Freelance-fotografen Ivan Strand har fået nok efter 39 års arbejde for DR.
Som Journalisten skrev i går, samler freelancere sig i stor stil mod DR’s nye lønvilkår. Og som Ekstra Bladet skrev i går aftes, er DR blevet nødt til at hyre freelancere fra Holland på grund af utilfredsheden.
Én af de freelancere, der nægter at gå ned i løn, er Ivan Strand.
Han er tv-fotograf, 62 år og har 39 års erfaring i DR – først som fastansat, siden som freelancer. Indtil december var han fast inventar bag kameraerne på DR-programmerne ’Debatten’ og ’Vi ses hos Clement’. Men nu har den garvede tv-fotograf sagt stop.
Nægtede at gå 10 kroner ned
Det startede med en telefonsamtale med en område-leder i november.
"Jeg sagde, at jeg ikke var steget i løn i mange år. Derfor syntes jeg, vi skulle lave en kontrakt på 330 kroner. Og så blev der meget stille i røret,” siger Ivan Strand.
På det tidspunkt lå han på 300 kroner i timen – plus feriepenge. Det havde han gjort i otte år. Hans løn var altså ikke fuldt med inflationen.
”Jeg tilbød så at gå for det samme, som jeg gik for i 2017: 300 kroner i timen. Men så fik jeg at vide, at han ikke havde mandat til at give mig mere end 290 kroner i timen.”
Og dét var altså dråben for Ivan Strand, der nu er ”tvungen efterlønner” på fuld tid, som han siger det.
”Det er ikke med glæde, jeg går. Men nu, hvor det er på den her måde, er jeg jo en af dem, der trods alt har noget at falde tilbage på. Alle mine andre freelancekollegaer står jo med røven i vandskorpen, fordi de ikke har noget arbejde – fordi de holder på deres ret,” siger han.
"Det er rent kaos"
Men 290 kroner – plus feriepenge – er da en OK timeløn, er det ikke?
”Det kan hurtigt se underligt ud for fastansatte og andre, der ikke ved, hvad det vil sige at være freelancer,” medgiver Ivan Strand og forklarer:
”Timelønnen skal dække, at jeg ikke kan fylde året helt ud. Jeg har jo masser af tid, hvor jeg sidder og venter på telefonen, og hvor kontoret er åbent, som ikke bliver honoreret.”
Kan du ikke bare fylde den resterende tid ud med arbejde hos produktionsselskaber ude i byen?
”Det er meget, meget svært at være freelancer. Man står på et job, hvor man ikke kan gøre det færdigt, fordi man skal være et andet sted. Det er rent kaos. Det er derfor, man lægger sig fast i for eksempel DR. Så hjælper de en til at få tingene til at gå op,” forklarer Ivan Strand.
”Hvis man arbejder for flere produktionsselskaber, der vil have en på samme tid, så skal man lave et kæmpe kontorarbejde med at få ringet rundt. Så er man mere på kontoret end på arbejdet.”
Mange huller i arbejdstiden
Og hos DR er der store huller i arbejdstiden, forklarer han.
De to programmer, han arbejdede på, blev optaget torsdag og fredag. Han fik løn for fem timer hver gang. Altså, sammenlagt 10 timer om ugen.
”Og der er næsten kun arbejde i foråret og efteråret. DR lukker helt eller delvist ned i maj, juni og juli, august og omkring nytår. Alle programmer lukker ned i december, og mange starter ført op i februar. Det er jo også med til at retfærdiggøre en lidt højere timeløn,” siger Ivan Strand.
Men hvorfor så overhovedet arbejde for DR?
”Jeg har været i DR hele mit liv. Jeg har også lavet lidt for andre, men i meget begrænset omfang. Jeg har kunnet nøjes med DR. Og jeg er også blevet godt behandlet,” siger Ivan Strand.
Han understreger, at han heller ikke altid får godtgørelse ved sygdom. Han får ingen pension, og han skal selv uddanne sig og dygtiggøre sig. I januar beskrev freelance-grafikeren Julie Asmussen samme problemstilling i et blog-indlæg på Journalisten.dk.
Vil holde fast i første udspil
Har du droppet DR for altid?
”Nej, telefonen er åben. Men de ringer ikke. Og hvis de gør, tror jeg, jeg vil forlange mit første udspil. Nu hedder det 330 kroner i timen,” siger Ivan Strand.
Som Journalisten skrev i går, er der en frygt blandt freelancerne for at udtale sig om sagen.
