Medieombudsmand

Venstre trækker i land om medieombudsmand efter massiv kritik

Partiet Venstre går nu i rette med partiets egen kulturordfører, der har fået massiv kritik fra mediechefer for sine udtalelser i Berlingske

Det har vakt stor frustration i mediedanmark og ført til sammenligninger med diktatoriske stater, at Venstres kulturordfører, Kim Valentin, har lagt op til, at en Medieombudsmand skal kunne stoppe journalistik, inden den udkommer.

Men nu oplyser Venstre til Journalisten, at det ikke er partiets officielle politik på medieområdet.

Det sker i en skriftlig udtalelse fra næstformand Stephanie Lose, som gerne vil ”slå fast”, at Venstre mener, at Medieombudsmanden skal arbejde i fuld respekt for pressefriheden, som er grundlæggende for vores demokrati:

”Og i Venstre ønsker vi ikke, at en medieombudsmand skal kunne forhindre medier i at dække en konkret sag,” lyder det fra Stephanie Lose.

Sammenlignet med Orbán

Baggrunden for uroen er et interview til Berlingske, hvor Kim Valentin udtaler, at igangværende sager i medierne, hvor en person er i centrum, skal kunne stoppes, hvis Medieombudsmanden vurderer, at debatten er kørt af sporet:

”Ja, det mener jeg helt bestemt,” lød det fra Kim Valentin.

Udtalelserne er faldet flere prominente medienavne i Danmark for brystet, og udmeldingen fra Venstre er blevet sammenlignet med Viktor Orbán-regeringens diktaturlignende greb om pressen i Ungarn.

Journalisten har også foretaget en rundspørge blandt de øvrige kulturordførere på Christiansborg, hvoraf kun to er vendt tilbage. Det er Danmarksdemokraternes Søren Espersen og Dansk Folkepartis Pia Kjærsgaard, der begge hælder idéen ned ad brættet:

”Der er jo allerede regler for pressen, selv om man føler, at pressen nogle gange går for langt – og det kan jeg bekræfte personligt – er der jo visse rammer. Så der er ikke bare fri udblæsning,” siger Pia Kjærsgaard, som i det hele taget ikke støtter etableringen af en statsudpeget Medieombudsmand.

”En helt gal idé”

Søren Espersen, som selv er uddannet journalist, kalder også udspillet fra Kim Valentin for ”en helt gal idé”.

”Vi skal have frie og uafhængige medier. Og det vigtigste, vi kan beskytte, er det frie ord og journalisternes muligheder for at arbejde med det, de vil – og hvordan de vil,” siger han.

I svaret fra Stephanie Lose tilføjes det, at man fra Venstre og regeringens side endnu ikke har lagt sig fast på en model for en kommende Medieombudsmand, som der er sat penge af til på finansloven:

”Det sker, at enkeltpersoner kommer i klemme i mediedækningen i en moderne medievirkelighed, og det skal blandt andet indgå i overvejelserne om, hvordan en Medieombudsmand skal arbejde,” lyder det.

0 Kommentarer

Læs også

Medieombudsmand

Sidestilles med Orbán og Trump: Venstre vil stoppe journalistik inden det udkommer

08. SEPTEMBER 2025