Weekendavisen ramt af mangel på blegemiddel og udkommer på mindre hvidt papir

Flere danske medier kan blive ramt af, at en papirproducent i Norge mangler blegemiddel. Det taler ind i en større forsyningsproblematik på papirmarkedet

Der er udsigt til, at flere aviser den kommende tid vil udkomme på mindre hvidt papir end vanligt.

Weekendavisen er allerede fra sidste uge overgået til en papirtype af lavere kvalitet, der betyder mindre hvidt papir. Og det kommer til at vare ved et par uger endnu.

Det skyldes, at der er problemer hos producenterne, forklarer Thomas Isaksen, der er formand for Pressens Fællesindkøb, der indkøber og leverer papir til de danske aviser.

Den ene fabrik, der leverede det hvidere papir, i Sverige er lukket. Og den anden i midt-Norge er løbet ind i problemer med at skaffe blegemiddel.

”Det er den konkrete årsag til, at vi ikke har mulighed for at skaffe papir af den høje lyshed. Det er noget, aviserne er orienteret om, og det kan trækkes hen til årsskiftet. Vi håber, at der er en løsning medio-december,” siger Thomas Isaksen.

Det er ikke kun Weekendavisen, der må udkomme i et knap så lyst format. Kristeligt Dagblad bruger det samme papir, og det gør Berlingske lejlighedsvist også. Førstnævnte har dog stadig en beholdning af det lysere papir liggende.

”Alle de udgivelser er mere eller mindre kommet tilbage til standard-avispapir. Du har nok ikke set det på Kristeligt Dagblad endnu, fordi de strækker de forsyninger, de havde. Men vi udleverer ikke mere for nuværende,” siger Thomas Isaksen.

Generel papirmangel

Journalisten har tidligere beskrevet, at papirmarkedet i øjeblikket er presset af produktioner, der er omlagt til produktion af pap til pakkeforsendelser.

Det er ikke det specifikke problem, der rammer de lyse danske aviser, men problemstillingen er den samme.

”Det er en speciel problematik, men det hænger sammen med en generel problematik, hvor det er svært at skaffe alt mellem himmel og jord.”

”Fibre bliver brugt til pap-produktion, og det suger vores gamle aviser ud af markedet, så der er en speciel driver på vores avispapir i øjeblikket,” siger Thomas Isaksen.

Dermed står avispapir til at stige i pris.

”Der er nogle prishop i markedet, som kommer til at vare i længere eller kortere tid, og det kommer til at gøre ondt på avisproduktion, så det tager vi sandelig alvorligt,” siger Thomas Isaksen.

Det er dog ikke noget, der umiddelbart kan løses, da der er tale om en international udfordring.

”Det er startet medio 2021 og varer nok ved et kvartal ind i 2022. Det er nok det, vi kigger ind i,” siger Thomas Isaksen.

0 Kommentarer

Læs også

Kaos på papirmarkedet:

Kaos på papirmarkedet: ”Det er meget alvorligt”

15. SEPTEMBER 2021