”Jeg kan bedre tale frit ud af posen – fordi jeg mentalt har indstillet mig på at være ude af business,” siger Ivan Strand.
DR-chef: Kommenterer ikke på personsager
Nikolas Lyhne-Knudsen er direktør for Økonomi, Teknologi og Medieproduktion i DR. Journalisten fremlægger kritikken for ham. Han svarer i en mail:
”Jeg kan ikke kommentere konkrete personsager. Forhandlinger og aftaleindgåelse bør efter min opfattelse ikke ske i det offentlige rum. Men generelt og uden at kommentere på den enkelte sag, kan jeg sige, at det forhold, at en chef har et mandat og en øvre økonomiske ramme for lønforhandlinger er både naturligt og nødvendigt.”
I Journalistens artikel onsdag svarer Nikolas Lyhne-Knudsen mere udførligt på den generelle kritik, mange freelancere rejser af DR.
3 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Kim Hansen: Nu hylder jeg fast arbejde og frivilligt arbejde, så det med klatskillinger er ikke noget, jeg gør i. Heller ikke lobbyisme, når det kommer til andet end fremme af (synes jeg) gode, journalistiske ideer. Men tak for rosen. Simpel markedslogik siger dog, at udbud og efterspørgsel påvirker prisen, og i sidste ende må også kamerafolk jo gøre op med sig selv, om de vil være kameramænd eller kassedamer. Begge job er prisværdige. Personligt dukker jeg ikke nakken. Hvis man ikke kan få den løn, arbejdsvilkår eller arbejdsopgaver, man ønsker, og hvis man ikke kommer igennem med en kamp for det, synes jeg, man skal skifte job med en fordele og ulemper, det kan medføre. Det er så også nemt nok for mig at sige. Økonomisk har jeg mit på det tørre - også uden lobby-arbejde.
Med den indstilling vil det vist ikke være noget problem, at få en lille klatskilling ind på kontoen som lobbyist for en arbejdsgiverorganisation.
Jeg synes, at Henrik Lind Jørgensens indlæg på fineste vis sætter et spotlight på problematikken, at alt for få freelancere tør stå op imod løntrykkeriet på løst tilknyttede jobs uden sikkerhed.
Samtlige overenskomster og anbefalede takster man har forsøgt at lave i DR-regi, uanset om det er DJ, Dansk Metal eller FAF har alle det problem, at de måske nok egner sig fint til længerevarende bookninger eller tilknytninger med en høj frekvens, men på ingen måde kan fungere for en lille enmandsvirksomhed.
De freelancere, som fungerer som enten specialister eller med løs tilknytning på tilkaldebasis, kan med DR satser ikke engang trækkke en løn hjem på det, der svarer til en fastansat, på det vi normalt kalder minimumslønninger for kassedamer, rengøringspersonale og forefaldende arbejde.
Det er der vist mig bekendt ikke nogen, der har forholdt sig til før, og det er nu kommet så langt ud med løndiktater uden mulighed for forhandling fra DR ledelsens side, at det har været nødvendigt at starte en ny forening, der i første omgang skal fungere som et samlet talerør for de freelancere, der ikke ønsker at blive lagt ned i kampen om at trykke prekariatet helt ned under gulvbrædderne.
Jeg har ikke selv haft noget i klemme i den nuværende krise, men de eneste jeg nogensinde selv har aflønnet til priser langt under en blikkenslager, har været runnere og assistenter.
Spareøvelsen udført som diktat har bestemt ikke været et kønt forløb. Og at der bliver reageret, stærkere end nogensinde før, er ikke spor underligt, uanset hvad enkeltindivider med hang til at dukke nakken mener.
Det er op til hver enkelt medarbejder at gøre op med sig selv, hvilken løn, de vil arbejde for. Jeg siger tit til "mine" efterskoleelever, at man ikke nødvendigvis både kan få et drømmejob og få en drømmeløn. Det kan blive nødvendigt at vælge. Med fare for at blive kaldt skruebrækker (det er jeg tidligere blevet kaldt) så er og bliver mediefolk købers marked. Og det vil nok blive forstærket. Som jeg også siger til "mine" efterskoleelever, som er ret optaget af, hvilken løn, man går til, så var jeg relativt vellønnet, da jeg blev ansat i mit første journalistjob i 1995. Hvis jeg her i 2018 skulle ud at forhandle en kontrakt til et tilsvarende job, ville jeg nok være relativt dårligt lønnet set i forhold til andre fag. Så må man jo gøre op med sig selv, hvad man vil. Nøjagtigt lige som Ivan Strand har gjort. Og respekt for det.