set systemer, der er på niveau med menneskeskabt layout endnu.”
Udfordret på forretningen
Samtidig lægger Wunderkind-chefen ikke skjul på, at det meget vel kan komme til at se anderledes ud i fremtiden.
”Jeg er ret sikker på, at der på et tidspunkt kommer nogle modeller, som er lige så gode som det menneskeskabte. Det ligger da ligefor med AI. Så der er ingen tvivl om, at den del af branchen, som vi sidder på – ligesom hele branchen i øvrigt – er udfordret på forretningen,” siger Anders-Peter Landert.
Aftalen med Berlingske er nemlig langtfra den eneste af sin slags i Wunderkinds portefølje.
Siden Berlingske i 2018 lagde sit layout ud i byen, har en række danske medier som blandt andet Ekstra Bladet og senest Jyllands-Posten fulgt trop og udskiftet faste layoutere og redigerende med en aftale med Wunderkind.
Virksomheden har i omegnen af 30 ansatte og en egenkapital på knap to millioner kroner, ifølge seneste årsrapport.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.