Berlingske-chefredaktør Tom Jensen kalder Venstre-ordførers oplæg til en Medieombudsmand for ”ren orbanisme og trumpisme på skrift”. Foto: Carlos Barria/Reuters/Ritzau Scanpix
Opdateret 13:38 - Venstre har efter denne artikels udgivelse gjort det klart, at Kim Valentins udtalelser ikke er partiets officielle politik.
Regeringspartiet Venstres medieordfører, Kim Valentin, vil blandt andet gøre det muligt for en kommende Medieombudsmand at stoppe dækningen af en sag, før skaden mod en berørt borger bliver for stor.
Det udtaler han til Berlingske, som stiller det opfølgende spørgsmål:
Skal det forstås sådan, at igangværende sager i medierne, hvor en person er i centrum, kan blive stoppet, hvis medieombudsmanden vurderer, at debatten er kørt af sporet?
”Ja, det mener jeg helt bestemt,” lyder det fra Kim Valentin.
”Ekstremt indgreb”
Udsigten til en statsudpeget Medieombudsmand med den form for beføjelser får det til at løbe koldt ned ad ryggen på flere mediechefer.
Blandt andre Berlingske-chefredaktør Pierre Collignon, som kalder udtalelserne ”dybt bekymrende”:
”Venstre, der kalder sig Danmarks liberale parti, vil indføre en statskontrol med medierne, som Viktor Orbán ville drømme om at få. Det er et ekstremt indgreb i pressefriheden at foreslå, at en ombudsmand skal have magt til at 'stoppe' dækningen af en bestemt sag,” siger Pierre Collignon til Berlingske.
Hans chefredaktørkollega på Berlingske, Tom Jensen, har også kaldt Kim Valentins udtalelser for ”ren orbanisme og trumpisme på skrift”.
”Det ryster mig”
Præcis samme toner lyder fra afgående JP/Politiken-topchef Stig Ørskov, som henviser til sit opslag på LinkedIn, hvor han også skriver, at ”selv ikke Ungarns Viktor Orbán har kunnet få sig selv til at gå så langt”:
”At statsmagtens appetit på kontrol er stor, er ikke en overraskelse. Men et stærkt og tillidsfuldt demokrati forudsætter, at borgerne kan stole på, at en fri presse holder kritisk øje med statsmagten. Der findes ingen eksempler på stærke demokratier med en statskontrolleret presse,” skriver han.
I en sms til Journalisten tilføjer Stig Ørskov:
”Det ryster mig, hvor langt Venstre åbenbart ønsker at gå.”
Sammenlignet med tjæremanden
Også Ulrik Haagerup, der er direktør for Constructive Institute, mener, at Kim Valentin går for langt.
Ulrik Haagerup sad selv med i Medieansvarsudvalget og støtter forslaget om en medieombudsmand, men at udstyre en institution med magt til at forhindre den frie presse i at offentliggøre sit indhold er censur, skriver han i et opslag på Facebook:
”At give medieombudsmanden magt til at undersøge mediers research og bremse historier inden offentliggørelse, er ikke blot langt væk fra anbefalingerne fra Medieansvarsudvalget. Det er også uacceptabelt og udemokratisk.”
I et debatindlæg på MediaWatch har Kim Valentin også sammenlignet dansk presse med ”tjærehandleren” fra Axel Sandemoses roman af samme navn:
”Sandemoses tjærehandler er en figur, der lever af andres ulykke, og tjæren er metaforen. Vi kan fornemme ubehaget i Sandemoses fortælling. Chefredaktøren er i dag i en lignende position: Han insisterer på nødvendigheden af sin vare, men fralægger sig ansvaret for dens skadevirkninger.”
Journalisten forsøger at få en uddybende kommentar fra Venstre.
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.